Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

More documents

Recommendations

Info

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____ Aftentoget gled ind. Martha steg rank ud af Koupéen med et kort Godaften men uden Kys. Han tog hendes Kuffert. De fulgtes næsten tavse, med god Afstand imellem sig, hen til hans Logis. Men saasnart de var naaet op paa hans Værelse, kastede hun sig i en ubehersket Hulken ind mod hans Bryst. De var omtrent lige høje. Han strøg hendes Haar, som man stryger en ræd Fugl over Vingerne. Hendes Nakke var bøjet som en Valmue i Dug. Hans Stue fyldtes af hendes Klæders Vellugt, den de havde suget ind fra Mark og Strand. Bag den opknappede Jaket skimtedes en frisk Kornblomst, der var plukket i Hjemmets Rug. Da hun havde grædt sig træt, og Visti længe havde strøget hendes Haar og Kind i Tavshed, tog han lempelig Blomsten fra hendes Barm, holdt den op for hendes graadfyldte Øjne og sa' stille: "Var den til mig!" Af Ømhedeen i hans Blik og Stemme skjønnede hun, at han havde tilgivet hende, og deres Læber mødtes i en lang sødmedrukken Henrykkelse. Det er et Par Aar efter ude paa Tidselbjærg. Martha staar barhovedet inde i Gaarden midt i Solskinnet og fodrer sit Fjerkræ. Visti og Røgteren rumsterer inde i Staldene; foreløbig ser man dem dog ikke, hører kun nu og da deres Raaben: "Hejda! Hypsa! Hov!" - Det er i Skjellet mellem Vinter og Vaar. Solen har blyndet hele Dagen. Sneen er smæltet omkring Kjeldrammen, omkring Ploven og Slibestenen. De runde soltørrede Kamp i Gaardens Stenbro løfter sig frem af Snevædet som buede, graa Hjærneskaller. Den natgamle Sne, der har lagt sig til Hvil paa de indre Straatage, faar dybe Huller af Solstraalernes Prikken; paa een Gang rutscher den med bristende Lyd hovedkulds ud over Tagskjægget og er i samme Øjeblik borte. Det damper hedt ud af Bryggersdøren; det damper bredt ud af de aabne Staldvinduer; Mønningen damper; Stenene damper; Jorden svinger i et Hav af Dis. - Martha staar bag en bevægelig Ring af vippende, glinsende Hanefjer og hvide, udspændte Kalkunhaler, som naar hende til Knæet. Hun ta'r Kornet af sit lyse Forklæde og strenter det ud over sin klukkende Flok. Hønsene pryner det med et kort Hug, Ænderne skufler med deres flade Næb, mens de med slæbende Kraaser kravler helt hen til hendes Fod; Gjæssene sludrer Tiden bort og tar nu og da de altfor stræbsomme Ænder i Nakketoppen. Kalkunhanerne benytter Lejligheden til at puste sig op over al Maade, mens de kaster Haleviften fra Side til Side, og alleryderst tripper Duerne fromme og artige i Selskab med de smaa Graaspurve, der lever af Smulerne fra de Riges Bord. - Martha kaster sit Korn til Højre og Venstre; hun er bleven noget fyldigere; men hun har stadig sin friske Ungpigerødme og ser glad og lykkelig ud. Visti kommer frem af én af Stalddørene med en hel Borren gammelt Reb i Favnen. Han slænger det ned paa Stenbroen og siger spøgende til Martha: "Der ligger nu Slavernes Lænker!" "Men hvad er det endda, du kommer hivend med, Visti?" "Aa, det er de gamle Bindsler, som vi har taget af Kreaturerne. Det vil sige: det er de sidste af dem. Nu skal vi jo saa se, hvordan de vil opføre sig. Du skal være med til at slippe dem ud. A har glædet mig til det Øjeblik, te a kan ett sige af det." - - Sagen var, at Husene - da især Staldene paa Tidselbjærg var blevne noget gamle, ikke just forfaldne - dertil havde Jørgen været en altfor akkurat Mand i sine Dage - men meget umoderne var de. Visti havde længe næret den dybeste Mistillid til den gjængse Behandling af Kreaturerne inden Døre. Se hvor lykkelige og veltilpas Dyrene var i Sommertiden, hvor man gav dem fri Adgang til de to største Goder, som Naturen ved at yde os: Solen og den friske Luft! Se, hvor deres Hud blev myg og ren, deres Øjne blanke og skjælmske, deres Fodskifte muntert og rapt. De fik et Overskud af Livsglæde, de blev "kovte og kjælle", de legede og slog op og var i den skjønneste Harmoni med Livet. - Men hvilken frygtelig Modsætning til dette Friluftsliv lurede ikke paa de stakkels Væsner, naar de om Efteraaret slæbtes hjem til Baasen! Her var der næppe den Umenneskelighed, som man Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 74 af 99 www.gratisskole.dk
Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____ ikke bød Dyret. Man bandt dets Hoved ned, saa det kun havde nogle faa Tommer Reb at slide i; undertiden var man endogsaa haardhjærtet nok til yderligere at forøge dets Pinsler ved at slaa Rebet om dets Øre. Her kunde det da staa Maaned efter Maaned uden anden Adspredelse end den at gumle Foderet, der kastedes for det. Selv en bitte Kalv, der bare Dag gammel kan gjøre Hop og se saa nysgjærrig sødt ud af sine Øjne, selv den lægger man ofte fra Moders Liv et stygt Reb om Halsen, saa den staar med sin lille duggede Snude helt nede mellem sine Knæ; ja, der staar den lille Kalv i en Baas, der ikke er andet end en Retirade for dens egne Udtømmelser. Dens Skarn klistrer sig til dens Krop; den er altid vaad, endda den altid maa gaa med samme Trøje paa; vil den hvile, maa den synke ned i sine egne Udtømmelser, der er ingen anden Udvej; det korte, snærende Bindsel gir intet Valg. Og dog er Dyret saa rent og pænt, og saa bange for at komme til at ligge i noget stygt, saasnart det er overladt til sig selv. Hvad det lille Dyr maa lide legemligt og sjæleligt bare ved den Ting altid at skulde indaande og vælte sig i sine egne Ekskrementer! - Hvor ækel den Sag er Dyrene læres af den Omhu, med hvilken de gaar udenom deres Eget ude paa Ageren, hvor de lader selv den saftigste Kløver urørt i Alens Afstand fra det forurenede Sted. - Og saa at Dyret aldrig ret kan røre Hovedet og Fremparten, bare slynge Bagkroppen lidt frem og tilbage. Det fejler ikke, at det staar med bestandig Hovedpine og Utilpashed. Og den lille Kalv, som saa gjærne vil lege! Og det vil da forresten alle Guds Skabninger, især mens de er unge. Men her, hvor det er bundet Uger, ja, Maaneder sommetider Aar i et fedtet Reb, der skjærer sig ind i Huden, her er ikke Tale om Leg, her er kun Plads for det nødtørftigste Behov, mens det med syge Øjne og tungt Hoved stirrer ind i den graa Væg. Er det dog ikke forunderligt, at vi vil nægte vore Velgjørere, Dyrene i vore Stalde, de primitive Nydelser, som ikke er nægtet den værste Forbryder. Thi selv en Modermorder sover dog i sin Celle uden Lænker og faar daglig Lov til en Times Bevægelse i frisk Luft. Hvorfor være Dyrenes Bødler, naar vi med samme Lethed kunde være deres Velgjørere? Visti havde forlængst indset alle disse Skjævheder ved det gamle Opdræt, og han lovede sig selv, at én af hans første Reformer, naar han fik Gaard og Grund, skulde komme til at gaa ud paa et komplet Brud med den gamle Staldindretning. - Han troede, det gik an ogsaa for Bønder at anlægge Livet saaledes, at Døgnet blev én en Glæde, hvor det nu for de fleste var en træls Graahed. Og hvilke uendelige Kilder til Glæde havde ikke Bonden ligefor Haanden - i Behandlingen af sine Husdyr. - Hans Barndomshjem havde været alt andet end et Mønsterhjem, men i een Henseende var det himmelhøjt hævet over Nutidsbondens: I det Forhold, hvori Mennesket stod til Husdyrene. Hvor vemodigt var det ikke at tænke paa éns Bedstemor og den Omhu, hun kunde vise et sygt Lam, en forfangen Ko, ja blot en saaret Kattekilling. Det var ikke bare Nytten, der havde staaet den gamle for Hovedet; hendes Omhu for de smaa havde først og fremmest sit Udspring i Hjærtelaget; hendes Følelser krympede sig ved at se hendes firføddede Myndlinger lide og vantrives. Hvor mindedes Visti hende ikke levende, den gamle næsten altid sylrende Bedstemor, naar hun trippede over Brostenene med en lille syg, forkommen Gris i Forklædet; kommen ind i Stuen, svøbte hun den omhyggcligt ind i sin Uldklokke og stak den derpaa under sin storstribede Overdyne, idet hun med Forkjærlighed udsøgte det Sted i Sengen, der endnu var varmt efter den sorte Grødgryde. - Sandt nok, Sengen fik ikke altid den bedste Behandling af den lille gryntende Patient; men overfor et sygt Væsen - det kom for den gamles Sind ud paa eet, om det havde to eller fire Ben - maatte alle andre Hensyn vige; Bedstemor viste her det samme Sindelag som den gode Redningsmand, der kaster sig i den mudrede Pøl og yder sin Hjælp uden et Øjeblik at tænke paa om han er i nye Benklæder. Hvor beklageligt - syntes det ham - at Kvinden havde taget sine milde Hænder bort fra Dyrene! For det var jo det, der var sket i Nutidsbondens Hjem, til ubodeligt Tab baade økonomisk og moralsk. Hun, der var saa fortrolig med Behandlingen af det syge Barn, med alt det, der klynker og lider, hun som forstod alt det Spæde, alt det, der ikke havde Ord, kun Klynk for sit Savn, - forstod det i Kraft af sit Moderinstinkt - hun var gaaet sin Vej fra Dyrene; hun havde taget sin Barmhjærtighed bort fra Staldene, mens hendes Plads ofte indtoges af en brutal og haardsindet Dyrlæge, der snittede og skar, hvor der burde ha' været sleget og klappet. Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 75 af 99 www.gratisskole.dk
Page 1 and 2:
Arbejdets Glæde Navn:_____________
Page 3 and 4:
Page 5 and 6:
Page 7 and 8:
Page 9 and 10:
Page 11 and 12:
Page 13 and 14:
Page 15 and 16:
Page 17 and 18:
Page 19 and 20:
Page 21 and 22:
Page 23 and 24: Arbejdets Glæde Navn:_____________
Page 73: Arbejdets Glæde Navn:_____________
Page 99: Arbejdets Glæde Navn:_____________
show all

Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?