Bøn (dk)

Bøn
At leve således af Guds ord betyder fuld overgivelse til ham af hele vort liv. Der vil komme
en bestandig følelse af trang og afhængighed, en hjertets higen efter Gud. Bøn er en
nødvendighed, thi den er sjælens liv. Fælles bøn i familien og i menigheden hører med, men
det er det lønlige samfund med Gud, som holder sjælen i live. {UD 260.5}
Det var på bjerget sammen med Gud, at Moses skuede forbilledet for den vidunderlige
bygning, som skulle være bolig for hans herlighed. Det er på bjerget sammen med Gud, i
lønkammeret at vi skal beskue hans herlige forbillede for menneskeheden. På denne måde
bliver vi i stand til at forme vor katakterudvikling sådan, at hans løfte til os kan blive
opfyldt:„Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.“ 2Kor.
6,16. {UD 260.6}
Det var i timer med ensom bøn, at Jesus under sit jordeliv fik visdom og kraft. Lad de unge
følge hans eksempel ved i morgengryet og i aftenskumringen at finde en stille tid til samfund
med deres himmelske Fader. Og dagen igennem bør de hæve deres sjæl op til Gud. Ved hvert
skridt på vor vej siger han:„Jeg, som er Herren din Gud, jeg griber din hånd. ..... Frygt kun
ikke, jeg er din hjælper.“ Es. 41,13. Hvis vore børn kunne lære dette i deres livs morgen,
hvilken friskhed og kraft, hvilken glæde og skønhed ville der så ikke komme ind i deres
tilværelse. {UD 260.7}
Der findes ting, som kun den, der selv har lært, kan lære andre. Det er på grund af, at så
mange forældre og lærere hævder at tro Guds ord, mens de gennem deres liv fornægter dets
kraft, at Skriftens lære ikke har større magt over de unge. Til tider bringes de unge til at føle
ordets magt. De ser, hvor vidunderlig Kristi kærlighed er. De ser skønheden i hans karakter
og de muligheder, der findes i et liv i hans tjeneste. Men i modsætning hertil ser de deres liv,
som hævder at ære Guds forskrifter. Om hvor mange gælder ikke disse ord, som er sagt til
profeten Ezekiel: {UD 261.1}
Dine landsmænd taler„den ene til den anden, hver til sin broder, og siger: Kom og hør,
hvad det et for et ord, der udgår fra Herren! Og de kommer til dig, som var der opløb, og
sætter sig lige over for dig for at høre dine ord. Men de gør ikke derefter; thi der er løgn i
deres mund, og deres hjerte higer efter vinding. Og se, du er dem som en, der synger en elskovssang
med liflig røst og er dygtig til at spille; de hører dine ord, men gør ikke derefter.“ Ez.
33,30-32. {UD 261.2}
En ting er at behandle Bibelen som en bog med gode moralske anvisninger, der skal følges,
så længe de stemmer overens med tidens ånd og vor stilling i verden; noget andet er at betragte
den som det, den i virkeligheden er: den levende Guds ord, det ord, som er vort liv, det ord,
som skal forme vore handlinger, vore ord og vore tanker. At regne Guds ord for noget mindre
end dette er det samme som at forkaste det. Og denne forkastelse af dem, der hævder at tro på
det, er den første af alle årsagen til tvivl og vantro hos ungdommen. {UD 261.3}
234