Bøn (dk)

Bøn
I hver sjæl, hvor Kristus, herlighedens håb, bor, vil også hans ord genlyde, når han siger: »At
gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.« (Sl. 40,9).
Bønnen: »Ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen,« er en bøn om, at ondskabens
herredømme på denne jord må afsluttes, at synden må blive tilintetgjort for stedse, og at
retfærdighedens rige må blive oprettet. Da vil Guds gode og velbehagelig vilje opfyldes på
jorden, som den opfyldes i himmelen.
»Giv os i dag vort daglige brød«
Den første halvdel af den bøn, som Jesus har lært øs, gælder Guds navn, Guds rige og
Guds vilje at hans navn må blive æret, hans rige oprettet og hans vilje fuldbyrdet. Når du
således har gjort Guds tjeneste til din første opgave, kan du tillidsfuldt bede om, at der må
blive sørget for, hvad du selv trænger til. Dersom du har forsaget dit eget jeg og overgivet dig
til Kristus, er du et med lem af Guds husfolk, og alt, hvad der er i Faderens hus, tilhører dig.
Alle Guds skatte er opladt for dig, både den verden, som nu er, og den tilkommende. Englenes
tjeneste, Guds ånds gave og hans tjeneres arbejde alt sammen er for dig. verden med alt, hvad
deri er, tilhører dig i den udstrækning, det vil kunne tjene dig til gøde. Selv de ugudeliges
fjendskab vil vise sig at være en velsignelse ved at opdrage dig for himmelen. »Thi alt hører
jer til,« dersom »I hører Kristus til". (1Kor. 3,21. og 23).
Men du er ligesom et barn, der endnu ikke har fået rådighed over sin arv. Gud betror dig
ikke din dyrebare ejendom, for at ikke Satan med sine listige kunstgreb skal bedrage dig,
ligesom han bedrog det første menneskepar i Eden. Kristus opbevarer den for dig i sikkerhed
uden for ødelæggerens rækkevidde. Ligesom banet vil du daglig få, hvad der kræves til dagens
behov. Hver dag må du bede: »Giv os i dag vort daglige brød.« Bliv ikke forfærdet, om du
ikke har nok til i morgen. Du har forsikringen i hans løfte om, at der visselig vil blive sørget
for dig. David sagde: »Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg den
retfærdige forladt eller hans afkom tigge sit brød.« Den Gud, der sendte ravne med føde til
Elias ved bækken Krit. vil ikke forbigå et eneste af sine trofaste, selvopofrende børn. Om den,
der vandrer i retfærd, er der skrevet: »Han får sit brød, og vand er ham sikret.« »De
beskæmmes ikke i onde tider, de mættes i hungerens dage.« »Han, som jo ikke sparede sin
egen søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med
ham?« (Sl. 37,25; Es. 33,16; Sl. 37,19; Rom. 8,32).
Han, som tog sig af sin moder i hendes enkestand med dens byrder og bekymringer og
hjalp hende med at skaffe det nødvendige til familien i Nazareth, har medlidenhed med enhver
moder i hendes slid med at skaffe føde til sine børn. Han, som ynkedes over folkeskarerne,
fordi »de var vanrøgtede og forkomne (Matt. 9,36), har endnu medynk med de fattige, der
lider. Hans hånd er udrakt mod dem med velsignelse, og netop i den bøn, han gav sine disciple,
lærer han dem at komme de fattige i hu.
217