Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Arbejdets</strong> <strong>Glæde</strong> Navn:_____________________ Klasse:_____<br />
"Det war snaar mer end en kund' forlang' af dig, mi' Dreng. "Men..." Niels Peter kunde ikke komme til Orde<br />
for Bevægelse, "nu war æ ogsaa gudnok paa Tid', te Worherr' hjalp, om Hjælp skuld' nytt' nøj. A sej ... a<br />
sejer dæ Tak!<br />
Læd wos saa kom ad æ Seng, mi' Baa'n. Det kund' si ud te, te det kund' blyw' Vejlo te aa slaa æ Lukki<br />
imaaen."<br />
Vistis Barndom henrandt ved Siden af mægitige Enge fulde af Blomster og sød Duft. Dette vakte tidlig hans<br />
Naturglæde; han kunde ikke løbe udenfor Gaarden i Sommertiden uden at faa et Blomsterhoved mellem<br />
Tæerne. Men Engen var nu det bedste af det altsammen.<br />
Han havde lagt Mærke til, at alt blev glad, saasnart det kom i Nærhed af Engen. Føllet jog dér i store Buer<br />
omkring Hoppen; Hunden, det Skrog, der sad hele Vinteren ved Bilæggerovnen og nappede sine Lopper, -<br />
saasnart den følte Engens Græs under Poterne, blev den ellevild af Henrykkelse. Og Vistis Far, der var noget<br />
af det tristeste, man kunde tænke sig, selv hans Ansigt fik et Skjær af Munterhed, naar Sletarbejdet begyndte.<br />
Endnu da Visti var en ganske lille én, der ingen Nytte kunde gjøre paa Engen, var det det stolteste han<br />
vidste, at blive udset til at bære Mad eller Øl ud til Sletfolkene. Gammelmor yndede det jo ikke saa meget,<br />
for saadan en Knægt, sa' hun, kunde let gaa hen og komme skidt afsted ved æ Hjøle. Men der hjalp hverken<br />
Løn hæ' Bøn; Visti blev ved at plage, indtil han havde faaet Lov til at bære "æ Gammelmand" ud paa Engen.<br />
Den mægtige Øldunk var nær ved at slide ham Armen fra Skuldren; bare 5-6 Skridt, saa maatte han ha'<br />
den over i den anden Haand; men Visti hittede paa Raad: naar han havde naaet den bløde Engbund kunde<br />
han lægge "Gammelmanden" ned paa Siden og trimle ham frem med Foden. Saadan var han tidlig stiv i at<br />
finde sine egne Metoder. Og naar han saa endelig naaede frem med den læskende Drik, saa blev der jo et<br />
Løb for at svale Struben i det hummelbeske Øl. Niels Peter havde Husbondens og Alderdommens Ret til<br />
at drikke først; hans Underbul var gjennemvædet af Sved; især var han vaad inde under de sorte Seler, der<br />
slog Kors for hans Ryg. Han rettede Dunken mod Solen som en Kanon og drak med lukkede Øjne og hule<br />
Strubeskvalp, mens hans Skulderblade gik svagt op og ned. Naar han havde drukket, flyttede han venstre<br />
Haand om over Lænden, hvor han ofte "var i søn'en Pin"' - derfra flyttede han den hen paa Vistis gule Hoved<br />
og sa': "Saa er du jo en hwell' bitte Knop, te du kan komme med Drikk' til os. Har æ Gammelmand nu ett<br />
villet hvist dig ikuld'?" "Nej, for a har trimmelt ham!" "Har du trimmelt ham! Saa er det maaske sig med<br />
æ Gammelmand, som med Skrædderens Mett', for hun var ligesaa god at trimmel som at trækk'." - - Nu<br />
stod Verden ikke længere, tænkte Visti, nu sa' hans Far Vittigheder! Jo, Engen kunde rigtignok gjøre glad<br />
paa mer end een Maade.<br />
En Søndag fik de Besøg af Farbror Palle.<br />
Han var jo ligesom Niels Peter født der i Gaarden og kom gjærne en Gang om Aaret, naar Høstakkene stod<br />
paa Engene; da de nu havde gaaet tilstrækkelig længe omkring Føllet og havde følt de brogede Kalve langs<br />
ad Ryggen, gik de ind i Dagligstuen. Farbror Palle var lille i Forvejen, og mindre syned han, da han satte<br />
sig under den svære Loftsbjælke.<br />
Men som han snakkede! Bankede sin Pibe ud mod Randen af Bordskiven, blæste gjennem Pibehovedet<br />
ned under Bænken og snakkede endnu værre. Visti stod alstille og saa paa hans Mund og tænkte: Hvor<br />
faar han det fra altsammen! I Sandgaarden blev der kun talt de færreste Ord. Nu blev der sat Sul frem<br />
paa Overbordenden, skovlebrede Faarelaar, der lyste af fed Flomme; laartykke Rullepølser, der duftede af<br />
"Øwter og Aalhaan'." Det tog ganske Luven fra Farbrors Tobak, skjønt den var alt andet end lugtfri. Farbror<br />
Palle sad med sine smaa prægløse Øjne og skelede glad til de mange fulde Fade, mens han ustandselig<br />
kvulmede af Træpiben. Paa een Gang blev det saa underlig mystisk i Stuen. De gamle Stole kastede ikke<br />
mere Skygge paa Kalkvæggen, Solstraalen gnistrede ikke længere i Gulvets grove Strøsand; Straalen havde<br />
trukket sig ubemærket tilbage og kun efterladt de dybe Sprækker mellem Gulvbrædderne.<br />
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 21 af 99 www.gratisskole.<strong>dk</strong>
Change language