Bøn (dk)

Bøn
Hvis lærerne ville ydmyge deres hjerter over for Gud og indse det ansvar, de har påtaget
sig ved at tage sig af de unge med det formål at opdrage dem til det fremtidige udødelige liv,
ville man snart se en markant ændring i deres holdning. Deres bønner ville ikke være tørre og
livløse, men de ville bede med den alvor, som sjæle, der føler deres fare, gør..—(Counsels to
Parents, Teachers, and Students, 371, 372.)
Advarsel mod bønner, der har selvet som deres kilde — Vare bønner til Gud burde ikke
udgå fra et hjerte, der er fuldt af selvisk higen ag tragten. Gud tilskynder as til at vælge
de ”gaver, der kan bidrage til hans ære. Han vil, at vi skal vælge det himmelske fremfor det
jordiske. Han åbenbarer os mulighederne og fordelene ved at have samfund med Himmelen.
Han opmuntrer os til vore højeste formål og giver as forvisning om var rigeste skat. Når al
jordisk ejendom er bortryddet, vil den troende kunne fryde sig aver sine himmelske rigdomme,
den skat, som ikke kan gå tabt ved nogen jordisk ulykke. .—(Sons and Daughters of God,
188.)
Ægte og forfalskede bønner i kontrast — Den fattige tolder, som bad: „Gud vær mig
arme synder nådig“ (Luk 18,13), anså sig selv for at være en meget ond mand, og andre så
ham i det samme lys; men han mærkede sit behov, og med sin byrde af skyld og skam stod
han frem for Gud og bad om hans nåde. Hans hjerte var åbent, så Guds ånd kunne gøre sit
nådige arbejde og sætte ham fri fra syndens magt. Farisæerens pralende, selvretfærdige bøn
viste, at der i hans hjerte var lukket af for Helligåndens indflydelse. På grund af hans afstand
fra Gud havde han ikke nogen fornemmelse af sin egen urenhed i modsætning til
fuldkommenheden hos de guddommelige væsener. Han følte ikke noget behov, og han
modtog intet. {VTK 32.2}.—(Steps to Christ, 30, 31.)
Der er to slags bønner ... den formelle bøn og troens bøn. Fremsigelsen af fastsatte, al
mindelig brugte formler, når hjertet ikke føler nogen trang til Gud, er af samme art som
hedningernes overflødige ord. Dette er et eksempel på en formel bøn. Bøn er ikke et
sonemiddel for synd; den besidder i sig selv ingen kraft eller fortjeneste. Alle de smukke ord,
der står til vor rådighed, opvejer ikke en eneste hellig attrå. Den mest veltalendes bønner er
kun tomme ord, hvis de ikke udtrykker de sande følelser i hjertet. Men den bøn, der kommer
fra et oprigtigt hjerte og er et udtryk for sjælens virkelige trang, ligesom når vi beder en jordisk
ven om en tjeneste i forventning om, at den vil blive efterkommet dette er troens bøn.
Tolderen var gået til templet sammen med andre, der ville bede, som en oprigtig og
hengiven tilbeder. I bitter smerte og afsky for sig selv, han følte, at han havde syndet mod
Gud, at han var syndig og besmittet ... Han vidste, at han ikke havde nogen fortjenester der
kunne tale til gunst for ham hos Gud, og i den største fortvivlelse råbte han: „Gud! Vær mig
synder nådig!“ Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden;
thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal
ophøjes.—(My Life Today, 19).
195