Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
"Ja, der er saa mange, mange andre Ting, a holder af ved dig; men det med jen si' Vilje - det er det vigtigste.
A vild' nødig, det skuld' siges om mig, te a var falden for et Pjokhoved."
"Jamen, du er saa møj stærkere end a, for saadan som du kommer her til mig, saadan kunde a aldrig vær'
kommen til dig. Ikke for det, a ett Snese Gange har haft det i mit ønske, men - - ja, det maa jo alligevel ha'
været Styrken, det har været for ringe bevendt med."
"Du har altsaa tænkt paa at linne min Dør, som nu a din?" "Aa-e, manne, manne Gaang'."
"Det var det, a var ræd for, du ikke havde." - Hendes Kys faldt nu som lld over hans Læber.
Lyden af deres Kys fulgtes lidenskabeligt af Lommeuhrets Dikken, som om det forgjæves anstrængte sig
for at holde Tal paa dem. Den lyse Maaneplet paa Væggen havde forskudt sig hen under en anden Bjælke,
hvor Vistis Uhrpude med guldindvirket "Pil og Hjærte" kom i Transparent. Øgene gumlede i Naborummet
og kløede de laadne Lænder, mens Hanegalet lød ud over den dugkølede Gaard.
Martha sov i Vistis Arm, med sit Hoved ind over hans Skulder, mens han laa vaagen og drejede i Tanken
hendes smigrende Ord om Styrken. Hans Lykke syntes ham umaalelig; hans Bryst var fuldt af Jubel under
Byrden af hendes Haar, og hans Blik videde sig, som laa han og stirrede op i Hvælvinger af Guld og Krystal.
Den Sommer døde Vistis Far. Han havde ikke ligget syg ret mange Dage; ingen havde tænkt, at hans
Bortgang var saa overhængende, saa man havde ikke faaet Bud til Visti, før det var for sent. Han var nu
paa Vejen hjem til Faderens Begravelse. Han havde en god Milsvej at gaa fra Stationen over øde Hede;
men der var saadan en Fred herude, saa han kunde faa sin Faders Billede rigtig tydelig frem i sit Sind, og
det syntes han, han trængte saadan til. Det var bleven lidt udvisket for ham, det Par Aar han havde været
ude, og nu kom Forholdet til Martha og druknede alt andet i sin Glans. Men som han her gik i Hedens
uendelige Stilhed, saa han igjen for sig Faderens gamle krumme og forslidte Skikkelse, der gik og nussede
om i den skjæve Gaard dernede ved den sivgroede og tottede Eng. Nu kunde han allerede begynde at skimte
Hjemmets Plads i Landskabet; derude hvor en blaa Dis slørede de langelige Bakkedrag, dér var det, ja.
En halv Mils Vej fra Hjemmet kom en luvslidt Skikkelse over Lyngen. Visti kjendte ham i lang Afstand;
det var Rævling-Søren; han var meget gammel nu, han maatte uafladelig tørre det ene Øje, der sammen med
Kinden var trukken skjæv i en Rørelse. Ellers var Søren ikke meget forandret. - Han kjendte straks Visti og
sa': "Ih Goddav, Visti! Du er bleven en grumme stavelired Kaa'l, siden vi saa hveranner sidst! - -
Nu, hvordan staar saa æ Avl inde i Groland? - Dør der mange derinde?" Begravelser havde jo altid været
Rævling-Sørens Lidenskab.-
"Ja, for var det sig saadan, a vidst' det, saa skuld' a saa gjærne skaffe en Krans ivissomda.
Nu begynder Rævlingbærrene jo at sværtes.
- Saa skal du nu hjem til æ Faa'rs Begravels'?" Søren talte om sligt som om en Hverdags-Forretning.
"Der vil komme mange Mennesker. Han var en jævnhen god bitte Mand. Men han var ett altid lige god
ved sig selv for en anden jen at tykk'."
"Hvad mener du med det, Søren?" spurgte Visti.
"Ja, du kjender vel nok di' Faa'r. Han blev jo saadan lovlig haard te æ Dram mod æ Sidsten; og det kunde
æ Gaard jo ett wal svare til, og Niels Peter da halvmindre. - Men det skuld' a jo ett gaa og flegre om, naar
Sønnen hører paa det."
Det var som om een havde givet Visti et Stød i Hjærtet. Aldrig nogensinde havde han hørt det før, at hans
Far drak.
"Har du det fra fremmede, eller hvad grunder du det paa," sa' Visti i en kjendelig ophidset Tone.
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 52 af 99 www.gratisskole.dk