Bøn (dk)

Bøn
for den kulde og det mørke, som deres bønner og formaninger indfører i mødet. Efter det lys,
jeg har fået, bør vore møder være åndelige til fælles opbyggelse og de må ikke være for lange.
Tilbageholdenhed, stolthed, forfængelighed og menneskefrygt bør man efterlade hjemme.
Små uoverensstemmelser og fordomme bør vi ikke medbringe til disse møder. Som i en enig
familie bør enfoldighed, sagtmodighed, tillid og kærlighed råde i hjerterne hos brødre og
søstre, der samles for at vederkvæges og styrkes ved at føre deres lys sammen. »I er verdens
lys,« siger den himmelske Lærer..—(Testimonies for the Church 2:577-579.)
Offentlige bønner bør tales tydeligt og tydeligt — Lad dem som beder og dem som taler,
udtale ordene rigtigt, med en klar, tydelig og jævn stemme. Bøn er en kraft til det gode når
den fremsiges som den bør. Den er et af de midler som Herren benytter til at meddele folket
sandhedens dyrebare skatte. Men bønnen er ikke hvad den burde være, på grund af de
bedendes mangelfulde stemme. Satan fryder sig, når de bønner som opsendes til Gud, er
næsten uhørlige. Lad Guds folk lære at tale og bede på en måde som vil være en rigtig
fremstilling af de store sandheder som de besidder. Lad de vidnesbyrd som aflægges og de
bønner som opsendes, være klare og tydelige. Derved vil Gud blive æret.—(Testimonies for
the Church 6:382.)
Brug simpelt sprog, når du beder offentligt — Et mærkværdigt sprog er upassende i bøn,
uanset om bønnen fremføres fra talerstolen, i familiekredsen eller afsides. Specielt ved
offentlig bøn bør man anvende et enkelt sprog, så at andre kan forstå hvad man siger og forene
sig i ens bøn. Gud hører de bønner som frembæres i familiekredsen, om de kommer fra
hengivne hjerter.
Oprigtige, hjertelige og troens bøn vil blive hørt i himmelen og besvaret på jorden.—
(Gospel Workers, 177.)
Vores bønner skal være ordentlige — Vi skulle ikke komme til Guds hus for at bede for
vore familier, medmindre vi ledes af dybe følelser, medens Guds ånd overbeviser dem. Det
rette sted for forbøn for vore familier er i almindelighed ved familiealteret. Når de, hvem vore
forbønner gælder, befinder sig længere borte, er lønkammeret det rigtige sted, hvor vi kan
kæmpe med Gud for dem. Når vi er i Guds hus, bør vi bede om en velsignelse for anledningen
og vi bør forvente, at Gud hører og besvarer vore bønner. I sådanne møder vil der være liv og
interesse. {VM1 145.3}.—(Testimonies for the Church 1:145, 146.)
Gud bør nærmes med ærbødighed i bøn — Jeg så at Gud's hellige navn bør bruges med
ærbødighed og æresfrygt. Nogle mener at det er et tegn på ydmyghed, at bede til Gud på en
tarvelig måde. . . . De vanhelliger Hans navn ved at blande deres bønner unødigt og uærbødigt
med ordene, "Gud den almægtige" - ærbødige og hellige ord, som aldrig går over læberne i
dæmpede toneleje og med en følelse af ærefrygt.—(Gospel Workers, 176.)
148