Bøn (dk)

Bøn
hjerter ved anger og bekendelse; men vi bør nære et medlidende sindelag mod dem, der har
syndet imod os, uanset om de bekender deres fejl eller ikke. Hvor meget de end måtte have
såret os, må vi ikke opholde os ved vore besværinger eller hengive os til selvmedynk for den
uret, vi har lidt, men ligesom vi håber at få forladelse for vore overtrædelser mod Gud, må vi
forlade alle, som har gjort ondt imod os.
Men tilgivelse har en mere vidtomfattende betydning, end mange forestiller sig. Når Gud
giver den forsikring, at han er rund til at forlade, tilføjer han, som om meningen i denne
forsikring overstiger alt, hvad vi kan fatte: »Mine tanker er ej jeres, og jeres veje ej mine,
lyder det fra Herren; nej, som himmelen er højere end jorden, er mine veje højere end jeres,
og mine tanker højere end jeres.« Guds tilgivelse er ikke blot en juridisk handling, hvorved
han frigiver os fra fordømmelse; den består ikke blot i tilgivelse for synd, men i omvendelse
fra synd; den er en udstrømning af den genløserkærlighed, som forvandler hjertet. David
havde det rigtige begreb om tilgivelse, da han bad: »Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en
ny, en stadig ånd i mit indre.« Og videre læser vi: »Så langt som Østen er fra Vesten, har han
fjeret vore synder fra os.« (Es. 55,79; Sl. 51,12; 103,12.).
I Kristus gav Gud sig selv for vore synder. Han led korsets grufulde død, »en retfærdig
for uret færdige", for at han måtte kunne åbenbare sin kærlighed for os og drage os til sig. Og
han siger: Vær »gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud
har tilgivet jer i Kristus". (1Pet. 3,18; Ef. 4,32). Lad Kristus, det guddommelige liv, bo i jer
og igennem jer åbenbare den himmelfødte kærlighed, som vil vække håb hos den, der er uden
håb, og bringe himmelens fred til det hjerte, som synden har ramt. Dette er den betingelse,
der møder os på tærskelen, når vi kommer til Gud, at vi, idet vi modtager barmhjertighed fra
ham, hengiver os selv til at åbenbare hans nåde for andre.
Hovedbetingelsen for, at vi må kunne modtage Guds tilgivende kærlighed og meddele
den videre, er for vort vedkommende, at vi erkender og tror den kærlighed, han har til os (1Joh.
4,16). Ved hvert bedrag, som står til rådighed, arbejder Satan for, at vi ikke skal se denne
kærlighed. Han vil lede os til at tro, at vore fejl og overtrædelser har været så store, at Herren
ikke vil agte på vore bønner, og at han ikke vil velsigne os og frelse os. I os selv kan vi ikke
se andet end svaghed, ikke noget, der kan skaffe os yndest hos Gud, og den onde fortæller os,
at det ikke kan nytte, for vi kan ikke afhjælpe vore karaktermangler. Når vi forsøger at komme
til Gud, vil fjenden hviske: Det nytter ikke for dig at bede; begik du ikke hin onde handling?
Har du ikke syndet imod Gud og krænket din egen samvittighed? Men du kan meddele fjenden,
at Jesu Kristi, Guds Søns, blod »renser os fra al synd". Når vi føler, at vi har syndet, og ikke
kan bede, er tiden netop inde til at bede. Vi skammer os måske og er dybt ydmygede, men vi
må bede, og vi må tro. »Det er troværdig tale og fuld modtagelse værd, at Kristus Jesus kom
til verden for at frelse syndere, blandt hvilke jeg er den største.« (1Joh. 1,7; 1Tim. 1,15).
Tilgivelse, forligelse med Gud, kommer til os, ikke som en belønning for vore gerninger, den
meddeles ikke på grund af syndige menneskers fortjeneste, men den er en gave, og grundlaget
for dens meddelelse er Kristi pletfri retfærdighed.
219