Bøn (dk)

Bøn
Kapitel 32—Tro og Bøn*
Troen er tillid Gud — at tro på han elsker os og bedst ved, hvad der tjener til vort vel. På
den måde får den os til at vælge hans vej i stedet for vor egen.“Den tager mod hans visdom i
stedet for vor egen uvidenhed; mod hans kraft i stedet for vor svaghed og mod hans retfærdighed
i stedet for vor syndighed. Vort liv tilhører allerede ham. Ved troen erkender vi hans
ejendomsret og tager mod dens velsignelse. Sandhed, retskaffenhed og renhed er blevet
fremhævet som hemmeligheden ved livets lykke. Det er troen, som sætter os i besiddelse af
disse grundprincipper. {UD 255.1}
Enhver god indskydelse eller tilskyndelse er en gave fra Gud. Troen modtager fra Gud det
liv, som alene kan fremkalde sand vækst og duelighed. {UD 255.2}
Det burde stå os ganske klart, hvordan vi skal udøve troen. Der er stillet betingelser for
enhver af Guds forjættelser. Hvis vi er villige til at gøre hans vilje, tilhører al hans kraft os.
Hvilken gave han end lover os, så findes den i selve løftet.„Sæden er Guds ord.“ Luk. 8,11.
Lige så sikkert, som egetræet findes i agernet, så sikkert findes Guds gave i hans løfte. His vi
tager mod løftet, har vi allerede gaven: {UD 255.3}
Den tro, som gør det muligt for os at tage imod Guds gaver, er i sig selv en gave, som til
en vis grad er tildelt hvert eneste menneske. Den vokser, når den bruges til at tilegne sig Guds
ord. For at styrke troen må vi ofte bringe den i kontakt med ordet. {UD 255.4}
Under bibelstudiet må den unge bringes til at se kraften i Guds ord. Ved skabelsen„talede
han, så skete det, han bød, så stod det der.“ Han„nævner det, der ikke er, som om det var“ (Sl.
33,9; Rom. 4,17); thi når han nævner det, så er det der. {UD 256.1}
Hvor ofte har ikke de, som stolede på Guds ord, skønt de selv var magtesløse, alligevel
modstået hele verdens magt: Enok, som var ren af hjertet og levede et helligt liv, holdt fast
ved sin tro, og retfærdigheden sejrede over en fordærvet og hånende slægt; Noa og hans
familie over for hans tids mennesker, mennesker med den største fysiske og sjælelige kraft og
den mest fordærvede moral; Israels børn ved det røde Hav, en hjælpeløs, forfærdet skare
slaver over for den mægtigste hær fra jordens mægtigste folk; David, en hyrdedreng, som
havde fået Guds løfte om tronen, over for Saul, der var landets konge og fast besluttet på at
beholde sin magt; Sjadrak og hans venner i ildovnen og Nebukadnezar på sin trone; Daniel
blandt løverne og hans fjender i rigets højeste stillinger; Jesus på korset og de jødiske præster
og rådsherrer, der tvang selv den romerske statholder til at handle efter deres vilje; Paulus,
der i lænker blev ført hen for at lide en forbryders død, over for Nero, eneherskeren over et
verdensrige. {UD 256.2}
Den slags eksempler findes ikke blot i Bibelen. Det vrimler med dem i enhver beretning
om menneskelige fremskridt. Valdeserne og huguenotterne, Wiclif og Hus, Hieronymus og
Luther, Tyndale og Knox, Zinzendorf og Wesley, foruden mange, mange andre har været
231