Bøn (dk)

Bøn
Guds folk forsømmer hemmelig bøn — Jeg har ofte set, at Herrens børn i alt for stor
udstrækning forsømmer bøn, navnlig bøn i lønkammeret, og at mange ikke øver den tro, som
det er deres rettighed og pligt at øve, idet de ofte venter på den følelse, som troen alene kan
bringe. Følelse er ikke tro; de to er forskellige. Det er vor sag at øve tro, men glade følelser
og velsignelser er noget, som Gud giver. Levende tro er det middel, gennem hvilket Guds
nåde kommer til sjælen, og det står i vor magt at øve denne tro.—(Early Writings, 72.)
Vor Skaber kræver vor største hengivenhed og vor bedste troskab. Alt, hvad der er
tilbøjeligt til at forringe vor kærlighed til Gud eller til at hindre den tjeneste, vi skylder ham,
bliver derved til en afgud. For nogle er deres jord, deres hjem eller deres forretning blevet
afguder. Forretningsanliggender passes med iver og energi, medens tjenesten for Gud kommer
i anden række. Familieandagterne forsømmes, lønkammerbønnen bliver glemt.—(SDA Bible
Commentary 2:1011, 1012.)
Forsømmelse af bøn er progressiv — Vogt dig for at forsømme bønnen i lønkammeret
og studiet af Guds ord. De er dine våben mod ham, som arbejder for at hindre dig i at gøre
fremskridt på himmelvejen. Den første forsømmelse af bønnen og bibelstudiet gør den anden
lettere. Første gang du modstår Åndens kaldende stemme, bereder du vejen for næste gang,
du modstår Guds Ånd. Således forhærdes hjertet og samvittigheden sløves. {BTU 49.2}.—
(Messages to Young People, 96.)
Sporadisk bøn vil få dig til at miste dit greb om Gud — Bøn er sjælens åndedræt. Den
er hemmeligheden ved åndelig kraft, intet andet middel kan sættes i stedet for denne nådegave,
som kan bevare sjælens sundhed. Bøn bringer hjertet i øjeblikkelig kontakt med livets
kildespring og styrker vort religiøse livs sener og muskler. Om du forsømmer bønnen, eller
om du beder lejlighedsvis, nu og da, når det falder dig ind, vil du miste din forbindelse med
Gud. De åndelige evner taber deres vitalitet, den religiøse erfaring mangler sundhed og
kraft. {BTU 147.2}.—(Messages to Young People, 249, 250.)
Privat bøn skal være privat — Alle bør føle det som en pligt at fatte sig kort i bøn. Fortæl
Herren, netop hvad du ønsker, uden at fare hele verden rundt. I privat bøn har alle den forret
at kunne bede, så længe de ønsker og at udtale sig så tydeligt, som de måtte finde for godt.
De kan bede for alle deres slægtninge og venner. Lønkammeret er det sted, hvor de kan tale
om alle deres private vanskeligheder, prøvelser og fristelser. Et fælles møde til gudstjeneste
bør ikke være stedet, hvor man åbenbarer hjertets private anliggender.—(Testimonies for the
Church 2:578.)
Under andagtsstunden i lønkammeret skal vore bønner ikke komme nogen anden for øre
end vor bønhørende Gud. Intet nysgerrigt øre skal høre, hvad der kommer til udtryk i sådanne
bønner. »Men når du beder, så gå ind i dit kammer.« Hav et sted, hvor du holder bøn i enrum.
Jesus havde udvalgte steder, hvor han plejede samfund med Gud, og det bør også vi have. Vi
behøver at trække os tilbage til et eller andet sted, ligegyldigt hvor uanseligt det er, hvor vi
kan være alene med Gud.
132