Bøn (dk)

Bøn
Herren hørte hans bøn og bød ham sammenkalde Israels halvfjerds ældste. Det var mænd,
der ikke blot var oppe i årene, men som besad værdighed, sund dømmekraft og erfaring. „Før
dem hen til åbenbaringsteltet,“ sagde han, „og lad dem stille sig op hos dig der. Så vil jeg
stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget af den ånd, der er over dig, og lade den
komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære folkets byrde, så, du ikke ene skal
bære den.“ {PP 191.3}— (Patriarchs and Prophets, 379, 380.)
Moses bad om barmhjertighed for Israel — Nu stod Moses op og gik ind i tabernaklet.
Herren sagde til ham: „Jeg vil slå det med pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre til et folk,
større og stærkere end det!“ Men Moses bad endnu en gang for sit folk. Han kunne ikke gå
med til, at de blev udryddet, og at han selv blev til et stort folk. Han appellerede til Guds
barmhjertighed og sagde: „Derfor, Herre, lad din vælde nu vise sig i sin storhed, således som
du forjættede, da du sagde: Herren er langmodig og rig på miskundhed. Så tilgiv nu dette folk
dets misgerning efter din store miskundhed, således som du har tilgivet dette folk hele vejen
fra Ægypten og hertil“! {PP 197.3}
Herren lovede at skåne Israel for øjeblikkelig tilintetgørelse, men på grund af deres vantro
og fejhed kunne han ikke åbenbare sin magt og nedkæmpe deres fjender. Derfor bød han dem
i sin nåde vende tilbage til Det røde Hav. Det var den bedste udvej. {PP 197.4}.—(Patriarchs
and Prophets, 390, 391.)
Moses' bønner skånede israelitterne fra Guds domme — Idet folket betragtede den
gamle mand, som snart skulle tages fra dem, mindedes de med en ny og dybere erkendelse
hans faderlige ømhed, hans vise råd og hans utrættelige arbejde. Hvor ofte havde Moses’
bønner ikke bevæget Gud til at skåne dem, når de havde nedkaldt hans retfærdige domme
over sig på grund af deres synder! Deres sorg kulminerede i dyb anger. De tænkte med smerte
på, at det var deres ondskab, der havde fået Moses til at begå den synd, som nu kostede ham
livet. {PP 240.4}.—(Patriarchs and Prophets, 470.)
Moses' sidste bøn opfyldt på Forklarelsens Bjerg — Den retfærdighed og kærlighed,
som Gud lagde for dagen i sin handlemåde med Moses, blev først overgået, da Gud ofrede
sin Søn. Gud nægtede Moses adgang til Kanaans land for at lære menneskene en lektie, som
aldrig skulle glemmes. Han ville dermed vise, at han forlanger fuldkommen lydighed, og at
menneskene skal vogte sig for at tage den ære, som tilkommer deres skaber. Han kunne ikke
opfylde Moses’ bøn om at få del i Israels arv, men han glemte eller svigtede ikke sin tjener.
Himmelens Gud forstod de lidelser, som Moses havde gennemgået. Han havde lagt mærke til
hver eneste trofast handling i de lange, prøvende år. På Pisgas tinde skænkede Gud Moses en
arv, som var langt herligere end det jordiske Kanaan. {PP 244.5}.
På forklarelsens bjerg var Moses til stede sammen med Elias, der var blevet optaget til
Himmelen. Faderen sendte disse to mænd ned til sin Søn med lys og herlighed. På denne måde
blev den bøn, som Moses havde bedt så mange århundreder før, endelig opfyldt. Han fik lov
at stå på det „herlige bjerg“ i det land, som hans folk havde fået i arv, og vidne om ham, som
96