Bøn (dk)

Bøn
Det er kun få, som virkelig værdsætter eller benytter bønnens dyrebare privilegium. Vi bør
gå til Jesus og fortælle ham vor trang. Vi kan komme til ham med vore små bekymringer og
forviklinger så (201) såvel som med vore større vanskeligheder. Hvad der end måtte komme,
som kan forurolige eller plage os, bør vi lægge det frem for Herren i bøn. Når vi føler, at vi
behøver Kristi nærværelse ved hvert skridt, vil Satan have ringe anledning til at trænge ind
med sine fristelser. Hans overlagte bestræbelser går ud på at holde os borte fra vor bedste og
mest medfølende ven. Vi bør ikke gøre nogen anden end Jesus til vor fortrolige. Vi kan trygt
tale med ham om alt, hvad der er i vore hjerter.—(Testimonies for the Church 5:200, 201.)
Åbning af hjertet for en ven — Bøn er at åbne hjertet over for Gud som over for en ven.
Ikke fordi det er påkrævet, for at Gud kan vide, hvem vi er, men for at sætte os i stand til at
modtage ham. Bøn bringer ikke Gud ned til os, men bringer os op til ham. {VTK 102.2}
Da Jesus var på jorden, lærte han sine disciple, hvordan de skulle bede. Han vejledte dem
til at præsentere deres daglige behov for Gud og kaste alle deres bekymringer på ham. Og den
forsikring, han gav dem om, at deres bønner ville blive hørt, er også en forsikring for
os. {VTK 102.3}.—(Steps to Christ, 93.)
Gud byder os velkommen til sit publikumskammer — »Bank på". Vi kommer til Gud
efter særskilt indbydelse, og han venter på at kunne byde os velkommen ved vort foretræde
for ham. De første disciple, der fulgte Jesus, lod sig ikke nøje med en hastig samtale med ham
på vejen. De sagde: »Rabbi! ..... hvor bor du? ..... Da gik de med og så, hvor han boede, og de
blev hos ham den dag.« Således kan også vi blive indført i den inderligste fortrolighed med
Gud og i samfundet med ham. »Den, som bor i den højestes skjul, skal dvæle under den
almægtiges skygge.« Lad den, der ønsker Guds velsignelse, banke på nådens dør og vente der
i tryg forvisning og sige: For du, Herre, har sagt: »Thi hver, som beder, han får, og den, som
søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op. (Joh. 1,38-39; Sl.
91,1) — (Thoughts from the Mount of Blessing, 131.)
Et ophøjet privilegium — Når de er i vanskeligheder, og når de angribes af voldsomme
fristelser, har de bønnens privilegium. Hvilket ophøjet privilegium! Dødelige væsener af støv
og aske får ved Kristi mellemkomst adgang til audiensværelset hos den Allerhøjeste. Derved
bringes sjælen ind i Guds hellige nærhed og fornyes i erkendelse og sand hellighed og bliver
rustet mod fjendens angreb.12 {BIH 451.3}.—(An Appeal to Mothers, 24.)
Bøn er både en åndelig nødvendighed og et privilegium — De som bekender sig til at
elske Kristus, har ikke forstået hvilket forhold der er mellem dem og Gud og det er fremdeles
uklart for dem. De har kun en tåget forståelse af den ufattelige nåde Gud viste, da han sendte
sin Søn for at frelse verden. De forstår ikke rækkevidden af kravene i Guds hellige lov og i
hvilken grad lovens bud må præge det daglige liv. De forstår ikke hvilken forret det er og
hvilket behov vi har for bøn, omvendelse og at leve efter Jesu ord. Det er Den Hellige Ånds
opgave at åbenbare for vort sind hvad det er Gud kræver af os. Når Den Hellige Ånd virker
7