Bøn (dk)

Bøn
skue din herlighed!« [Mosebog 33:15, 18]. Hvad er denne herlighed? - Guds karakter..—
(Gospel Workers, 417.)
Moses gik i forbøn for Israel — Guds pagt med sit folk var blevet tilbagekaldt, og han
erklærede over for Moses: „Lad mig nu råde, at min vrede kan blusse op imod dem, så vil jeg
tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort folk!“ Israels folk, og især den sammenløbne
hob, ville stadig være tilbøjelige til at gøre oprør mod Gud. De ville også knurre imod deres
leder og bedrøve ham med deres vantro og stædighed, og det ville blive en møjsommelig og
prøvende opgave at lede dem frem til det forjættede land. De havde allerede ved deres synder
forspildt Guds gunst, og retfærdigheden krævede, at de blev tilintetgjort. Derfor foreslog
Herren at tilintetgøre dem og gøre Moses til et stort folk. {PP 159.7}
Lad mig nu råde, så vil jeg tilintetgøre dem, sagde Gud. Hvis Gud havde besluttet at
udrydde Israel, hvem kunne så gå i forbøn for dem? Hvor var der få, som ikke ville have
overladt disse syndere til deres skæbne! Hvor var der få, der ikke med glæde ville have byttet
et liv i slid, vanskeligheder og opofrelse uden at få andet end utaknemmelighed og knurren til
gengæld, for en behagelig og ærefuld stilling når det var Gud selv, der tilbød den. {PP 160.1}
Men Moses øjnede håb, hvor der kun syntes at være håbløshed og straf. Han ville gå i
forbøn for folket og bede Gud frelse Israel. Moses bønfaldt Herren sin Gud og sagde: „Hvorfor
Herre, skal din vrede blusse op mod dit folk, som du førte ud af Ægypten med vældig kraft
og stærk hånd?“ {PP 160.2}
Da Moses gik i forbøn for Israel, besejredes hans frygtsomhed af hans dybe interesse for
og kærlighed til dem, han havde været Guds redskab til at gøre så meget for. Herren lyttede
til hans uegennyttige bøn og opfyldte den. Gud havde sat sin tjener på prøve. Han havde
prøvet hans troskab og hans kærlighed til dette fejlende, utaknemmelige folk, og Moses havde
bestået prøven med ære. Hans interesse for Israel skyldtes ikke egenkærlige motiver. Guds
udvalgte folks vel betød mere for ham end personlig ære, ja, mere end at blive stamfader til
et stort folk. Gud fandt behag i hans trofasthed, hans gode hjertelag og hans troskab, og fordi
han var en tro hyrde, betroede Gud ham den store opgave at lede Israel til det forjættede land.
{PP 160.5}.—(Patriarchs and Prophets, 318, 319.)
Moses fortsatte med at fremsætte sine bønner til Gud — Moses var godt kendt med det
folk, som var betroet til hans omsorg. Han vidste, at de var forstokkede og forblindede, og
kendte de vanskeligheder, han ville komme til at kæmpe med. Han havde lært, at han måtte
have hjælp fra Gud for at gøre sig gældende over for folket. Han bad om en tydeligere
åbenbarelse af Guds vilje og en forsikring om hans nærværelse: „Se, du siger til mig: Før dette
folk frem! Men du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; og dog har du sagt:
Jeg kender dig ved navn, og du har fundet nåde for mine øjne! Hvis jeg nu virkelig har fundet
nåde for dine øjne, så lær mig dine veje at kende, at jeg kan kende dig og finde nåde for dine
øjne; tænk dog på, at dette folk er dit folk!“ {PP 163.5}
94