Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
"Hvor er a ræd?" "Du er ræd for alle Mennesker. Du tør ikke ha' en Mening om nogen Ting." Niels Peter
slap Sønnen og lod Rebet synke.
"Gaa nu hjem og faa din Unden, og se saa at bliv' en skikkelig Dreng." Visti løb rapfodet hjemad. Niels
Peter kom stogende og tung efter.
Visti standsede i Smugdøren og saa halvt angrende tilbage.
Paa Faderens ludende Gang mærkede han, at Svaret havde bidt.
Da Niels Peter kort efter hængte Rebet op paa Husvæggen, havde han store Taarer i Øjenkrogene.
Niels Peter var en mager, lavstammet Mand med fregnede Hænder og røde Bakkenbarter. Hans Øjne var
smaa og rynkede og dvælede aldrig længe ved en Ting ad Gangen, hvad han heller ikke selv gjorde.
- Hans ydre Vissenhed stod i en forunderlig Modsætning til hans Varmhjærtethed. Han var et stærkt
stemningsbevæget Gemyt, men han havde ingen eller faa Ord for det. Sad han og fortalte et eller andet,
som havde bevæget ham, var det altid med de fattigste Ord i Sproget, men hans Grebethed gav sig Udtryk i
en sær Skjælven, i Rykninger med Arme og Ben - det var den indre Opstemthed, der maatte ud, men søgte
ad de forkerte Nervebaner.
Som han selv - set ude fra - var prægløs, satte han heller ikke ret Præg nogetsteds.
Hans Flid var endeløs, men han gik som oftest og virmede Tiden hen i Nuslerier, satte aldrig med et rask
Hurra ind paa Arbejdet, gik til Hushjørnet tre Gange og kikkede efter, om andre havde spændt for, før han
selv fik sine Øg til Hammelstokken.
Hans Hovedfejl var den, at han fattedes Metode for sit Liv som for sin Sliden; al hans Arbejde var planløst
derfor som oftest glædesløst; thi kun den, der bevidst arbejder med et Maal for Øje, høster nogen rigtig
Tilfredsstillelse. Hans Væsens Forknythed gjorde ham ynkelig og sølle i Sønnens Øjne. Børn vil se Helte,
især i deres Far, men Niels Peter gik altid og saa forsagt ud og havde hverken Mod eller Sind, hvor der
skulde handles. - Engang i Tidernes Morgen havde han laant 700 Rdl. paa sin Ejendom; denne latterlig
ringe Sum blev hans Livs Skæbne; han troede, den maatte sænke baade ham og hans Gaard ned i de dybeste
Afgrunde. Disse 700, som stod ubetalt hen, var hans første Tanke om Morgenen, hans sidste om Aftenen;
han kunde ikke løsgjøre sig fra den Overbevisning, at denne Gjæld paa et eller andet Tidspunkt vilde kaste
ham paa Fattiggaarden.
Pengene skyldtes til et gammelt hjalt Fruentimmer i et af Nabosognene, der sad Enke efter en Gnier, og
som efter Evne gik i Mandens Fodspor. Hun var meget vanskelig med Renten; den mindste Overskridelse
af Forfaldsdagen gav Anledning til Skjæld-ud og Trusel om Opsigelse; ja, det var hændet, at Kjællingen
selv var kommen hinkende ind i Niels Peters Gaard for at kræve sin Ret med støjende Ord. Det var før
Mejeriernes Opkomst, og de gode Landboere havde meget faa rede Penge. mellem Hænder; naar Føden lige
kunde pines ud af Gaarden, maatte det anses for godt. Rente af laant Kapital - du gode Gud, hvor skulde
den komme fra! Visti var opdraget ved Mindet om denne tilbagevendende Ulykkesdag, da Renten skulde
klares. Allerede Uger forinden havde Niels Peter været paa Støvlerne for at forsøge at laane Summen hos
en af de andre Gaardmænd, en Bekjendt eller Slægtning. Men som oftest gik han forgjæves. Der var ingen
Handel ved at laane den Mand Penge, som aldrig kunde laane én igjen. Ganske vist var Niels Peter en biel
Mand, der ikke vilde snyde nogen med sin gode Vilje, - men han sad i Knyk, sølle Mand, der var ingen
Lykke for hans Haand, og man vidste aldrig, hvad Tid han skred bag af Vognen.
Det var nogen bitte pirrise Høvder, han havde, og saameget en skidt Faarslav', - nej, det var missel en bitte
Grashæl, den Niels Peter, som sad og horked i Knokkeldom og vanskelig nowesind' kom øver æ Knud'.
Efter saadan en lang Dags Omvanken, hvor han bare havde høstet Skuldertræk, kunde Niels Peter vende
tilbage og sætte sig i den mørkeste Krog af Stuen og sukke som skulde hans Hjærte briste.
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 17 af 99 www.gratisskole.dk