Bøn (dk)

Bøn
på netop den måde og for den særlige ting vi har ventet på, er dristighed. {VM1 231.1}.
(Testimonies for the Church 1:231.)
Når vores bønner synes ubesvarede, bør vi klynge os til løftet; for svarets time skal nok
komme, og vi modtager den velsignelse, som vi allermest har brug for. Men at påstå, at bøn
altid bliver besvaret på nøjagtig den måde og om nøjagtig den ting, som vi ønsker, er en forkert
antagelse. Gud er for vís til at fejle og for god til at tilbageholde noget som helst godt for dem,
som vandrer retskaffent. Vær ikke bange for at stole på ham, selvom du ikke ser noget
øjeblikkeligt svar på dine bønner. Sæt din lid til hans sikre løfte. „Bed, så skal der gives
jer.“.”(Steps to Christ, 96.)
Bøn har ingen fortjeneste i sig selv til at rense for synd —Hedningerne mente, at deres
bønner i sig selv var en fortjeneste til soning for synd. Jo længere bønnen var, desto større var
således fortjenesten. Der som de kunne opnå hellighed ved egne bestræbelser, ville de have
noget i sig selv, som de kunne glæde sig over, noget at prale af. Denne forestilling om bøn er
et udslag af det selvforsoningens princip, der ligger ved roden af alle falske religionssystemer.
Farisæerne havde tilegnet sig denne hedenske forestilling om bøn, og den er ingenlunde død
i vor tid selv iblandt dem, der bekender sig til at være kristne. Fremsigelsen af fastsatte, al
mindelig brugte formler, når hjertet ikke føler nogen trang til Gud, er af samme art som
hedningernes overflødige ord.
Bøn er ikke et sonemiddel for synd; den besidder i sig selv ingen kraft eller fortjeneste.
Alle de smukke ord, der står til vor rådighed, opvejer ikke en eneste hellig attrå. Den mest
veltalendes bønner er kun tomme ord, hvis de ikke udtrykker de sande følelser i hjertet. Men
den bøn, der kommer fra et oprigtigt hjerte og er et udtryk for sjælens virkelige trang, ligesom
når vi beder en jordisk ven om en tjeneste i forventning om, at den vil blive efterkommet dette
er troens bøn. Gud attråer ikke vore formelle høflighedsbeviser; men det tavse råb fra et hjerte,
som er sønderknust og nedbøjet under følelsen af sin store skrøbelighed, finder vej til al
barmhjertigheds fader.—(Thoughts from the Mount of Blessing, 86, 87.)
Bøn er intet bevis på omvendelse, hvis livet ikke ændres — Satan får folk til at tro, at
fordi de har haft følelser, som har henrykket dem, er de omvendte. Deres erfaring forandres
dog ikke. Deres handlinger er de samme som før. Der viser sig ikke nogen gode frugter i deres
liv. De beder ofte og længe og henviser stadig til de følelser, de havde da og da; men de lever
ikke det nye liv. De er bedragne. Deres erfaring er kun baseret på følelser. De bygger på sand
og når en modgangens vind blæser, rives deres hus bort. {BTU 34.2}.
Mange stakkels sjæle famler sig rundt i mørke og venter på de følelser, som andre siger, at
de har haft i deres erfaring. De glemmer den kendsgerning, at den, som tror på Kristus må
arbejde på sin egen sjæls frelse med frygt og bæven. Den overbeviste synder har noget at gøre.
Han må omvende sig og vise sand tro. {BTU 34.3}
192