Bøn (dk)

Bøn
»Bed til din Fader, som er i det skjulte.« I Jesu navn kan vi komme frem for Gud med
barnets tillidsfuldhed. Intet menneske behøver at optræde som mellemmand. Gennem Jesus
kan vi åbne vore hjerter for Gud som for en, der kender os og elsker os.
I bønnens lønkammer, hvor Gud alene ser, og hvor han alene hører, kan vi udøse vore
lønligste ønsker og længsler for Faderen, hvis medlidenhed er ubegrænset. I sjælens stilhed
og ro vil den stemme, der aldrig undlader at besvare råbet om menneskelig trang, tale til vore
hjerter.
»Thi Herren er nåderig og barmhjertig.« I utrættelig kærlighed venter han på at høre de
genstridiges bekendelse og godkende deres bodfærdighed. Han spejder efter et eller andet
udslag af taknemmelighed hos os, ligesom moderen spejder efter det anerkendende smil hos
sit elskede ham. Han ønsker, at vi skal forstå, hvilken inderlighed og ømhed han nærer for os
i sit hjerte. Han indbyder os til at fremlægge vore prøvelser for hans medlidenhed, vore sorger
for hans kærlighed, vore sår for hans lægedom. vor svaghed for hans styrke, vor tomhed for
hans fylde. Aldrig er nogen, der kom til ham, blevet skuffet. »Se hen til ham og strål af glæde,
jeres åsyn skal ikke beskæmmes.« (Jak. 5,11; Sl. 34,6).
De, der søger Gud i løndom og taler til Herren om deres trang og beder om hjælp, beder
ikke for gæves. »Din Fader, som ser i løndom, skal betale dig« åbenbart. Idet vi gør Kristus
til vor daglige ledsager, vil vi føle os helt omsluttet af en usynlig verdens kræfter, og ved at
se hen til Jesus indoptages vi i hans billede. Vi forvandles ved beskuelse. karakteren mildnes,
renses og forædles for det himmelske rige. Den sikre følge af vor omgang og forbindelse med
Herren vil blive en tiltagende gudsfrygt, renhed og inderlighed. Vore bønner vil blive mere
og mere forstandige. Vi får en guddommelig opdragelse, hvilket giver sig til kende ved et liv
i flid og nidkærhed.
Den sjæl, som i daglig og alvorlig bøn søger sin hjælp, sin støtte og sin kraft hos Gud, vil
have ædle formål, klare begreber om sandhed og pligt, høje forsætter i sine handlinger og en
stadig hunger og tørst efter retfærdighed. Ved at holde forbindelsen med Gud ved lige vil vi i
vor omgang med andre være i stand til at meddele dem den fred og den ro, som råder i vore
hjerter. Den styrke, vi opnår ved bøn til Gud, forenet med ihærdig bestræbelse for at oplære
sindet til tænksomhed og påpasselighed, bereder os til de daglige pligter og bevarer fred i
sjælen under alle forhold..—(Thoughts from the Mount of Blessing, 84, 85.)
Jeg frygter for, at der er nogle, som ikke fremlægger deres vanskeligheder for Gud i bøn i
enrum, men gemmer dem til bedemødet, hvor de besørger deres bønner for flere dage. Disse
mennesker kunne man kalde forsamlings og bedemødedræbere. De udsender intet lys og de
opbygger ingen. Deres kolde, isnende bønner og lange, gudsforladte vidnesbyrd kaster en
skygge omkring sig. Alle glæder sig, når de er færdige og det er næsten umuligt at befri sig
for den kulde og det mørke, som deres bønner og formaninger (579) indfører i mødet. Efter
det lys, jeg har fået, bør vore møder være åndelige til fælles opbyggelse og de må ikke være
for lange. Tilbageholdenhed, stolthed, forfængelighed og menneskefrygt bør man efterlade
133