Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
Marv og Ben, kastede Forbenene mod Stenbroen og styrtede med hoverende Vrinsken efter Hoppen. Denne
indhentedes et Par Bøsseskud fra Gaarden. Det lange, mellemfornøjede Ansigt, hvormed Hoppen havde
vendt sin fyrige Bejler Ryggen, klarede kjendeligt op, saa snart hun hørte hans sejrrige Trav i Nærheden.
Af bar Livslyst kastede hun de stive Bagben, som hun i det daglige knapt kunde slæbe efter sig, saa højt
til Vejrs, at den lidet ridevante Bonde røg ud over Hovedet paa hende og ned i en Sandgrav. Da han fik
sig samlet sammen, havde Hingst og Hoppe forlængst fundet hinanden ude paa en Pløjemark, hvor den
løsslupne Natur nu fejrede et Orgie, som hint hos Homer, hvor den gudbenaadede Skjald synger om Jason,
der favnede Demeter paa den tre Gange pløjede Brakmark.
Bondens og Jørgens Tanker var dog næppe hos Demeter. Den første tænkte kun paa sin forslaaede Bag, den
sidste paa den Hævn, han skulde tage over sin opsætsige Yndling.
Saa snart Hingstens første fyrige Opblussen var stilnet af, fo'r Jørgen ind mod den, greb den ved Hovedlavet
og slæbte den efter sig, mens han mumlede truende Ord mellem Tænderne.
Omsider fandt de en dybsporet Hulvej, der ledte ned til Gaardens Teglværk, hvor man netop var i Færd med
at ælte Ler i Trossen, idet et Par Stude dreves langsomt rundt.
"Spænd Studene fra øjeblikkelig!" brølede Jørgen til Kusken, endnu før han selv havde naaet Stedet. "Nu
skal I Dævlen stjærne mig faa anderledes Arbejdskraft!"
"Skal Vrinskeren for Lervognen?" spurgte en af Arbejderne. "Nej, det var da baade Synd og Skam!"
"Pas I jer selv, og lad mig om den Ting," svarede Jørgen studsigt. "Det vilde jo være rart, om saadan et Bæst
skulde ta' Magten fra os alle sammen." Studene trak de lange, dovne Skanker op af Leret og sattes i Tøjr
paa Brinken, mens Vrinskeren maatte ta' deres lurvede Seler om sin stolte Bringe og gaa for den tohjulede,
klodsede Kærre, der benyttedes til Leræltningen. Efter at Jørgen havde læsset en dygtig Hoben Teglsten
paa Vognen, for at den skulde synke endnu dybere i, greb han Pisken og svang sig op paa Sædet, og nu gik
det som en Stormvind rundt og rundt, mens Piskeslagene faldt tæt over den Rødes Kryds. Vognen æltede
og dejgnede i den fede Ler, som Arbejderne uafladeligt slog Vand paa, saa det omsider dannede en ækel
Levvi, der strittede favnelangt ud til Siderne og klæbede som Beg til Hjulenes Nav og Fælger.
Hingsten la' sig til en Begyndelse ud i Selen, saa den gamle Sivpude knagede. Det var næsten, som havde
den forstaaet, hvad det var for en Haan, der bødes den; thi at ælte rundt i Lertrossen, er et Arbejde, der kun
bydes Okserne eller de aller usleste Udgangsøg.
Dens sorte Øjne luede, dens Øren klippede i Vrede over dens Hoved, mens den asede rundt i Ler til Bugen.
Efter et Par Omgange drejede den brat mod Brinken og vilde i Land, men et fast Ryk i Linen og nogle
velrettede Piskeslag bragte den paa ny ind i den udmattende Runddans. Jørgen holdt godt Øje med Dyrets
Bevægelser; hans Haand laa bredt og senestærkt om Svøbeskaftet, og hans Vrede lagde salten Svie i Slaget.
Vrinskeren var nu i Færd med at myges; dens mægtige Muskler bævrede under Huden, to Dampstraaler
stod ud af dens Næsebor, og dens prægtige gule Hale slæbte i Sølet efter den.
"Kunde det nu ikke være tilstrækkeligt!" sa' Teglbrænderen efter en halv Times Forløb, mens han tyggede
nervøst paa Skraaen.
"Aa, for at være sikker paa, at al Opsternasighed er pillet af ham, saa lad ham endnu ta' et Par Omfurer." -
Atter knaldede Pisken over den Rødes Kryds; nu vaklede den frem som en Allik, mens Kærren slog Slunt
i de dybe Huller, der stod i Leret efter Hingstens Bagben; dens Bove laa nu i eet Skum, og den prustede
larmende som Heste gjør, naar man driver dem til det yderste.
Paa en Gang raabte Jørgen den i Staa. Den drejede Hovedet træt om paa Siden og saa' idiotisk spørgende
hen paa sin Husbond som for at komme efter, om den nu endelig var befriet. I det samme gav Jørgen paa
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 31 af 99 www.gratisskole.dk