Bøn (dk)

Bøn
Svaret var: „Skal mit åsyn da vandre med, og skal jeg således føre dig til målet?“ Moses
var endnu ikke tilfreds. Det pinte hans sjæl at tænke på de frygtelige følger, hvis Gud overlod
Israel til deres hårdhed og ubodfærdighed. Han kunne ikke holde ud, at hans og hans brødres
veje skulle skilles, og han bad om, at Guds folk igen måtte finde nåde hos Gud, og at tegnet
på Guds nærværelse fortsat måtte lede dem på deres rejser: „Hvis dit åsyn ikke vandrer med,
så lad os ikke drage herfra! Hvorpå skal det dog kendes, at jeg har fundet nåde for dine øjne,
jeg og dit folk? Mon ikke på, at du vandrer med os, og der således vises os, mig og dit folk,
en udmærkelse fremfor alle andre folkeslag på jorden?“ {PP 163.6}
Herren svarede: „Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet nåde for mine øjne,
og jeg kender dig ved navn.“ Men profeten holdt endnu ikke op med at bede. Alle hans bønner
var blevet besvaret, men han tørstede efter endnu større beviser på Guds gunst. Han bad nu
om noget, som intet menneskeligt væsen nogensinde før havde bedt om: „Lad mig dog skue
din herlighed!“ {PP 164.1}
Gud irettesatte ham ikke for denne bøn, men udtalte de nådige ord: „Jeg vil lade al min
rigdom drage forbi dig.“ Intet menneske kan i sin jordiske tilstand se Guds utilslørede
herlighed og leve; men Moses fik forsikring om, at han ville få så meget af Guds herlighed at
se, som han kunne tåle. Atter blev han kaldt op på bjergets top. Derefter tog den hånd, der
havde skabt verden, den hånd, der flytter bjerge så let som intet (Job. 9, 5), denne støvets
skabning, denne mægtige troens mand, og lod ham stå i en kløft i bjerget, mens Guds
herlighed og al hans godhed drog forbi ham. {PP 164.2}
Denne erfaring og fremfor alt løftet om, at Gud selv ville være med ham, var for Moses en
forsikring om, at det arbejde, der lå foran ham, ville lykkes, og han regnede det for uendelig
meget mere værd end al Ægyptens lærdom og alt, hvad han havde opnået som statsmand og
militær leder. Jordisk magt, lærdom eller evner kan ikke erstatte Guds stadige
nærværelse. {PP 164.3}.—(Patriarchs and Prophets, 327, 328.)
Under stress var Moses' bøn næsten en klage — Nu mistede Moses modet. Han havde
bedt om, at Israel ikke måtte blive tilintetgjort, selv om hans egne efterkommere derved kunne
være blevet til et stort folk. I sin kærlighed til dem havde han bedt om, at hans navn måtte
blive slettet af livets bog, fremfor at folket skulle omkomme. Han havde vovet alt for deres
skyld, og dette var den tak, han fik for det. De gav ham skylden for alle deres vanskeligheder
— også deres indbildte lidelser — og deres skændige knurren gjorde omsorgens og ansvarets
byrde, som han var ved at segne under, dobbelt så tung. I sin nød fristedes han til at nære
mistillid til Gud. Hans bøn havde næsten karakter af en anklage. „Hvorfor har du handlet så
ilde med din tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet nåde for dine øjne, siden du har lagt hele
dette folk som en byrde på mig? Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette folk kød? Thi de
græder rundt om mig og siger: Skaf os kød at spise. Jeg kan ikke ene bære hele dette folk, det
er mig for tungt.“ {PP 191.2}
95