Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
Plovskjærets stærke Rytme havde fanget hans Sind. Hans Støvler flyttedes tænksomt til denne Rytme, mens
han lyttede. Det var, som slog der et stort Hjærte inde i denne Rytme; Naturens egne sunde Hjærteslag
lød til ham gjennem Mulddampen. Han følte sig med ét saa ydmyg og saa glad som et Barn, der har faaet
Lov til at gaa i Furen og holde Tømmen for Far. Han kjendte, hvor han og Jorden blandede Aandedrag i
denne Stund. Hans Livslinje tegnede sig ren og harmonisk som en Sti gjennem dugget Græs. Hans Attraa
havde altid været at lytte sig ind til Naturens Hvisken og af dennes dunkle Sprog skrive Reglerne for sin
Livsdag. Derfor krævede han saa energisk af sig selv som af sine undergivne Orden, først og fremmest
Orden. Orden var Naturens Grundlov. Orden var i Menneskesamfundet ligesaa gammel som Ilden.- Orden
var i det almindelige Dagligliv kun et andet Ord for Redelighed, Ærlighed, Bravhed. Bondens Gjærning med
dens hundrede smaa Ting, der greb ind i hinanden og gav Summen, kunde mindst af alt undvære Ordenen.
- Nej, bare indstille sig efter Naturen, i Stort som i Smaat; især i Smaat; thi af lutter smaa Ting var Bondens
Liv sammensat - fra Pattegrisen til Kløverfrøet, der ikke er en Millimeter i Tværsnit.
Visti pløjede i dybe Tanker, stadig med Plovjærnsrytmen kogende i sit Øre. Paa én Gang fløj en lille Fugl
frem mellem Hestens Ben og slæbte sig besværlig lidt til Siden, før den lettede med et Angstskrig. Visti
rev øjeblikkelig sit Spand i Staa og gik om til Hestene. Mellem den tilhaands Fremben laa en Lærkerede
med fire gabende Smaaunger.
Barnet i Visti var vakt med det samme. Han la' sig ned paa Knæ og omklamrede den spinkle Rede med sine
store Hænder. Først tænkte han paa at flytte Reden, men hvad om Moderen saa blev skræmt og ikke turde
komme til Ungerne, saa maatte de jo omkomme, de Stakler. Nej, der var ikke andet for, han maatte la' et Bid
af Græsset staa, og det kunde heller ikke være saa farligt, om den Strime Fure stod til næste Plovning. Med
lidt Besvær fik han Hestens truende Hove trukket tilside og Ploven lempet forbi de forsvarsløse Smaa; med
Sindet varmt af Godhed fandt han snart paany Muldens og Plovens Jærnrytme. - Smilet sad endnu en Stund
om hans Læber ved Tanken om de Smaas lykkelige Redning; men saa hærdedes Mundens Linjer atter til
deres vante Strænghed. Med Naturen kunde han altid komme overens, men nu Menneskene? Gik han ikke
her og pløjede mere ensom end paa en Ø i Havet!
"Jeg saa ud i Natten efter en Ven, men jeg fandt kun - Bekjendte." Sladderen sad rundt om i Gaardene og rev
hans Rygte til Peberrod paa dens Rivejærn. Mændene stod i Smug og iagttog hans Færd; de kom sjældent
til hans Dør, men holdt nok af at staa og glyne ved hans Hushjørner. De stjal hans Metoder, som man stjæler
Tørv om Natten; saa friedes de for at sige Tak. Med Velbehag saa han, hvor hans Dyrkningsmaader, hans
Frøvalg og Sædskifter bevægede sig langsomt som en tung, grøn Skygge hen over Bakkerne bort fra ham,
saa det nu snart havde naaet Herredsgrænsen. Fra ham var det, at det meste af al den Grønhed var kommen,
men han blev ikke mindre bagtalt for det. Var han mon ikke erklæret Fritænker! Gud fri én naadig vel!
- Havde hans Svigerfar ikke ladet sig brænde som en Hedning! Var han ikke borgerlig viet, Skarnet! - -
Saadan gik Kværnen i Dalen. Man ynder ikke de Folk, der er saa langt foran Hoben, at de ikke kan naaes
med en Sten i Nakken.
Saadan tænkte Visti, mens han pløjede én Vej med Front til "Fjenden". Da vendte han Ploven paa
Wojnsageren og pløjede ind mod Nybyggerbyen. Solen var nu kommen højt paa Himlen. De hvide Mure
og de røde Tage lyste over venlige Smaahaver. Talrige smaa Russerspand var kommen ud paa Lodderne i
samme Ærinde som han; hist og her dumlede et lyslokket Barn efter Faderen i Plovfuren. -
Da fyldtes Vistis Øjne af Tindren; hans Munds strænge Linjer brast i et Smil. Fyrretyve muntre Plovjærn
skar hist Marken i Takt med hans eget! Han stod altsaa ikke ene; de Folk hist henne var hans Venner for
Livet. Endog Jakob Sjællænder priste ham som sit Livs Velgjører.
Vistis Rige var vel ikke stort. Mindre nu end nogensinde. Dog syntes det ham stort nok. - Blot der ét eneste
Sted under den danske Sommerhimmel laa bare 50 Tdr. Ld., som viste Idealet - ja, var det ikke allerede
meget? Naa, Idealet naaes vel aldrig helt, men flytter sig med os, - som Glorien om vort Hoved i Morgenens
Dug. Jorden er det store Mysterium; og ingen bliver færdig med at løfte dens Skatte. Her havde han valgt
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 98 af 99 www.gratisskole.dk