Bøn (dk)

Bøn
Elias' bøn på Karmelbjerget blev dramatisk besvaret — Elias minder nu folket om det
langvarige frafald, som har vakt Herrens vrede, og opfordrer dem til at ydmyge deres hjerte
og komme tilbage til deres fædres Gud, så forbandelsen kan blive fjernet fra Israels land.
Derpå bøjer han sig ærbødigt for den usete Gud, løfter hænderne mod himmelen og beder en
ganske enkel bøn. Baals profeter skreg og rasede og sprang omkring fra tidligt om morgenen
til sent på efter middagen, men der genlyder ingen meningsløse skrig på Karmels top under
Elias bøn. Han beder, som om han ved, at Gud er til stede, ser, hvad der foregår, og lytter til
hans bøn. Baals profeter har opsendt vilde, usammenhængende bønner. Elias bøn er enkel og
inderlig. Han beder Gud vise, at han er større end Baal, for at Israel kan blive ført tilbage til
Herren. {PK 78.5}
„Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud!“ siger profeten. „Lad det kendes i dag, at du er
Gud i Israel og jeg din tjener, og at jeg har gjort alt dette på dit ord! Hør mig, Herre, hør mig,
for at dette folk må kende, at du, Herre, er Gud, og at du atter drager deres hjerte til dig!“ {PK
78.6}
Der hviler en højtidelig, men dyster alvor over alle. Baals præster skælver af rædsel. De er
sig deres skyld bevidst og venter, at gengældelsen vil komme hurtigt. {PK 78.7}
Elias har næppe bedt sin bøn til ende, før der slår flammer som skinnende lyn ned på det
nyopførte alter. De fortærer både offeret, vandet i renden og alterets sten. Det klare ildskær
oplyser hele bjerget og blænder folkemængden. Ilden ses tydeligt i dalene neden for bjerget,
hvor mange spændt afventer udfaldet af det, som foregår på bjerget, og alle bliver grebet af
dette syn. Det minder om ildstøtten, som skilte Israels børn fra ægypterhæren ved Det røde
Hav. {PK 78.8}.—(Prophets and Kings, 152, 153.)
Elijah’s Prayers Reached Out in Faith to Claim God’s Promises— Da Baals profeter
var blevet dræbt, var der skabt forudsætning for at gennemføre en stor åndelig reform blandt
nordrigets ti stammer. Elias havde foreholdt folket deres frafald og opfordret dem til at
ydmyge deres hjerte og vende om til Herren. Himmelens straffedomme var faldet, og folket
havde bekendt deres synder og indrømmet, at deres fædres Gud var den levende Gud. Nu
skulle Himmelens forbandelse tilbagekaldes og livets timelige velsignelser atter tilflyde dem.
Landet skulle vederkvæges af regn. „Gå op og spis og drik,“ sagde Elias til Akab, „thi der
høres susen af regn.“ Derpå gik profeten op på bjergets top for at bede. {PK 80.1}
Da Elias tillidsfuldt bød Akab forberede sig på regnens komme, var der ingen synlige tegn
til regn. Profeten så ingen skyer på himmelen og hørte ingen torden. Han sagde ganske enkelt,
hvad Herrens Ånd tilsyndede ham til at sige som svar på hans egen stærke tro. Dagen igennem
havde han uforfærdet gjort Guds vilje og vist, at han nærede ubetinget tillid til Guds ords
profetier. Nu, da han havde gjort alt, hvad der stod i hans magt, vidste han, at Himmelen ville
udøse de velsignelser, som var lovet. Gud havde sendt tørken, men han havde lovet at belønne
folket med strømme af regn, hvis de ville gøre det rette. Nu ventede Elias på løftets opfyldelse.
101