Bøn (dk)

Bøn
os tid til at fortælle Jesus, hvad vi trænger til, ville vi ikke blive skuffede; han ville være hos
os for at hjælpe os. Vi trænger til mere enkelhed, mere tro og tillid til vor Frelser. Han skal
kaldes „Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste“ han, om hvem der står skrevet, at
„herredømmet skal ligge på hans skuldre,“ 5 er den Underfulde Rådgiver. Vi opfordres til at
bede ham om visdom. Han „giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser.“ 6 {JL 259.4}.—
(The Desire of Ages, 362, 363.)
Han går lidt væk fra dem og tynget af sorg og overvældet af gråd, bønfalder han ydmygt
Gud. Han beder om styrke til at udholde prøven for menneskenes skyld. Han må selv forny
sit tag i kraften fra Den Almægtige, for kun således kan han overskue, hvad der ligger foran
ham. Og han udøser sin største bekymring vedrørende sine disciple — at deres tro ikke må
svigte i timen for mørkets magt. Duggen falder tæt på hans bøjede skikkelse, men han ænser
det ikke. Nattens skygger samler sig om ham, men han lægger ikke mærke til, hvor mørkt det
er. På denne måde glider timerne langsomt hen...—(The Desire of Ages, 419, 420.)
Da Jesus gik ud i ørkenen, var han indhyllet i Faderens herlighed. Helt fordybet i
fællesskabet med Gud var han hævet over menneskelig svaghed. Men herligheden veg bort,
og han måtte alene kæmpe mod fristelsen. Den trængte sig ind på ham hvert eneste øjeblik.
Hans menneskelige natur veg tilbage for den strid, som ventede ham. I fyrretyve dage fastede
og bad han. Han var svag og udmattet af sult, træt og udtæret af sjælelig smerte. „Så
umenneskeligt ussel så han ud.“ 3 Nu havde Satan sin chance! Nu mente han, at han kunne
overvinde Kristus. {JL 74.1}
For den, som er indviet til at tjene, er det en vidunderlig trøst at vide, at selv Kristus dagligt
søgte til sin Fader for at få forøget nåde; og fra dette samfund med Gud gik han ud for at
styrke og velsigne andre. Se Guds Søn bøje sig i bøn til sin Fader! Skønt han er Guds Søn,
styrker han sin tro ved bøn, og ved samfund med Himmelen samler han kraft til at modstå det
onde og hjælpe mennesker i deres nød. Som vor slægts ældre broder kender han deres behov,
som midt i en verden fuld af skrøbelighed og fristelser dog ønsker at tjene ham. Han ved, at
de sendebud, som han er i stand til at udsende, er svage, fejlende mennesker; men til alle, som
helt vil give sig til hans jeneste, lover han guddommelig hjælp. Hans eget eksempel forvisser
os om, at inderlig, vedholdende bøn til Gud i tro en tro, som fører til fuldkommen afhængighed
af Gud og uforbeholden overgivelse til hans gerning vil kunne formå at bringe mennesker
Helligåndens hjælp i kampen mod synden. {ME 34.3}
Enhver arbejder, som følger Kristi eksempel, vil være beredt til at modtage og udnytte den
kraft, som Gud har lovet sin menighed til modning af jordens høst. Når evangeliets forkyndere
morgen efter morgen knæler for Herren og fornyer deres løfter om at give sig hen til ham, så
vil han skænke dem sin Ånds nærværelse med al dens livgivende, helliggørende kraft. Når de
går ud, til dagens pligter, har de forvisningen om, at Helligåndens usynlige hjælp gør det
muligt for dem, at være „Guds medarbejdere“. {ME 34.4}.]—(Gospel Workers, 510, 511.)
124