Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
"Haar a syndet imod dig, Far! Skulde a være kommen noget før hjem til dig? Nu er det i hvert Fald for sent
for os to at snakke om det. Og hvis a var kommen - kund' a ha' hjulpen dig? Vilde du ha' taget imod min
Hjælp?" Han kom til at tænke paa, at ligesom han nu stod og talte over en Afgrund, saadan havde han altid
gjort det ogsaa i Faderens levende Live. Hvad var det for Magter, som vilde, at to Mennesker af samme
Kjød og Blod, som tørstede efter at kjende hinandens inderste Væsen, dog aldrig rigtig kunde naa det? De
fleste Mennesker - de gik med deres Skatte som inde i en Sten; man hamrede paa Stenen og hørte det klinge,
men hverken de selv eller andre kunde komme ind til Skatten. Saadan havde han haft det med sin Far, der
nu laa her under disse hængende Vipper og ventede paa den sidste Haandsrækning.
Hvad Mening var der i at gi' os Skatte, som vi ikke kunde løfte? Hvorfor forene to Skæbner, naar de aldrig
maatte naa ind til hinandens Forstaaelse? Det var, som om Visti saa det hele først nu i sit rette Lys: Faderens
Liv havde været en bestandig Skuen tilbage imod Hustruens Grav; Visti, der aldrig rigtig havde kjendt
denne Mor, havde sine unge Øjne fremadrettet. Men to Mennesker, der ser til modsat Kant, kan ikke ret
længe følges ad. Visti hviskede endnu tættere Faderens Øre:
- "A tyt jo ogsaa, a maatt' ha' Lov til at tænke en bitte Krumm' paa mig selv; a ment jo, a haaj en bitte
Gjærning at gjøre foruden at være min Fars Søn. Men det kan jo være, te det kun var min Vigtighed. Saa
vil a bede dig om Forladelse, Far!" - Endnu engang la' han sin Haandbag imod Faderens indsunkne Kind;
men Graaden sprængte nu alle Dæmninger, saa han maatte anvende hele sin Viljestyrke for ikke at henlede
andres utidige Opmærksomhed paa sig og sin Sorg.
Ligfølgets Deltagere begyndte at draabe sammen. Gaarden var snart en surrende Kube med Vogne og Folk.
Visti kjendte dem alle og tog mod enhvers dvælende Haandtryk, hvori Tavsheden talte. Ogsaa Farbror Palle
kom lille og stille hen, hvor Visti stod; han var nu en svær gammel Mand, men for lille til at krummes.
Haaret var redet sirligt foran Ørene. Tiden havde skaaret dybe Furer ved Næseroden. Han tog Stumppiben
af Munden, rakte ham sin lille benede Haand uden Ord; men som han skulde slippe, drejede han sine smaa
ubestemmelige Øjne fra Visti og om mod Ladelugen, hvor Broderen laa; i det samme brast han i Graad. I
denne lille ordløse uvilkaarlige Drejning var det, som Visti saa hele sin Fars Liv.
Visti gik længere ind i Gaardvinklen for at være lidt ene. Her stod han og saa ud over de forsamlede. Det
havde aldrig slaaet ham som i Dag, hvilken mægtig Forskjel der var mellem disse Hedeslidere her og saa
Folkene ovre, hvor han nu tjente. Her saa man ikke en eneste Mave, ingen Hudvalker og ingen Dobbelthager;
idet mindste ikke hos Mændene. Alt var her omsat i Nytte; Sener, Marv, Knokler. Mændene var som skaarne
ud af deres sandede Jorder. I deres Ansigt og Legemsbygning syntes de at gjemme en sørgmodig Fortælling
om deres endeløse Kamp for Føden. Der var ikke et Savn, de ikke havde prøvet, ikke en Anstrængelse,
de var gaaet af Vejen for; men deres Sind var fuldt af Overbærenhed og Skjælmeri. Om Søndagen maalte
de Kirkestien med kønrøgsværtede Træsko, men de søgne Dage var et eneste Brydetag med Skæbnen og
den karrige Jord.
Da det rygtedes, at Visti vilde sige nogle Ord ved sin Fars Kiste, var Loen i et Nu fyldt med Hoved ved
Hoved: Visti gik hen til Faderens Hovedgjærde og begyndte med skjælvende Mæle: "A er jo ett meget vant
til at tale, men a tykkes, a maa sige et Par smaa Ord, inden vi bærer min Far ud af den her gamle Gaard, hvor
han har gaaet Skjel om Skjel med de fleste af jer snart i al hans Tid. I kjender ham jo snart ligesaa godt som
a selv; hans meste Liv blev jo - som da enhver Bondes - ført for aabne Luger. Han hørte til dem, der ikke
holdt af at sidde i Bænkkrogen mer end haardt nødvendigt. Det Skudsmaal er a vis paa, I vil bestyrke mig
i at gi ham, te han var en ualmindelig biel og stræbsom Mand. Ja, a maa sige, a har næsten aldrig truffen
saa flittigt et Menneske; de Dage, han har ligget ledig, er snart talte. Saa efter det burde han jo ha' været en
baade velholden og lykkelig Mand. Men ingen af Delene var han jo, Gud bedre det. I Dag tykkes a, hans
Ansigt for første Gang har den Fred over sig, som a kunde ha' undt ham, mens han levede. Nu staar vel
ingen selv helt for den Lykk', han skal ha'. Men naar a skal forklare mig, hvorfor min Far aldrig naaede
at blive et lykkeligt Menneske, en Mand, der var glad ved sin Gjærning, saa kan a vanskelig finde anden
Forklaring end den, te han savnede enhver Plan saavel for hans Liv som for hans Sliden; det er det, a tykkes,
a har lært, saa ung a er - siden a kom her hjemmefra, te der kan ingen Lykk' eksistere her paa Jorden uden
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 54 af 99 www.gratisskole.dk