AGORA - tidsskrift for forskning, udvikling og idéudveksling i ...

AGORA - tidsskrift for forskning,
udvikling og idéudveksling i professioner
Kontekstualitet og abstraktion – om implicit og eksplicit viden
Af Theresa Schilhab, Forsker ved Learning Lab Denmark, Theresa@lld.dk
At læring ikke bare er en enkelt proces, men må opdeles i flere forskellige typer, der fører til forskellig
slags viden, burde ikke komme bag på nogen.
Vi ved jo godt, at der er forskel på at lære at cykle og lære at lægge tal sammen. Alligevel har vi i det
traditionelle uddannelsessystem og i vores kulturkreds en tilbøjelighed til kun at lægge vægt på den type
læring, der fører til såkaldt deklarativ eller eksplicit viden 4 .
Det er den type viden, der bringes i spil, når hukommelsen om kongerækken eller grundstoffernes
atomnumre i det periodiske system skal fremkaldes.
Den eksplicitte viden, der kan hentes frem efter forgodtbefindende, kan håndteres sprogligt og kan derfor
med rimelig lethed kvantificeres. Og det gør jo spørgsmålet om, hvor meget eleverne har lært og hvordan
de forskellige elevers standpunkter er, let at besvare - for eksempel til eksamen.
Nu er det ikke i sig selv et problem, at eksplicit viden fylder så meget, for det kan der være gode
grunde til, f.eks. selve den eksplicitte videns natur, som jeg går lidt mere i dybden med. Problemet er
snarere, at vi ikke synes at anerkende, at læring og viden er så meget mere end den eksplicitte. Fordi vi
dermed lader en potentiel vidensressource ligge ubrugt hen.
Jeg vil her skitsere, hvordan de forskellige videnstyper adskiller sig, hvilken slags information de er
opbygget af, hvilke opgaver de varetager og hvorfor - og dermed argumentere for, at vi bør investere flere
kræfter i studier af, hvordan forskellige typer viden spiller sammen i det hele menneske.
Mary, der måske ikke vidste alt
Tankeeksperimentet med neurovidenskabsmanden Mary, der ved alt, hvad der måtte være at vide om det
visuelle system, kan bruges til at anskueliggøre, at viden findes i helt forskellige udgaver 5 .
For at gribe meningen med tankeeksperimentet er det vigtigt at forstå, at udtrykket ’alt hvad der er at
vide’, skal tages helt bogstaveligt. Mary ved alt det, som en tænkt, fremtidig neurovidenskab vil kunne
vide om vores syn, de associerede hjerneprocesser og synsoplevelser. Imidlertid er hun vokset op i et
laboratorium, hvor alt er sort/hvidt.
Hun har altså aldrig visuelt stiftet bekendtskab med farver og dermed heller ikke med den specifikke
viden, der er knyttet til oplevelse af farver. Når hun bliver spurgt om, hvordan en banan ser ud, ved hun
alt om, hvordan øjet og hjernen bearbejder sanseindtryk af en gul banan, selvom hun aldrig har set den,
sådan som vi har set en gul banan. Når hun bliver spurgt om, hvordan farven på en røde rose føles, så ved
hun i én forstand, hvordan det føles. Hun ved nemlig præcis hvilke receptorer, der er aktiveret ved synet
af såvel den gule banan som den røde rose. Og hun er blevet tudet ørerne fulde med folks beskrivelser af,
hvordan gule bananer og røde roser opleves. I tankeeksperimentet bliver Mary en skønne dag lukket ud af
sit laboratorium og ud i den virkelige verden.
Spørgsmålet er nu, hvorvidt Mary faktisk, som det indledningsvis hævdes i tankeeksperimentet, ved
alt, hvad der overhovedet er at vide om perception af farver i det visuelle system, når hun nu aldrig har
set en gul banan eller en rød rose. Altså, om hun ud fra sin eksplicitte viden også ved, hvordan det føles
at opleve en banan? Her er det tankeeksperimentet skal få os til at fange, at Mary alligevel ikke ved alt,
hvad der er at vide om en banan eller en rose. For da det er første gang hun ser ’gulheden’ ved bananen og
www.cvustork.dk/agora/ 46