Bøn (dk)

Bøn
Kapitel 20—Bøn i Jesu Navn
Jesu navn er det forbindende led i bøn mellem menneskeheden og Gud — I Kristi navn
stiger vore bønner op til Faderen. Han går i forbøn for vort bedste og faderen åbner alle sin
nådes rigdomme som bevilges os, for at vi skal nyde dem og dele dem med andre. “Bed i mit
navn,” siger Kristus. “Jeg siger ikke at jeg vil bede faderen for jer; for faderen selv elsker dig.
Gør brug af mit navn. Det vil give jeres bønner virkekraft og Faderen vil give jer sin nådes
gaver. Bed derfor og I skal få, så jeres glæde skal være fuldkommen.”
Kristus danner bindeledet mellem Gud og mennesker. Han har lovet, at han personligt vil
gå i forbøn. Han stiller hele sin retfærdigheds fortjeneste til rådighed for den bedende. Han
beder for mennesket og mennesket, som trænger til guddommelig hjælp, beder selv for Guds
åsyn. Det gør brug af hans indflydelse, som gav sit liv for verdens liv. Når vi giver til kende
over for Gud, at vi sætter pris på Kristi fortjenester, føjes der vellugt til vore bønner. Når vi
nærmer os Gud i kraft af Genløserens fortjeneste, stiller Kristus os tæt ved sin side og
omslutter os med sin menneskelige arm, mens han med sin guddommelige arm griber fat i
den Eviges trone. I røgelseskarret, i vore hænder lægger han sin fortjeneste som en
vellugtende røgelse, for at opmuntre os til at bede. Han lover at høre og besvare vore
bønner. Vejl f menigh bd. 3f side 81] .
Ja, Kristus er blevet bønnens udtryksmiddel mellem menneske og Gud. Han er også blevet
til velsignelse mellem Gud og menneske. Han har forenet guddommelighed med
menneskelighed. Mennesker skal samarbejde med ham for deres egne sjæles frelse og gør så
alvorlige, udholdende anstrengelser for at frelse dem, som er ved at dø.—(Testimonies for the
Church 8:178.)
Indtil da var disciplene uden kendskab til Frelserens ubegrænsede hjælpemidler og magt.
Han sagde til dem: „Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn.“ 2 Han forklarede dem, at
hemmeligheden ved at få deres gerning til at lykkes bestod i at bede om styrke og nåde i hans
navn. Han ville være til stede og gå i forbøn for dem hos Faderen. Den ydmygt bedendes bøn
fremlægger han over for Faderen som sit eget ønske til den pågældendes bedste. Enhver
oprigtig bøn bliver hørt i Himmelen. Måske bliver den ikke fremført flydende, men hvis
hjertet er med, vil den stige op til helligdommen, hvor Jesus gør tjeneste, og han vil forelægge
den for Faderen uden et eneste ubehjælpsomt, stammende ord. {JL 485.6}.—(The Desire of
Ages, 667.)
Disciplene skulle udføre deres hverv i Kristi navn. Hvert af deres ord og hver af deres
handlinger skulle henlede opmærksomheden til hans navn som det, der ejede den livskraft,
hvorved syndere kunne frelses. Deres tro skulle have sit midtpunkt i ham, som er nådens og
kraftens kilde. I hans navn skulle de frembære deres bønner til Faderen, og de skulle få svar.
De skulle døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Kristi navn skulle være deres løsen,
deres hæderstegn, deres enhedsmærke, den øverste myndighed for deres handlemåde og
158