Bøn (dk)

Bøn
Vore offentlige bønner burde være korte og kun udtrykke sjælens virkelige ønsker, idet vi
beder i enfoldighed og enkel tillidsfuldhed om netop de ting, vi behøver. Bøn fra det ydmyge,
sønderknuste hjerte er sjælens livsnødvendige ånde, som hungrer efter retfærdighed.—(The
Signs of the Times, December 3, 1896.)
På grundlag af det lys, jeg har fået angående sagen, er jeg kommet til den slutning, at Gud
ikke Kræver af os, at vi, når vi kommer sammen for at tilbede ham, skal gøre disse stunder
kedelige og trættende ved at forblive bøjede en længere tid ad gangen og lytte til flere lange
bønner. De, der er svage af helbred, kan ikke tåle denne anstrengelse uden den største træthed
og udmattelse. Legemet trættes ved at ligge i bøjet stilling så længe og hvad der er endnu
værre: sindet bliver så træt af vedvarende bøn, at man ikke opnår nogen åndelig
vederkvægelse og mødet bliver værre end spildt for deres vedkommende. De er blevet
åndeligt og legemligt trætte og har ikke opnået nogen åndelig styrke.
Bede og vidnesbyrdmøder bør ikke gøres kedelige. Hvis det er muligt, bør alle komme
præcis til fastsat tid og er der efternølere, der kommer en halv time, eller endog blot femten
minutter efter tiden, bør der ikke ske nogen udsættelse. Selv om der kun er to til stede, kan de
tilegne sig løftet. Mødet bør om muligt begynde til fastsat klokkeslæt, enten der er få eller
mange til stede. Formvæsen og kold stivhed bør lægges til side og alle bør nøjagtigt gøre deres
pligt. Ved sædvanlige anledninger bør bedestundens varighed ikke overstige ti minutter. Efter
at man har forandret stilling og ensformigheden er blevet brudt ved sang eller kort tale, kan
der gives dem, der måtte føle sig tilskyndet til bøn, anledning til at bede.
Alle bør føle det som en kristen pligt at fatte sig kort i bøn. Fortæl Herren, netop hvad du
ønsker, uden at fare hele verden rundt. I privat bøn har alle den forret at kunne bede, så længe
de ønsker og at udtale sig så tydeligt, som de måtte finde for godt. De kan bede for alle deres
slægtninge og venner. Lønkammeret er det sted, hvor de kan tale om alle deres private
vanskeligheder, prøvelser og fristelser. Et fælles møde til gudstjeneste bør ikke være stedet,
hvor man åbenbarer hjertets private anliggender.
Hvad er hensigten med at komme sammen? Er det for at oplyse Gud, at belære ham derved,
at vi i bønnen fortæller ham alt, hvad vi ved? Vi kommer sammen for at opbygge hverandre
ved at udveksle tanker og følelser, for at samle styrke og lys og frimodighed ved at lære
hinandens forhåbninger og mål at kende; og ved vore alvorlige, hjertelige bønner, som
opsendes i tro, modtager vi vederkvægelse og kraft fra ham, som er kilden til vor styrke. Disse
møder bør være overmåde dyrebare stunder og de bør gøres interessante for alle, der har nogen
smag for religiøse anliggender.
Jeg frygter for, at der er nogle, som ikke fremlægger deres vanskeligheder for Gud i bøn i
enrum, men gemmer dem til bedemødet, hvor de besørger deres bønner for flere dage. Disse
mennesker kunne man kalde forsamlings og bedemødedræbere. De udsender intet lys og de
opbygger ingen. Deres kolde, isnende bønner og lange, gudsforladte vidnesbyrd kaster en
skygge omkring sig. Alle glæder sig, når de er færdige og det er næsten umuligt at befri sig
147