Bøn (dk)

Bøn
De, der er uvillige til at afstå fra enhver synd og alvorligt søge Guds velsignelse, vil ikke
opnå den. Men alle, der vil gribe Guds løfter, som Jakob gjorde, og være alvorlige og
udholdende som han, vil sejre, som han sejrede. „Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret,
dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem? Jeg siger
jer: Han skal skaffe dem ret i hast.“ Luk. 18, 7-8. {PP 102.5}.—(Patriarchs and Prophets,
203.)
Bryd i bøn, indtil sejren kommer — Gud vil være det, som vi tillader ham at være for os.
Dovne, halvhjertede bønner vil ikke give nogen himmelsk belønning. Vi må være mere
vedholdende i vores bønsvaner. Bed i tro, vent i tro, tag imod i tro og glæd jer i håb, for den,
der søger, finder. Vær seriøs i dette. Søg Herren af hele dit hjerte. Mennesker lægger deres
sjæl og alvor i alt, hvad de gør i verdslige ting, og de holder ud, indtil deres bestræbelser
krones med succes. Lær at søge med stor alvor efter Guds rige velsignelser, som han har lovet,
og ved udholdende målbevidste bestræbelser vil du opnå hans lys, hans sandhed og rige nåde.
Råb til Gud i oprigtighed og med hunger i sjælen. Kæmp med de himmelske budbringere,
indtil du har vundet sejren. Læg hele dit liv i Herrens hånd: sjæl, ånd og legeme, og beslut dig
for at være hans elskelige og hellige redskab, drevet af hans vilje, styret af hans sind og
inspireret af hans ånd.
Fortæl Jesus i din sjæls oprigtighed om dine behov. Du er ikke forpligtet til at holde en
lang prædiken for Gud, men med et hjerte, der sørger over synden, kan du sige: "Frels mig,
Herre, jeg går til grunde." Der er håb for sådanne sjæle. De vil søge, de vil bede, de vil banke
på, og de vil finde. Når Jesus har fjernet den syndsbyrde, der knuser sjælen, vil du opleve
Kristi velsignede fred.".—(Our High Calling, 131.)
Bed uden ophør —Kun ved hans kraft kan de holde vagt over deres ord og handlinger.
Når vi vil arbejde for at vogte vort hjerte, må vi bede indtrængende og utrætteligt bønfalde
nådens trone om hjælp. De, som kalder sig kristne, burde komme til Gud for inderligt og
ydmygt at trygle ham om hjælp. Frelseren har påbudt os at bede uafladeligt. En kristen kan
ikke altid knæle i bøn, men hans tanker og ønsker kan altid være rettet opad. Vor selvtillid
ville forsvinde, hvis vi snakkede mindre og bad mere.—(Sons and Daughters of God, 99.)
Hvert åndedrag bør være en bøn — Grunden til, at så mange overlades til sig selv under
forhold, hvor de er udsatte for fristelse, er den, at de ikke altid fæster blikket på Herren. Når
vi afbryder vort samkvem med Gud, så er vort værn veget fra os. Alle vore gode forsætter vil
ikke sætte os i stand til at modstå det onde. Vi må være bønnens mænd og kvinder. Vore
bønner må ikke være tilfældige og lunefulde, men alvorlige, standhaftige og udholdende. Det
er ikke altid nødvendigt, at man bøjer sine knæ, når man beder. Væn jer til at tale med
Frelseren, når I er alene, når I går, og når I har travlt med jeres daglige arbejde. Lad hjertet
stadig være opløftet i stille bøn om hjælp og lys, om styrke og om kundskab. Lad ethvert
åndedræt bære en bøn. {SLF 518.1}.—(The Ministry of Healing, 510, 511.)
56