Bøn (dk)

Bøn
Det var sådan, Enok vandrede med Gud. Disse stille bønner stiger som værdifuld røgelse
op for nådens trone. Satan kan ikke overvinde den, hvis hjerte er sådan fæstet på Gud. {VTK
109.2}
Der er ikke noget tidspunkt eller sted, hvor det er upassende at sende en bøn op til Gud.
Der er intet, som kan forhindre os i at løfte vores hjerter i en ånd af oprigtig bøn. I mylderet
på gaden eller midt i et forretningsmøde kan vi sende en forespørgsel op til Gud og bede om
guddommelig vejledning, ligesom Nehemias, da han kom med sin forespørgsel foran Kong
Artaxerxes. Uanset hvor vi er, kan vi finde et fællesskab med Gud. Vi bør altid have hjertets
dør åben og lade en invitation stige op til Jesus om at komme og blive som en himmelsk gæst
i sjælen. {VTK 109.3}.—(Steps to Christ, 98, 99).
I sin forudseenhed lader Gud os ikke kende enden fra begyndelsen; men Han giver os Sit
Ords lys til at vejlede os på vor vej, og påbyder os at holde vore tanker forankret på Jesus.
Uanset hvor vi er, hvad vi beskæftiger, skal vore hjerter være opløftet til Gud i bøn. Det er at
være udholdende i bøn. Vi skal ikke vente før vi kan bøje vore knæ, før vi beder. En gang
hvor Nehemias stod frem for kongen, spurgte kongen hvorfor han så, så bedrøvet ud, og hvad
han var kommet for at spørge om. Men Nehemias turde ikke svare med det samme. Vigtige
interesser står på spil. Folkets skæbne afhang af det indtryk som han kunne give monarkens
sind; og Nehemias sendte en bøn til himlens Gud, før han turde svare kongen. Resultatet var
at han fik alt det han bad som eller endog ønskede (HS 144)..—(The Signs of the Times,
October 20, 1887.)
Alle jeres gode hensigter og gode intentioner vil ikke skikke jer til at bestå fristelsens prøve.
I må være bønnens mænd. Jeres bønner må ikke være kraftesløse, tilfældige og ustadige, men
alvorlige, udholdende og vedvarende. Det er ikke nødvendig at være alene, eller bøje knæ, for
at bede; men midt (543) i jeres arbejde, kan jeres sjæle ofte opløftes til Gud, gribe fat i hans
styrke; da vil I være mænd med høje og hellige mål, af ædel renhed, som ikke under nogen
omstændigheder kan svejes fra sandhed, ret og retfærdighed.—(Testimonies for the Church
4:542, 543.)
Vi må bede hele tiden, med et ydmygt sind og i en ydmyg og sagtmodig ånd. Vi behøver
ikke at vente på en anledning til at knæle for Gud. Vi kan bede og tale med Herren, uanset
hvor vi er.—(Selected Messages 3:266.)
Bønner i offentligheden skal være korte og kendetegnet ved en naturlig tone — De
lange bønner nogle prædikanter beder er en stor fejltagelse. At bede så længe som nogen gør
hører slet ikke hjemme. De skader struben og stemmeorganerne og derefter taler de om at de
bryder ned på grund af deres hårde arbejde. De skader sig selv, selvom det de gør, ikke er
påkrævet. Mange føler at bøn skader deres stemmeorganer mere end tale. Det er en
følgevirkning af legemets unaturlige position og den måde hovet holdes på. De kan stå og tale
og ikke føle sig skadet. Bedestillingen bør være helt naturlig. Lange bønner belaster og det er
ikke i overensstemmelse med Kristi evangelium. En halv time eller bare et kvarter er alt for
155