Bøn (dk)
Den ondes mørke omslutter dem, som forsømmer at bede. Fjendens hviskede fristelser får dem til at synde; og det er alt sammen, fordi de ikke gør brug af det privilegium, som Gud har givet dem i det guddommelige redskab — bønnen. Hvorfor er Guds sønner og døtre modstræbende med at bede, når bøn er nøglen i troens hånd til at åbne himlens lager, hvor almagtens endeløse ressourcer ligger gemt? Uden uophørlig bøn og flittig årvågenhed er vi i fare for at blive ligegyldige og vige fra den rette vej. Modstanderen forsøger til stadighed at blokere vejen til nådens trone, så vi ikke i oprigtig bønfaldelse og tro opnår nåde og magt til at modstå fristelse.. Bønnen har en vældig magt. Vor store modstander søger bestandig at holde den ængstede sjæl borte fra Gud. En henvendelse til Himmelen fra den ringeste hellige indgyder Satan mere frygt end regeringsafgørelser eller kongelige befalinger
Den ondes mørke omslutter dem, som forsømmer at bede. Fjendens hviskede fristelser får dem til at synde; og det er alt sammen, fordi de ikke gør brug af det privilegium, som Gud har givet dem i det guddommelige redskab — bønnen. Hvorfor er Guds sønner og døtre modstræbende med at bede, når bøn er nøglen i troens hånd til at åbne himlens lager, hvor almagtens endeløse ressourcer ligger gemt? Uden uophørlig bøn og flittig årvågenhed er vi i fare for at blive ligegyldige og vige fra den rette vej. Modstanderen forsøger til stadighed at blokere vejen til nådens trone, så vi ikke i oprigtig bønfaldelse og tro opnår nåde og magt til at modstå fristelse.. Bønnen har en vældig magt. Vor store modstander søger bestandig at holde den ængstede sjæl borte fra Gud. En henvendelse til Himmelen fra den ringeste hellige indgyder Satan mere frygt end regeringsafgørelser eller kongelige befalinger
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Bøn</strong><br />
dette frafald fra sit tilbagetrukne hjem i bjergene og blev overvældet af sorg. Dybt bedrøvet<br />
bad han Gud bremse det folk, som en gang nød hans gunst, i dets ondskab og om nødvendigt<br />
straffe dem for at få dem til at se den synd, som de havde begået over for Himmelen, i dens<br />
rette lys. Han håbede, at de ville angre, før de gik så vidt i deres ondskab, at Herren måtte<br />
tilintetgøre dem fuldstændig. {PK 63.2}<br />
Elias bøn blev hørt. Til trods for gentagne appeller, formaninger og advarsler angrede Israel<br />
ikke. Nu var det nået dertil, at Gud var nødt til at tale til dem ved hjælp af straffedomme.<br />
Baalsdyrkerne påstod, at himmelens velsignelser duggen og regnen ikke kom fra Herren, men<br />
skyldtes naturkræfterne, og at det var solens skabende energi, som berigede jorden og fik den<br />
til at frembringe sine afgrøder. På grund af denne påstand skulle Guds forbandelse hvile tungt<br />
over det besmittede land. Israels frafaldne stammer skulle komme til at indse, hvor tåbeligt<br />
det var at tro, at deres timelige velsignelser skyldtes Baals kraft. Nu skulle der hverken falde<br />
dug eller regn i landet, før folket angrende søgte Gud og anerkendte, at han var kilden til alle<br />
velsignelser. {PK 63.3}<br />
Elias fik betroet at overbringe Akab Himmelens domsbudskab. Han bad ikke selv om at<br />
blive Herrens sendebud; Herrens ord kom til ham. Men Elias var fyldt af ni<strong>dk</strong>ærhed for Guds<br />
ære og tøvede ikke med at efterkomme Guds befaling, skønt der var fare for, at den onde<br />
konge øjeblikkelig ville dræbe ham, hvis han adlød Gud. Profeten drog straks af sted og rejste<br />
både dag og nat, indtil han nåede Samaria. Da han kom til slottet, bad han ikke om tilladelse<br />
til at komme ind; han ventede heller ikke på, at man skulle give kongen meddelelse om, at<br />
han var kommet. Iført de grove klæder, som profeterne sædvanligvis bar på den tid, gik han<br />
forbi vagterne. Det ser ud, som om de ikke engang lagde mærke til ham. Han blev stående et<br />
øjeblik foran den overraskede konge. {PK 64.1}.—(Prophets and Kings, 119, 120.)<br />
Gudsfrygt blev der dagligt mindre af i Israel. De blasfemiske tegn på deres blinde<br />
afgudsdyrkelse skulle ses iblandt Guds Israel. Der var ingen som turde udstille deres liv, ved<br />
at åbenlys stå frem som modstand mod den fremherskende afgudsdyrkelse. Baals altre, og<br />
Baals præster som ofrede til solen, månen og stjernerne var iøjnefaldende over alt. De havde<br />
helligede templer og trælunde, hvori der var sat værker gjort af menneskehænder, til tilbedelse.<br />
De gaver som Gud gav til dette folk fremkaldte ingen taknemmelighed til Giveren. For al<br />
himlens gavmildhed, de rislende bække, og strømme af levende vand, den nænsomme dug,<br />
og regndråberne der fornyer jorden, og får deres marker til at give i stor mængde; dette blev<br />
tilskrevet deres guder.<br />
Elias trofaste sjæl var bedrøvet. Hans harme blev vækket, og han var ni<strong>dk</strong>ær for Guds<br />
herlighed. Han så at Israel dumpede ned i et forfærdeligt frafald. Han blev overvældet af<br />
forbavselse og sorg over folkets frafald, da han fik de store ting i tanke, som Gud havde udført<br />
for dem. Men alt dette glemte det meste af folket. Han gik frem for Gud, og med sin sjæl,<br />
presset i pinslen, bad om at han måtte frelse sit folk hvis det kunne ske ved domme. Han bad<br />
Gud indtrængende om at tilbageholde dug og regn fra hans utaknemmelige folk, himlens<br />
99
Change language