Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
ikke bød Dyret. Man bandt dets Hoved ned, saa det kun havde nogle faa Tommer Reb at slide i; undertiden
var man endogsaa haardhjærtet nok til yderligere at forøge dets Pinsler ved at slaa Rebet om dets Øre. Her
kunde det da staa Maaned efter Maaned uden anden Adspredelse end den at gumle Foderet, der kastedes
for det. Selv en bitte Kalv, der bare Dag gammel kan gjøre Hop og se saa nysgjærrig sødt ud af sine Øjne,
selv den lægger man ofte fra Moders Liv et stygt Reb om Halsen, saa den staar med sin lille duggede Snude
helt nede mellem sine Knæ; ja, der staar den lille Kalv i en Baas, der ikke er andet end en Retirade for dens
egne Udtømmelser. Dens Skarn klistrer sig til dens Krop; den er altid vaad, endda den altid maa gaa med
samme Trøje paa; vil den hvile, maa den synke ned i sine egne Udtømmelser, der er ingen anden Udvej;
det korte, snærende Bindsel gir intet Valg. Og dog er Dyret saa rent og pænt, og saa bange for at komme til
at ligge i noget stygt, saasnart det er overladt til sig selv. Hvad det lille Dyr maa lide legemligt og sjæleligt
bare ved den Ting altid at skulde indaande og vælte sig i sine egne Ekskrementer! - Hvor ækel den Sag er
Dyrene læres af den Omhu, med hvilken de gaar udenom deres Eget ude paa Ageren, hvor de lader selv den
saftigste Kløver urørt i Alens Afstand fra det forurenede Sted.
- Og saa at Dyret aldrig ret kan røre Hovedet og Fremparten, bare slynge Bagkroppen lidt frem og tilbage.
Det fejler ikke, at det staar med bestandig Hovedpine og Utilpashed.
Og den lille Kalv, som saa gjærne vil lege! Og det vil da forresten alle Guds Skabninger, især mens de er
unge. Men her, hvor det er bundet Uger, ja, Maaneder sommetider Aar i et fedtet Reb, der skjærer sig ind i
Huden, her er ikke Tale om Leg, her er kun Plads for det nødtørftigste Behov, mens det med syge Øjne og
tungt Hoved stirrer ind i den graa Væg. Er det dog ikke forunderligt, at vi vil nægte vore Velgjørere, Dyrene
i vore Stalde, de primitive Nydelser, som ikke er nægtet den værste Forbryder. Thi selv en Modermorder
sover dog i sin Celle uden Lænker og faar daglig Lov til en Times Bevægelse i frisk Luft. Hvorfor være
Dyrenes Bødler, naar vi med samme Lethed kunde være deres Velgjørere?
Visti havde forlængst indset alle disse Skjævheder ved det gamle Opdræt, og han lovede sig selv, at én af
hans første Reformer, naar han fik Gaard og Grund, skulde komme til at gaa ud paa et komplet Brud med
den gamle Staldindretning. - Han troede, det gik an ogsaa for Bønder at anlægge Livet saaledes, at Døgnet
blev én en Glæde, hvor det nu for de fleste var en træls Graahed. Og hvilke uendelige Kilder til Glæde havde
ikke Bonden ligefor Haanden - i Behandlingen af sine Husdyr.
- Hans Barndomshjem havde været alt andet end et Mønsterhjem, men i een Henseende var det himmelhøjt
hævet over Nutidsbondens: I det Forhold, hvori Mennesket stod til Husdyrene. Hvor vemodigt var det
ikke at tænke paa éns Bedstemor og den Omhu, hun kunde vise et sygt Lam, en forfangen Ko, ja blot
en saaret Kattekilling. Det var ikke bare Nytten, der havde staaet den gamle for Hovedet; hendes Omhu
for de smaa havde først og fremmest sit Udspring i Hjærtelaget; hendes Følelser krympede sig ved at
se hendes firføddede Myndlinger lide og vantrives. Hvor mindedes Visti hende ikke levende, den gamle
næsten altid sylrende Bedstemor, naar hun trippede over Brostenene med en lille syg, forkommen Gris i
Forklædet; kommen ind i Stuen, svøbte hun den omhyggcligt ind i sin Uldklokke og stak den derpaa under
sin storstribede Overdyne, idet hun med Forkjærlighed udsøgte det Sted i Sengen, der endnu var varmt efter
den sorte Grødgryde. - Sandt nok, Sengen fik ikke altid den bedste Behandling af den lille gryntende Patient;
men overfor et sygt Væsen - det kom for den gamles Sind ud paa eet, om det havde to eller fire Ben - maatte
alle andre Hensyn vige; Bedstemor viste her det samme Sindelag som den gode Redningsmand, der kaster
sig i den mudrede Pøl og yder sin Hjælp uden et Øjeblik at tænke paa om han er i nye Benklæder.
Hvor beklageligt - syntes det ham - at Kvinden havde taget sine milde Hænder bort fra Dyrene! For det var
jo det, der var sket i Nutidsbondens Hjem, til ubodeligt Tab baade økonomisk og moralsk. Hun, der var
saa fortrolig med Behandlingen af det syge Barn, med alt det, der klynker og lider, hun som forstod alt det
Spæde, alt det, der ikke havde Ord, kun Klynk for sit Savn, - forstod det i Kraft af sit Moderinstinkt - hun
var gaaet sin Vej fra Dyrene; hun havde taget sin Barmhjærtighed bort fra Staldene, mens hendes Plads ofte
indtoges af en brutal og haardsindet Dyrlæge, der snittede og skar, hvor der burde ha' været sleget og klappet.
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 75 af 99 www.gratisskole.dk