AGORA - tidsskrift for forskning, udvikling og idéudveksling i ...

AGORA - tidsskrift for forskning,
udvikling og idéudveksling i professioner
Alt dette ser ud til at afspejle to endnu mere grundlæggende udviklingsprincipper, der kan genfindes
overalt i naturen, i kulturen og i det enkelte menneske: tendensen til spontan selvorganisering og
tendensen til kompleksitetsvækst – eller mere enkelt udtrykt: tendensen til at systemer vil 1) forsøge at
opretholde og styre sig selv, og 2) at de vil være tilbøjelige til at vokse, hvis de blot tilføres energi udefra.
Disse grundlæggende principper ses samlet gennem hele livets udviklingshistorie, evolutionen, komme
til udtryk ved at simple organismer gradvist har ændret sig til mere komplekse - med menneskehjernen
som formodentlig det mest komplekse organ der overhovedet findes. Vi ser også principperne folde sig
ud i opbygningen af den menneskeskabte verden i hele sin bredde og dybde: Kulturen med stort K. Og vi
ser principperne komme til udtryk i det lille barns fysiske såvel som i den mentale vækst, gennem hvilken
barnet udvikler stadigt mere avancerede og komplekse bevægemønstre, erkendelser, sociale forankringer
og bliver i stand til at bidrage stadigt mere til omgivelserne.
Når det lykkes for et system at opnå denne kombination af stabilitet og dynamik, kan man tale om, at
systemet er harmonisk. Når en person fx både oplever tryghed, der giver stabilitet, og frihedsgrader og
stimulation, der giver dynamik, vil der være gode chancer for at personen er tilfreds. Og omvendt: Når det
ikke lykkes, vil personen med stor sandsynlighed opleve disharmoni og vil mistrives. Det er selvfølgelig
kun de harmoniske systemer, der klarer sig i længden, og det har derfor været interessant at undersøge,
hvad der mere generelt kendetegner sådanne. Her er det blandt meget andet blevet tydeligt, at harmoniske
systemer generelt kan beskrives som dele, der går op i en højere enhed. Man kan også beskrive det lidt
mere teknisk ved at kalde harmonien for en balance mellem mangfoldighed og enhed, eller en balance
mellem de differentierende og integrerende kræfter i systemet 33 .
Hjernen/psyken kan som nævnt også beskrives som et meget komplekst system, og vor overlevelse,
trivsel og læring vil til enhver tid afhænge af, at der er tilstrækkelig harmoni i vor oplevelse af livet.
Hvis vi fx oplever en hel masse, men ikke kan få det til at hænge samme, så virkeligheden fremstår
som en flimrende uoverskuelighed, som det ikke er til at træffe kvalificerede beslutninger i, vil vi blive
angste, miste selvfølelse og identitet. Og omvendt, hvis vi oplever så lidt afveksling, at hverdagen
fremstår forudsigelig, rutinebundet og uden antydning af eventyr, vil vi opleve kedsomhed, tristhed og
perspektivløshed. Vi har selvfølgelig både brug for forandring der fryder (personlig differentiering), og
stabilitet der giver tryghed (personlig integration) – men vi har brug for det i det rette balancerede forhold,
så vi oplever at være på rette vej i et passende tempo. Det er et meget vigtigt træk ved et pædagogisk
læringsmiljø, at det giver deltagerne en stærk og meningsfyldt fornemmelse af at være på rette vej i et
passende tempo. Den rette vej er selvfølgelig ikke en stalinistisk fremårsplan (overintegration), men det er
heller ikke en blind vandring ind i en fuldstændig tilfældig fremtid (overdifferentiering). Den ”rette” vej
bliver til, medens man træder den – dvs. den bliver til via aktive, engagerede mennesker, som har visioner
og idealer, der pejler efter, som er åbne over for at verdens uforudsigelighed er kilde til evig opdagelse,
og som møder omgivelsernes krav og nødvendigheder på måder, der integrerer dem stadigt stærkere i
samfund og kultur, samtidigt med at de hver især oplever at kunne bidrage stadigt mere værdifuldt til
dette samfund og denne kultur. Kort sagt ser det ud til, at et lykkeligt liv ikke mindst forudsætter, at
en persons lyst til at lære møder omgivelsernes krav om at lære på måder, der indebærer, at man både
bevarer lysten, honorerer kravene, og konkret oplever hvorledes en vigtig forudsætning for at leve op til
kravene er, at man har lyst til det – for stærke følelser gør det både lettere at lære og nemmere at huske.
Stærke følelser giver os klæbehjerne, kan man, lidt forenklet, sige.
Psykologen Howard Gardner har i et forsøg på at sammentænke biologi, psykologi og kultur
sammenfattet følgende indsigter fra hjerneforskningen som de vigtigste af relevans for pædagogikken
(her i min bearbejdning) 34 :
www.cvustork.dk/agora/ 75