Bøn (dk)

Bøn
Kapitel 30—Herrens Bøn *
Derfor skal I bede således
Vor Frelser gav Herrens bøn to gange, først til den skare, der var til stede ved
bjergprædikenen, og dernæst nogle måneder senere til disciplene alene. Disciplene havde for
en kort tid ikke været sammen med Herren, og ved deres tilbagekomst fandt de ham fordybet
i samtale med Gud. Tilsyneladende uden at lægge mærke til deres tilstedeværelse fortsatte
han at bede højt. Frelserens ansigt oplystes af en himmelsk klarhed. Han syntes at befinde sig
i den usynliges umiddelbare nærhed, og i hans ord lå der en levende kraft som hos en, der
talte med Gud.
De lyttende disciple følte sig dybt grebene i deres hjerter. De havde lagt mærke til,
hvorledes han i ensomhed ofte tilbragte lange timer i samtale med Faderen. Dagene benyttede
han til at hjælpe de skarer, der flokkedes omkring ham, og til at blotte rabbineres bestikkende
lære. Ved dette uophørlige arbejde blev han ofte så fuldstændig udmattet, at hans moder og
hans brødre, ja endog hans disciple havde frygtet for, at det kunne koste ham livet. Men når
han vendte tilbage efter de bedetimer, der afsluttede den slidsomme dag, lagde de mærke til
det fredfulde udtryk i hans ansigt og til den følelse af friskhed, der syntes at gennemtrænge
hans væsen. Det var efter disse timer, som han tilbragte sammen med Gud, at han morgen
efter morgen trådte frem for at bringe menneskene himmelens lys. Disciplene var begyndt at
sætte hans bedetimer i forbindelse med den kraft, som fulgte hans ord og hans gerninger. Når
de nu lyttede til hans påkaldelse, fyldtes de med ærefrygt og følte sig ydmygede. Efter at han
var færdig med sin bøn, var det med en følelse af deres egen dybe trang, at de udbrød: »Herre!
lær os at bede.« (Luk. 11,1).
Jesus anviser dem ingen ny formular for bøn. Han gentager, hvad han tidligere har lært
dem, som om han ville sige: I trænger til at forstå, hvad jeg allerede har sagt; det har en dybere
betydning, end I hidtil har fattet.
Frelseren begrænser os imidlertid ikke til brugen af netop disse ord. Som den, der var
stillet på lige fod med menneskene, fremholder han sit eget ideal af en bøn ord så enkle, at et
lille barn kan tilegne sig dem, og dog så vidtrækkende, at de største ånder aldrig kan fatte
deres fulde betydning. Vi opfordres til at komme til Gud med vor taksigelse, fremlægge vor
trang, bekende vore synder og gøre krav på hans miskundhed i overensstemmelse med hans
løfte.
»Når I beder, da sig: Vor Fader« (Luk. 11,2.)
Jesus lærer os at kalde hans Fader for vor Fader. Han skammer sig ikke ved at kalde os
brødre. (Hebr. 2,11). En sådan beredvillighed og en sådan iver nærer Frelseren i sit hjerte efter
at byde os velkommen som medlemmer af Guds husfolk, at han i de allerførste ord, han lærer
213