AGORA - tidsskrift for forskning, udvikling og idéudveksling i ...

AGORA - tidsskrift for forskning,
udvikling og idéudveksling i professioner
Hjernevenlige læringsmiljøer
Af Hans Henrik Knoop, psykolog og lektor, DPU, knoop@dpu.dk
Prolog
En af de stærkeste teorier om verdens beskaffenhed er teorien om livets udvikling, evolutionen. En
særlig del af evolutionen angår udvikling af menneskearten og ikke mindst menneskets hjerne. Det er
selvklart af største betydning at forstå, hvorledes vi er blevet som vi er, og hvoraf vi er kommet, men
det er pædagogisk specielt interessant i lyset af, at vi biologisk set stort set ikke har ændret os de seneste
13.000 år – dvs. groft sagt i perioden fra vi gradvist forlader stenalderen for at blive fastboende, hvilket
bliver muligt fordi landbruget opfindes – for det forklarer en god del af, hvorfor vi er gode til at lære
noget og dårlige til at lære andet. Psykologien kan således fortælle os meget om den menneskelige natur,
og enhver pædagogik er i sidste instans afhængig af, hvor godt vi forstår den ”natur”, vi har med at gøre.
Vore hjerner er fx gode til at lære konkrete ting, og har svært ved det abstrakte. De er gode til at lære at
se, til at lære hvordan man bevæger sig og til at lære det modersmål, der tales omkring dem. De er også
god til at aflæse andres ansigtsudtryk og identificere følelser såsom glæde og ubehag – eller identificere
hensigter som de fx kommer til udtryk gennem ”falskhed” i ansigtsudtrykket. Og vi forstår næsten
instinktivt, hvad der skal til for at få venner og gøre indtryk på andre. En væsentlig del-forklaring på, at
vi er gode til alt dette er efter alt at dømme, at det er kompetencer som disse, der har været de vigtigste
gennem stort set hele menneskehedens mere end to millioner år lange historie. Dette kan så også indirekte
være forklaringen på, hvorfor vi har meget sværere ved at lære at læse og skrive, lære matematik, forstå
videnskab eller forstå hvordan et komplekst samfund fungerer, for det har vi jo ikke haft brug for at vide
noget som helst om indtil for ganske nylig.
Når det formaliserede pensum i nutidens skole i høj grad handler om dét, vi ikke er gode til, er det
i sig selv en plausibel forklaring på, hvorfor så mange elever keder sig eller er bange i skolen. Vi er
fra naturens side langt bedre disponeret for at løbe rundt og kaste med ting, end vi er til at lære tyske
akkusativer. På den anden side er det ingen naturlov, at det skal være kedeligt at lære svære ting.
Tværtimod har det vist sig, at vi faktisk har brug for at ting bliver sværere, hvis vi skal undgå kedsomhed
– og at nogle af os nyder at beskæftige sig med teorier er i sig selv et levende bevis på, at lysten til at
lære rent faktisk kan overleve mødet med pædagogikken. Denne artikel skitserer i lyset heraf nogle
forudsætninger og muligheder for at skabe frugtbare læringsmiljøer, hvor menneskers lyst til at lære og
omverdenens krav om at lære omsider kan gå op i en højere enhed.
Hjernen og lærerprocesserne 32
Menneskekroppen, og ikke mindst -hjernen, ser bl.a. ud til at fungere efter tre grundlæggende og
samstemte beslutningskoder, der er designet med henblik på at optimere chancerne for overlevelse, behag
og voksende mental orden/kompleksitet. Det betyder, at vi kan forvente, at personer gennem hele livet
vil forsøge at indrette sig på måder, som indebærer størst mulig sikkerhed, størst mulig trivsel, størst
mulig læring og størst mulig kreativitet. I dagligdagen ser vi fx dette komme til udtryk i vor stræben
efter positive emotioner gennem fx kropslig og æstetisk tilfredsstillelse, i vor nysgerrighed og tendens
til at lade os opsluge af en spændende og udfordrende oplevelse, i vor lyst til at lære og tendens til at
fæstne vor opmærksomhed ved det uforståelige, det mystiske, det dramatiske og det overraskende, i vor
oplevelse af at forandring fryder og i vort behov for at bidrage til det større fællesskab og behov for at
opleve at vore bidrag er noget værd i det større fællesskab.
www.cvustork.dk/agora/ 74