Bøn (dk)

Bøn
os at anvende, når vi nærmer os Gud, lægger forsikringen om vort guddommelige slægtskab
»vor Fader".
Heri ligger kundgørelsen af den vidunderlige sandhed, som er så fuld af opmuntring og
trøst, at Gud elsker os, ligesom han elsker sin søn. Dette er, hvad Jesus gav udtryk for i sin
sidste bøn for disciplene: Du »har elsket dem, ligesom du har elsket mig". (Joh. 17,23).
Denne verden, som Djævelen har gjort krav på og hersket over med et så grusomt tyrami,
har Guds Søn ved en eneste mægtig dåd indesluttet i sin kærlighed og igen knyttet til Jehovas
trone. Keruber og serafer i de utallige hærskarer i alle de syndfri verdener sang lovsange til
Gud og lammet, da denne sejr var sikret. De frydede sig over, at vejen til frelse var blevet
åbnet for den faldne slægt, og at jorden ville blive genløst fra syndens forbandelse. Hvor
meget mere burde ikke de fryde sig, som er genstand for en så vidunderlig kærlighed!
Hvordan kan vi dog nogensinde være i tvivl eller uvished og mene, at vi er faderløse« Det
var for deres skyld, der havde overtrådt loven, at Jesus påtog sig menneskelig natur. Han blev
os lig, for at vi kunne have evig fred og forvisning. Vi har en talsmand i Himlene, og den, der
modtager ham som en personlig frelser, bliver ikke overladt til sig selv for at bære sin egen
syndebyrde.
»I elskede, nu er vi Guds børn.« Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger
og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham.« »Det
er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi
blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.« (1Joh. 3,2; Rom. 8,17).
Det allerførste skridt for os at tage, når vi kommer til Gud, er at erkende og tro den
kærlighed, han har til os (1Joh. 4,16); for det er ved hans kærligheds dragende kraft, vi ledes
til at komme til ham.
Erkendelsen af Guds kærlighed bevirker, at vi forsager egenkærligheden. Ved at kalde
Gud vor Fader anerkender vi alle hans børn som vore brødre. Vi udgør alle sammen en del af
menneskehedens støre organisme, alle er vi medlemmer af en familie. I vore bønner bør vi
indbefatte vor næste såvel som os selv. Ingen beder på den rette måde, hvis han blot søger
velsignelse for sig selv.
Den evige Gud, sagde Jesus, skænker dig den forret at kunne benytte navnet Fader, når
du træder frem for ham. Betænk alt, hvad dette indbefatter! Ingen jordisk far eller mor har
nogensinde talt så indtrængende til et vildfarende barn som han, der skabte dig, taler til
overtræderen. Aldrig har kærlig interesse ledet noget menneske til at følge den ubodfærdige
med så inderlige indbydelser. Gud bor i hver hytte; han hører hvert ord, som bliver sagt, hører
hver bøn, der opsendes, smager sorgerne og skuffelserne hos hver eneste sjæl og giver agt på
den måde, hvorpå far, mor, søster, ven og nabo bliver behandlet. Han sørger for vort behov,
og hans kærlighed, barmhjertighed og nåde udstrømmer uafbrudt for at skaffe, hvad vi
trænger.
214