Bøn (dk)

Bøn
udtalte hendes stemme ingen lyd, men hendes læber bevægede sig, og hendes ansigt gav
udtryk for stor følelse. Og nu ventede der en anden prøvelse på den ydmyge ansøger. Idet
ypperstepræsten Elis øjne faldt på hende, kom han hurtigt til det resultat, at hun var beruset.
Drikkegilder havde i høj grad erstattet sand gudsfrygt blandt Israels folk. Tilfælde af
umådeholdenhed var hyppige, selv blandt kvinder, og nu besluttede Eli sig til at give det, som
han anså for at være en fortjent irettesættelse. “Hvor længe vil du gå og være drukken? Se at
komme af med din rus!”
Hanna havde været i samtale med Gud. Hun troede på, at hendes bøn var blevet hørt, og
Kristi fred fyldte hendes hjerte. Hun havde en mild og følsom nature, alligevel hengav hun
sig hverken til sorg eller vrede for den uretfærdige anklage om drukkenskab i Guds hus. Med
passende ærbødighed for Herrens salvede, tilbageviste hun stille anklagen og fortalte sagen
fra hendes synspunkt. »Nej, herre! Jeg er en hårdt prøvet kvinde; vin og stærk drik har jeg
ikke drukket; jeg udøste kun min sjæl for Herrens åsyn. Regn ikke din trælkvinde for en dårlig
kvinde! Nej, hele tiden har jeg talt ud af min dybe kummer og kvide!« Overbevist om at hans
irettesættelse var uretfærdig, svarede Eli: »Gå bort i fred! Israels Gud vil give dig, hvad du
har bedt ham om!«
I sin bøn havde Hanna aflagt det løfte, at hun ville skænke Gud sit barn, hvis hendes bøn
blev opfyldt. Hun fortalte sin mand om dette løfte, og han bekræftede det med en højtidelig
tilbedelseshandling, før de forlod Silo. .
Hun fik den gave, som hun havde bedt så inderligt om. Da hun betragtede pantet på den
guddommelige gunst, gav hun barnet navnet Samuel, bedt om hos Gud.—(The Signs of the
Times, October 27, 1881.)
Elias
Elias bad om Israels omvendelse — På Akabs tid boede der en troens og bønnens mand
imellem Gileads bjerge øst for Jordanfloden. Han skulle komme til at øve en uforfærdet
profetgerning for at standse det frafald, der var i rivende udvikling i Israel. Tisjbitten Elias
boede langt ude på landet. Han beklædte ikke nogen høj stilling, men han begyndte sin gerning
i tillid til, at Gud ville berede vejen for ham og give ham rige resultater. Der lå tro og kraft
bag hans ord, og hele hans liv var viet reformarbejdet. Han var en røst af en, der råber i
ørkenen for at revse synd og tvinge ondskabens flodbølge tilbage. Men samtidig med at han
revsede folkets synd, tilbød han at skænke Gileads balsam til alle de sjæle, som ønskede at
blive helbredt for syndens sygdom. {PK 63.1}
Det pinte Elias sjæl og vakte hans harme at se Israel synke dybere og dybere ned i
afgudsdyrkelse. Gud havde gjort store ting for sit folk. Han havde udfriet dem af trældommen
og givet dem „folkenes lande“ for at de skulle „holde hans bud og efterkomme hans love“. Sl.
105,44 45. Men nu havde Israel næsten glemt Guds velgerninger. Vantroen drev det udvalgte
folk længere og længere bort fra ham, som var kilden til deres styrke. Elias holdt øje med
98