Bøn (dk)

Bøn
Med dyb ydmyghed, med tårer og et sønderknust hjerte bed han til Gud for sig selv og for sit
folk. Han åbenbarer sin sjæl for Gud; han bekender sin egen uværdighed dog anerkender
Herrens storhed og majestæt. Hvilket inderligt alvor besjæler hans bønner! I tro rækker han
sine hænder og griber fat i den Højestes urokkelige løfter. Han kæmper i sjæleangst; men han
får også det vidnesbyrd, at herren har hørt hans bøn; han ved, at sejren hører ham til.
Dersom vi som et folk ville bede, således som Daniel bad, og stride, således som han stred ,
på samme tid som vi ydmyger vore sjæle, skulde vi få ligeså tydelige svar på bøn, som Daniel.
Fik. Læg mærke til, hvorledes Daniel trænger sin sag ind for den højeste ret: "Bøj dit øre, min
Gud, og hør, oplad dine øjne og se ødelæggelserne, som er komne over os og staden, over
hvilken dit navn kaldes; thi vi nedlægger vore ydmyge begæringer for dit ansigt, ikke for vore
retfærdige gerningers skyld, men for din store barmhjertigheds skyld. Herre hør! Herre forlad!
Herre, giv agt og gør det! Tø ikke for din skyld, min Gud! Thi dit navn kaldes over din stad
og over dit folk. Og da jeg endnu talede og bad og bekendte min synd og mit folk Israels
synd, . . . da kom den mand Gabriel, hvilken jeg havde set tilforn i et syn, der jeg var aldeles
afmægtig, hen til mig ved aftens madoffers tid."
Idet Daniels bøn stiger op, kommer englen Gabriel farende ned fra de himmelske sale for
at meddele ham, at Herren har hørt og bønhørt ham. Herren udsendte denne mægtige engel
for at give ham indsigt og forstand - for at åbenbare for ham fremtidens hemmeligheder.
Medens altså Daniel alvorlig søger at kende og forstå sandheden, kommer han i forening med
en af himlens udsendte budbærere.
Denne Guds mand bad om, at Gud ville velsigne sit folk, og tillige om at få en klarere
kendskab til hans guddommelige vilje. Der lå en tung byrde på hans hjerte for Israel, som i
ordets strengeste betydning ikke holdt Guds lov. Han anerkender, at alle deres ulykker er
komne over dem på grund af, at de har overtrådt hin hellige lov. Han siger: "Vi har syndet og
gjort ilde; . . . thi for synders skyld og for vore fædres misgerningers skyld er Jerusalem og
dit folk bleven til forhånelse for alle dem, som er trindt omkring os."
Jøderne havde mistet sine særegne, hellige træk, der tilkendegav, at de var Guds udvalgte
folk. "Og nu, vor Gud, hør din tjeners bøn og hans ydmyge begæring, og lad dit ansigt lyse
over din helligdom, som er ødelagt for Herrens skyld." Daniel vender sit hjerte med en inderlig
længsel til Guds helligdom, som lå øde. Han vidste, at herren ikke ville genoprette dens
herlighed, førend Israel angrede sine overtrædelser af Guds lov og blev ydmyge, tro og lydige.
Som svar på sin bøn fik Daniel ikke alene oplysning om den sandhed, som han og hans
folk stod mest i behov af, men også et indblik i fremtidens store begivenheder, ja helt ned til
verdens forløsers genkomst. De, som gør fordring på at være helliggjorte, men som dog ingen
lyst har til at ransage skriften eller til at kæmpe med Gud i bøn om at få et klart indblik i
bibelens sandheder, kender ikke til, hvad ægte helliggørelse er..—(The Sanctified Life, 46-
49.)
108