Bøn (dk)

Bøn
mindste af hans børn, ingen frygt kan plage sjælen, ingen glæde opmuntre, ingen oprigtig bøn
kan slippe fra læberne, uden at vores himmelske far er klar over det, eller er øjeblikkeligt
interesseret deri. „Han læger dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår“ (Sl 147,3).
Forholdet mellem Gud og hvert enkelt menneske er lige så enestående og fuldstændigt, som
hvis der ikke havde været andre på jorden til at dele hans omsorg; som havde han opgivet sin
elskede søn for blot det ene menneske. {VTK 111.1}
Jesus sagde: „Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til
Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer.“ „… så Faderen kan give jer, hvad som helst I
beder om i mit navn“ (Joh 16,26-27; 15,16). Men det at bede i Jesu navn er mere end bare det
at nævne navnet ved begyndelsen og slutningen af bønnen. Det er at bede med Jesu sind og
ånd, mens vi tror på hans løfter, sætter vores lid til hans nåde og gør hans gerninger. {VTK
111.2}
Gud forventer ikke, at nogen af os skal være eneboere eller munke eller trække os tilbage
fra verden for at vie os selv til andagt og bøn. Livet må være som Kristi liv — mellem bjerget
og folkemængden. Den, som ikke gør andet end at bede, vil hurtigt holde op med at bede,
eller hans bønner vil blive til en højtidelig rutine. Når mennesker adskiller sig fra det sociale
liv, fra området med kristen pligt og det at skulle bære et kors; når de holder op med at arbejde
oprigtigt for mesteren, som arbejdede oprigtigt for dem, mister de bønnens indhold og har
ikke noget formål med andagten. Deres bønner bliver personlige og selviske. De kan ikke
bede på menneskehedens vegne eller for fremgangen i Kristi rige og om styrke til at arbejde
med. {VTK 112.1}
Vi lider et tab, når vi forsømmer det privilegium, det er at være fælles om at styrke og
opmuntre hinanden i tjenesten for Gud. Sandhederne i hans ord mister deres livskraft og
vigtighed for vores sind. Vores hjerter holder op med at være oplyste og opstemte af deres
helliggørende indflydelse, og det går ned ad bakke med vores åndelighed. I vores fællesskab
som kristne mister vi meget ved vores mangel på sympati for hinanden. Den, som lukker sig
selv inde, udfylder ikke den plads, som Gud havde tiltænkt ham. Den rigtige dyrkning af de
sociale forhold i vores natur frembringer sympati for andre i os, og det er et middel til
udvikling og styrkelse af os i vores tjeneste for Gud. {VTK 112.2}
Hvis kristne ville slutte sig sammen, tale med hinanden om Guds kærlighed og om de
værdifulde sandheder om frelse, ville deres egne hjerter blive forfriskede, og de ville styrke
hinanden. Vi kan dagligt lære af vores himmelske far, opnå en ny erfaring om hans nåde; da
skal vi have et ønske om at tale om hans kærlighed; og idet vi gør dette, vil vores egne hjerter
blive varme og opmuntrede. Hvis vi tænkte mere på og talte mere om Jesus, og mindre om os
selv, ville vi besidde langt mere af hans nærvær. {VTK 113.1}
Hvis vi bare kunne tænke på Gud lige så ofte, som vi har bevis for hans omsorg for os,
ville vi altid have ham i vores tanker og ville glædes ved at tale om ham og prise ham. Vi taler
om midlertidige ting, fordi vi har interesse i dem. Vi taler om vores venner, fordi vi elsker
210