Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Arbejdets</strong> <strong>Glæde</strong> Navn:_____________________ Klasse:_____<br />
Var der ikke noget, der bevægede sig; en Skikkelse syntes at gynge frem over Grønsværet og stile mod<br />
den brede Ladeport.<br />
Hvem kunde vel ha' Ærende i hans Lade paa denne Tid af Døgnet; han spilkede Øjnene endnu højere op,<br />
samtidig med at han tøvende bevægede Fødderne; var det Øjenforblændelse, eller skulde han ogsaa tvinges<br />
til at tro paa de andres hjærneløse Sladder.<br />
Paa Grund af den tiltagende Taage lod det sig ikke afgjøre, om Skikkelsen var Mand eller Kvinde, og da<br />
Jørgen var kommen om til Gavlen, var den aldeles henne. Jørgen blev ualmindelig sær ved det. Om virkelig<br />
et Menneske var gaaet ind i Laden, skulde han saa ikke ha' hørt i det mindste Klinken falde i; det var ikke<br />
fri, at han følte sin stolte rationalistiske Tankebygning ligesom skjælve i Sylden. Han maatte være bleven<br />
holdt for Nar af sine eksalterede Nerver. Han skød forsigtig Ladeporten op og spurgte, ikke uden Ængstelse<br />
i Stemmen: "Er der nogen herinde?" Ingen svarede. Jørgen skød Porten endnu højere op og saa ind i Mørket,<br />
men her var stille som i en Ovn. Han tog da i Lommen for at finde en Tændstik, men opdagede, at han<br />
ingen havde, hvorpaa han gik om i Foderloen for at finde Lygten; lidt efter vendte han tilbage med den<br />
tændte Lygte i Haanden; han følte en mærkelig Prikken i Blodet, da han paany betraadte Laden; han løftede<br />
Lygten op i Højde med sit Hoved og rykked den samtidig ind mod venstre Skulder for at se forbi den.<br />
Lade-Mørket krøb op ad Tag og lægge og stod tilsidst som en uhyre hvælvet Grotte omkring ham. Ladens<br />
krydsende Egetømmer stod spøgelseagtigt stift og graat og lyttede gjennem Tavsheden; Lygten blamrede<br />
hid og did i Gjennemtrækket, der ogsaa fik de lange Spindelvæve og Høstraa til langsomt at slynge oppe<br />
under Agerummet. Men af levende Væsner saa og hørte Jørgen kun sig selv; rolig og spejdende skred han<br />
hen over det klamme Logulv; hans Skygge sprang som en Rasende oppe i Lægterne og hen over de graa<br />
Egebjælker. Naar han tog et Trin, tog den et Favnespring; naar Lygten drejede rundt, dansende den som en<br />
Vanvittig; nu og da forsvandt den ganske i en af de tomme Gulve, men i næste Nu steg den som et Spøgelse<br />
lodret i Vejret indtil Ladens øverste Kjøl.<br />
Jørgen gik langsomt hen mod Sønnens Lig, der laa paa et udbredt Halmknippe til Rettens Eftersyn. En lang<br />
Tid stod han og saa ned i det blege Aasyn, som Lygteskinnet gav et gulligt Skjær. Hans Taarer faldt nu<br />
og da hørlugt ned i den tørre Halm, - paa engang satte han Lygten ned, la' sig paa sine Knæ ved den døde<br />
Søns Side, tog hans kolde Haand mellem sine og sa': "Det er den jennest' Sorg, du har gjort mæ; men den<br />
vil a heller aldrig forvind'." - Da Solen stod op, sad Jørgen endnu med taarebadede Kinder ved Sønnens<br />
Lig; men saasnart han hørte de første Træskotramp i Karlekamret, greb han den forlængst udslukte Lygte<br />
og rejste sig i Vejret. Nu først opdagede han, at der laa en hvid Rose paa Ligets Bryst Altsaa havde der dog<br />
været nogen i Laden. Jørgen fik aldrig at vide, hvem det havde været; men da Mejersken vidstes i Besøg<br />
i Nabolaget og dér maa ha' hørt om Ulykken, gjætted man næppe fejl ved at antage, at det var den lille<br />
kjække Pige, der havde trodset baade Nat og Uhygge for at vise sin ulykkelige Ven denne sidste talende<br />
Opmærksomhed. Det var som Forkarl Visti var bleven fæstet til Tidselbjærg; han skulde derfor altid være<br />
i Spidsen, hvad der ingenlunde var hans Natur imod. - En Dag var Spanden gaaet i Brønden, hvad der just<br />
ikke var Narreværk, her hvor de havde op imod fyrretyve Alen til Vand. Den Slags afste<strong>dk</strong>ommer altid<br />
Bestyrtelse paa en Gaard, ikke mindst hvor Brønden har denne Dybde. Pigerne vimsede demonstrativt hvert<br />
øjeblik ud med Vandspanden, kiggede gysende ud over Kjeldrammen, ihvor dybt, dybt nede Vandspejlet<br />
laa dunkelkølig som en Sølvskilling. Snart vendte de dog tilbage til Bryggerset med den tomme Spand, men<br />
kaglede forinden Gaarden fuld af deres Kvide. Karlene kom frem af Ladedøren, spyttede overkors og bandte<br />
"Fanden wælt' sig" paa, at ingen af dem gik i dette Gudsens Hul. Tilsidst stod hele Gaardens Mandskab<br />
samlet omkring Aastedet; Jørgen ikke at forglemme.<br />
"Er Spanden gaaet i Kjelden?" spurgte han<br />
"Ja - aaeja!" "Da maa den sgu op, og det lidt gelik, før Køerne kommer hjem og er tørstige. Hvor har vi<br />
Forkarlen?"<br />
Visti kom gjennem Gaardsleddet med en Plag ved Haanden. Han nærmede sig de andre og hørte deres<br />
Mumlen. Jørgen vilde presse en gift Daglejer til at gaa ned; denne skød sine fem Børn foran sig; en anden<br />
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 41 af 99 www.gratisskole.<strong>dk</strong>
Change language