Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
Martha sa' gjennem sin Hulken: "Hvi skulde vi nu ogsaa gjøre dig Fortræd med vor Glæde i Jaes. A vidst'
jo godt, du kund' aldrig støtt' det mindste Kieren paa de sølle syge Ben."
"Vidst du det! Hvor kund' du da ved, hvad a ett vidst' selv." "A kund' jo se, hvordan det var fat med dig,
naar a var inde at lette under dig. Men en kund' jo aldrig sige dig nogen Ting, som ikke gjorde det værre,
end det gjorde det bedre."
"Aa nej, vi Folk her i Tidselbjærg vi kan wal brækkes, men vi blev ett skabt til at bøjes! Men gaa nu i din
Seng, mi' Baa'n, og lad mig ligge. A har jo selv valgt min Plads."
Det blev en ond Nat for den gamle Jørgen Tidselbjærg. Hans Tanker havde hidtil altid været rettet udad,
nu kom de og rettede Spydet mod ham selv. Alle sa' de: Nu er du en Krøbbel, Jørgen; ringere end noget
andet Menneske; langt ringere end baade Skrædder Peiter og Lamm' Soren. Og du har dig selv at takke for
det. Du havde et Helbred som en Dragon-Hest, og nu er der ikke saa megen Stivelse i Benene som i et Par
Læderbukser. Saadan havde han faaet det lavet med Kroppen, men nu Sjælen? Jørgen kastede sig haardt i
Sengen, som haabede han at sno sig fra det; men nej; det forfulgte ham - som Tandpine!
Hvordan havde han handlet med sine Aandsevner? Var han ikke ogsaa i den Retning et sølle ring' Mennesk'?
Jow saamænd var han det. Hvad havde han vel faaet ud af Livet med de Gaver, som han var født med?
Maatte han ikke skamme sig, saa lidt det var bleven til med ham. Som nu hans Kone, den sølle Kvind!
Ja, hun gik jo fra Samlingen, det var nu det, det var. Men kund' han ikke ha' baaret lidt mere over med hende,
inden hun stent rent ikuld? Aa, hvor var hun en ynde Pig'! Da troed en jo aldrig, si' Lykk' skuld' faa End'.
Men tho den fik endda End'. Aae-ja, gjord' en det. Og Søren - aae, bitte Søren! - - Her randt hans Hjerte
fuld af Graad, der ingen Lise vilde gi' ham. - Du har ikke været af mine Tanker nogen Dag, siden de fandt
dig i æ Trug. - Niels? - skid' med Niels; han var en Dogger fræ æ Framend' aa. Han forstod sig ett paa nowe
Slaws Lig'; det var æ Muers Sindlav i alle Maader; havde han gjort ham Uret - og det sa' jo Martha saa laa'
der en Sparekassebog til ham paa 20,000, om han vild' hent' den. Hent' han en ett inden fire Aar var gaaet,
saa skuld' de gaa til den fri Fattigkasse. "Nej, bitte Søren, - haaj a beholdt dig, saa haaj det Hele staaet paa
andre Nagler. Og dig har a selv drevet i Døden! Naar a kund' handle saadan mod det bedst', a ejed, hvad
kund' a saa ett hætt' paa mod alle andre! A har jo vel hjulpen en fattig Stønnis nu og da, naar han rend' til
mig ved et Dige, og han ett haaj Brød til æ Børn - a tror endda ogsaa, a engang hjalp den her tovle Skædder,
der nu humper i æ End' a æ Sjællænder - men skuld' der vær' noget stort i det for en walholden Mand at gi'
en fatte Dæwel en Haand, naar han trængte! Den i i der kunde tærske 100 Traver Rug - han skulde rose sig
af, te han havde kylt en Haandfuld Spildkorn ud til Spurvene!" Nej, han havde saamænd ikke hjulpet noget
Menneske, saa det var værd at gjøre no' Skej af. Og nu kom han heller ikke til det mere, for det her kom
han ikke fra, i Dag havde han faaet hans Dødsdom, det kund' han føle i alle hans Lemmer. - Aa, ja, ja, ja!
- Hvad var det, der spændte saadan om éns Hjærte, som han laa her i Maaneskjæret? Var det alle de gode
Gjærninger, som han kunde og skulde ha gjort, men som han havde spærret inde bag et Gitter af Trods!
- Aa, hvad skuld' alle de Bebrejdelser til; nu var det jo altfor sildigdags te at vende Ploven og begynde et
nyt Béd; han havde gjort hans sidste Omfure. - Skjønt han nu havde ligget i Sengen i syv Aar, havde han
aldrig følt sig saa træt som i Nat. Han var i sine Ben, som havde han gaaet hundrede Mil, og saa var han
dog ude af Stand til at flytt' en Fod.
Her hørtes en svag Lyd; han rejste sig besværlig op paa Albuen og lyttede; en Kvist i Pilen udenfor hans
Vinduer gned sine smaa hvide Vanter ind imod det mørke Glar. - "Ja, nu kommer der en skjøn Tid, for alle
andre saanær som mæ. De vil blive tidlig til Farts med dje' Saaning i Aar; det har a set paa æ Kjeldbom."
Saa laa han igjen stille. Men paa een Gang rejste han sig brat over Ende med alle Sanser spændt til det
yderste. - "Aa, Herregud!" sukkede han, mens han blev ved at lytte: Vildugletrækket havde naaet Jyllands
Kyster. - Et tusindstrænget Instrument klimprede oppe i Maanelyset over de slumrende Gaarde; det lød fint
og sprødt, som naar den sidste Is ringler tilfjords paa de sorlende Bølger i en af de krumme Engbække.
Jørgen kjendte hver Tone i dette natlige Orkester; Hjejle og Vibe, Ryle og Klire - de var hans fortrolige
Omgangsvenner fra hans første Barndom.
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 82 af 99 www.gratisskole.dk