Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
der et Flag, en pjusket lille Ting, og daskede begrædeligt mod Stangens Midte, mens et Par Krager under
gjennemtrængende Skrig byttedes til at besætte Flag-Knappen.
Det var en solstærk Dag i Aprils Begyndelse. Foraarets Porte var aabnede paa Klem, alles Øjne og Sind var
rettede ud ad mod Livet og de brede Marker. Folk var egentlig saa glade, men de kunde jo ikke være det
bekjendt ved en Lejlighed som denne. De kom mætte og opsnapsede ud fra Bordene og stilled sig op ad
Hushjørnerne i smaa Klynger og fik Ild paa Piberne og Hul paa Historierne.
Det kneb at holde den dæmpede Tone; en Gang imellem maatte en utidig Lystighed kvæles i Dølgsmaal;
da saa man et sprutrødt lattermartret Ansigt gjøre sig Anstrængelser for at dreje sig selv om i Nakken eller
dølge sig hen bag Hushjørnet og de andres Rygge.
Det var saamænd ikke for det der var saa meget at le af, men Vejret, Vejret! og især Solen, der ustandselig
krildrede én i Toppen og straalede tusind Forjættelser ind i Sindet.
Paa et Tidspunkt blev der ganske stille: da en lille bleg og tør Mand med Haaret strøget foran Ørene ligesom
søvngængeragtigt gik over Gaarden hen mod Ligets Stade i Vognhuset.
Ja, det var svært, som det havde taget paa Niels Peter. Det var ogsaa helt sært at tænke ved: For fire Aar
siden med til deres Bryllup, og nu kjørte de hende til Graven!
Ligskaren havde begyndt at sætte sig i Bevægelse. Vogn fulgte Vogn i en næsten endeløs Række; det var
svært at faa de havrefodrede Heste, der endnu ikke havde faaet Afgjøring paa Kræfterne ved Foraarsarbejdet,
til at gaa skikkeligt. Det var, som om ogsaa de havde faaet strentet Sol paa Hakkelsen.
Mangen en plump Skank gjorde et Kast mod Svingeltræet og havde svært ved at ordnes ind i Rækkerne af de
værdigt fremskridende Vogne. Toget sneglede sig hen over den grønne Toft, det ene Spands Muler ved det
andets Bagsmække. Nu og da lød en Plags Prusten, i hvilken den ligesom nøs Kraften og Utaalmodigheden
fra sig. Vognene var bredfulde af sørgeklædte; høje Hatte sad ned om gamle visne Øren som Jydepotter;
Kvindernes sorte Frynseklæder vældede ud over Vognhjulene.
- Paa én Gang standsede hele Skaren; der hørtes Bump her og der, hvor Vognstjærten rendte mod
Formandens Agestol. - Ih hvorfor holdt de endda! - Kvinderne, der sad bagerst og ved alt den Indpakning
fuldstændig havde ophævet Halsens Leddeling, søgte at skele sig til nogen Underretning ind imellem
Mændenes svajende Hatteuhyrer. Det var den forreste Vogn - den som Kisten var paa der havde foraarsaget
Standset.
Her sad kun Niels Peter og hans 3aarige Søn Visti. Niels Peter havde taget sig selv i Barmen og mærket,
at han havde glemt noget. I næste Nu stod han og Drengen ved Siden af Vognen. Han slog Tømmen om
Hjulnavet og bad den lille ikke komme for nær til Hestene, mens han løb hjem.
Den lille sorte Mands besværlige Løb over den vaade Toft i modsat Retning af Vogntoget tog sig sært ud;
hans Tæer var stærkt indaddrejede, hans Knæer var foroverrettede, hans haarde Støvler slog nu og da hult
imod hinanden under Løbet. Folk kunde ikke lade være at skumle over denne Uregelmæssighed i Ligfærden,
især paa de bagerste Vogne, hvor der ikke var nogen af Familien.
Det var nok Muldsedlen han havde glemt, og den kunde jo blot han finde. - Ja, det lignede jo Niels Peter:
saadan havde han altid været, et bitte Nosselhoved, som der var ringe Sæding ved. Han havde haft en god
Støtte i An Mari'; hun var en anden Slags Menneske; hun vilde tifremm' ad, mens hun levede. Men nu var hun
jo taget hen; hvem skulde nu holde sammen paa det? Og æ bitte Knægt - ja, han havde jo æ Gammelmuer,
men hun skulde jo snarere selv trænge til Hjælp, sølle Hjavl, end gi' andre Hjælp.
Nej, det saa saamænd pojed ud til Niels Peters, det var vist det gjorde!
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 3 af 99 www.gratisskole.dk