Bøn (dk)

Bøn
og ære, således som disciplene havde drømt om, men som en mørk tid på grund af de storme,
som menneskeligt had og djævelsk vrede ville afstedkomme. Nationale stridigheder og
ødelæggelser ville gøre disciplenes vej fuld af farer, og ofte ville deres hjerter nedtrykkes af
frygt. De ville komme til at se Jerusalem i ruiner, se templet fejet bort, dets gudstjeneste ophørt
for stedse og Israel spredt i alle lande som vragstumper på en øde kyst. Jesus sagde: »I skal
komme til at høre om krigslarm og krigsrygter". »Thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod
rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der. Men alt dette er kun veernes
begyndelse.« (Matt. 24,6-8). Kristi efterfølgere skulle dog ikke frygte for, at deres håb var
tilintetgjort, eller at Gud havde forladt jorden. Magten og æren tilhører ham, hvis store forsæt
fremdeles uforstyrret ville skride fremad mod sin fuldbyrdelse. I den bøn, hvori de gav udtryk
for deres daglige behov, skulle disciplene løfte blikket op over al ondskabens magt og
myndighed og vende det mod Herren deres Gud, hvis rige hersker over alt, og som er deres
Fader og evige ven.
Jerusalems fald var et symbol på den endelige ødelæggelse, der skal overvælde jorden.
Profetier, der fik en delvis opfyldelse ved Jerusalems undergang, sigter mere umiddelbart til
de sidste dage. Vi står nu på tærskelen til store og alvorlige tildragelser. En krise, hvis lige
verden aldrig har været vidne til, er forestående. Men til os ligesom til disciplene lyder den
liflige forsikring, at alt er Guds kongedømme underlagt. Programmet for de tilstundende
begivenheder er i vor Skabers hånd. Himmelens majestæt har selv ledelsen af folkenes skæbne
såvel som af sin menigheds anliggender. Den guddommelige lærer siger til enhver, som er et
redskab i udførelsen af hans planer, ligesom han sagde til Kyros: »Jeg omgjorde dig, endskønt
du ikke kender mig.« (Es. 45,5).
I sit syn så profeten Ezekiel noget af udseende som en hånd under kerubernes vinger.
Dette skal lære Herrens tjenere, at det er den guddommelige kraft, der giver dem fremgang.
Guds sendebud må ikke mene, at hans gerning er afhængig af dem. Den er en byrde, hvis
ansvar det ikke er overladt til dødelige mennesker at bære. Han, som ikke slumrer, og som
uafbrudt er i virksomhed med fuldbyrdelsen af sine planer, vil føre sit værk fremad. Han vil
omstyrte gudløse menneskers forsætter og forstyrre deres råd, som lægger onde anslag imod
hans folk. Han, som er kongen, hærskarernes herre, sidder mellem keruber, og midt under
folkeslagenes kamp og tummel beskytter han fremdeles sine børn. Han, som hersker i
Himlene, er vor Frelser. Han måler hver prøvelse, han overvåger den ild, der må prøve hver
sjæl. Når kongers befæstninger omstyrtes, når vredens pile engang gennemborer hans fjenders
hjerter, vil hans folk være trygt i hans hånd.
»Din, Herre, er storheden, magten, æren, glansen og herligheden, thi alt i himmelen og
på jorden er dit ..... I din hånd er kraft og vælde, og i din hånd står det at gøre, hvem det skal
være, stor og stærk.« (1Krøn. 29,11-12).
222