Bøn (dk)

Bøn
hjælp, som kun Gud kan give, at være tilfredse med at vandre uden lys fra hans ånd, og uden
følgeskab af hans tilstedeværelse. {VTK 103.1}.—(Steps to Christ, 93, 94.)
Kristus kæmpede i alvorlig bøn og opsendte bønner med høje råb og tårer for dem, for hvis
frelse han kom til jorden. Derfor hvor ærligt og inderligt skulle vi ikke bede utrætteligt. Hvor
vigtigt er det ikke at hente hjælp ved stadig bøn om hjælp, den hjælp, der kun kan komme fra
Herren. Hvis du finder tid og stemme til at bede, vil Herren finde tid og stemme til at svare
dig!—(The Review and Herald, April 1, 1890.)
Jesus bad om styrke til at udholde prøvelser —Kun få mennesker vil følge vor Frelsers
eksempel og bede alvorligt og ofte til Gud om styrke til at udholde prøvelser og udføre de
daglige pligter i dette liv. Kristus er vor frelses kaptajn, og ved sine egne lidelser og ofre har
han givet alle sine efterfølgere et eksempel på, at vagtsom årvågenhed, bøn og udholdende
anstrengelser var nødvendige, hvis de ville repræsentere den kærlighed, som boede i hans
skød for den faldne Menneskeslægt.—(The Review and Herald, February 23, 1886.)
Jesu styrke kom fra bøn — Kristus fik sin kraft gennem bøn. ... Kristus trak sig tilbage
til bjergenes eller skovenes ensomhed hvor han lukkede verden og alt andet ude. Han var ene
med sin Fader. Han udøste sin sjæl i inderlig bøn og bestræbte sig af al magt på at få hjælp
fra den Almægtige. Når der ventede ham nye og store prøvelser, plejede han at søge bort til
bjergenes ensomhed og tilbringe hele natten i bøn til sin himmelske Fader.
Når Kristus er vort forbillede i alt, og hvis vi efterligner hans eksempel gennem alvorlig,
indtrængende bøn til Gud om, at vi må få kraft til i hans navn, som aldrig gav efter for Satans
fristelser, at modstå den listige fjendes anslag, så vil vi ikke blive besejret af ham.—(The
Youth’s Instructor, April 1, 1873.)
I en tilværelse, der helt var viet til gavn for andre, var det nødvendigt for Frelseren at trække
sig tilbage fra trafikken af rejsende og fra de skarer, der fulgte ham dag efter dag. Han måtte
vende sig bort fra et liv med uophørlig aktivitet og kontakt med menneskelige behov, for at
søge ensomhed og uforstyrret samvær med sin Fader. Som ét med os, havde han også vore
fornødenheder og svagheder, og var helt afhængig af Gud. Derfor søgte han guddommelig
kraft i bøn på afsides steder, så han kunne gå styrket ud til pligter og prøvelser. I en verden af
synd måtte Jesus udholde kampe og sjælekval. I samværet med Gud kunne han lægge de
sorger fra sig, som var ved at knuse ham. Her fandt han trøst og glæde. {JL 259.2}
Ved Kristus nåede menneskehedens råb Faderen med den uendelige medfølelse. Som
menneske lå han i ydmyg bøn for Guds trone, indtil den menneskelige side af hans væsen
blev fyldt med en himmelsk kraft, som skulle forene menneskeligheden med
guddommeligheden. Ved kontinuerlig kontakt modtog han liv fra Gud for at kunne tilføre
verden liv. Hans erfaring skal være vor. {JL 259.3} „Kom med ud til et øde sted,“ siger han
til os. Hvis vi ville gøre, som han siger, ville vi blive stærkere og mere nyttige. Disciplene
søgte til Jesus og fortalte ham alt, og han opmuntrede og vejledte dem. Hvis vi i dag ville tage
123