Bøn (dk)

Bøn
af, hvilken vej vi følger. Vi behøver vejledning af sandhedens ånd. Enhver tilhænger af
Kristus burde spørge oprigtigt: „Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?“ Vi må ydmyge os for
Herren med bøn og faste og grunde over hans ord og navnlig over det, der skal ske på
dommens dag. Vi bør netop nu prøve at opnå en grundig og levende erfaring med alt, hvad
der vedrører Gud. Vi har ikke et øjeblik at spilde. Begivenheder af den største betydning sker
omkring os. Vi befinder os på Satans forheksede grund. Sov ikke, Guds vægtere! Fjenden
ligger på lur i nærheden. I det øjeblik, I bliver trætte eller døsige, er han parat til at kaste sig
over jer. {MBF 485.2}.—(The Great Controversy, 601.)
Den tid med smerte og sorger, der ligger foran os, vil kræve en tro, der kan udholde træthed,
ventetid og sult — en tro, der ikke vakler trods hårde prøvelser. Alle får en prøvetid, så de
kan forberede sig. Jakob sejrede, fordi han var udholdende og beslutsom. Hans sejr er et
vidnesbyrd om kraften i vedholdende bøn. Alle, der vil holde fast ved Guds løfter, som Jakob
gjorde, og er lige så oprigtige og udholdende som han, vil sejre som han sejrede. De, der ikke
er villige til at fornægte sig selv og bede længe og indtrængende om Guds velsignelse, vil
ikke opnå den. Kun få ved, hvad det vil sige at kæmpe med Gud. Kun få har prøvet at længes
så inderligt efter Gud, at de er anspændt til det yderste. Når en ubeskrivelig fortvivlelse skyller
ind over den, der beder, er det kun de færreste, der med urokkelig tro klynger sig til Guds
løfter. {MBF 501.3}.—(The Great Controversy, 621.)
Bøn om at være en beskyttelse indtil enden — Lige til striden er til ende, vil der være
mennesker, som går bort fra Gud. Satan vil lægge forholdene således til rette, at sjælens
forsvar vil blive svækket næsten umærkeligt, medmindre vi bliver bevaret ved Guds kraft.
Ved hvert eneste skridt bør vi spørge: „Er dette Herrens vej?“ Så længe vi lever, bør det være
vor faste beslutning at holde følelserne og lidenskaberne under kontrol. Vi er ikke trygge et
eneste øjeblik, medmindre vi stoler på Gud og vort liv er skjult med Kristus. Renhedens bedste
værn er årvågenhed og bøn. {PK 45.1}
Alle de, der får adgang til Guds stad, går ind gennem den snævre port, og dette vil koste
dem sjælekamp, for „intet urent skal nogen sinde komme ind i den“. Åb. 21,27. Men de faldne
behøver ikke at fortvivle. Der kan findes tilfælde, hvor gamle mænd, som en gang blev æret
af Gud, har besmittet sjælen og ofret dyden på sanselighedens alter; men hvis de angrer, afstår
fra synden og kommer tilbage til Gud, er der stadig håb for dem. Han, der siger: „Vær tro
indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans “ retter også denne appel: „Den gudløse
forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til Herren, at han må forbarme sig, til
vor Gud, thi han er rund til at forlade.“ Åb. 2,10; Es. 55,7. Gud hader synden, men elsker
synderen. „Jeg læger deres frafald,“ siger han, „elsker dem frivilligt.“ Hos. 14,4. {PK
45.2}.—(Prophets and Kings, 83, 84.)
En lille gruppe vil bede for kirken i tiden for hendes største fare —Gudfrygtighedens
surdej har ikke helt mistet sin kraft. På den tid, da menigheden er udsat for den største fare og
det største tryk, vil den lille skare, der står i lyset, sukke og jamre over de vederstyggeligheder,
203