Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
en Masse. Selv Skjærveslageren sad jo bag Skjærmen og snakkede med Stenen, mens han drejede den i
Haanden for at faa dens bedste Side op; Røgteren snakkede med Køerne, gav dem Kjæleeller Øgenavne,
karakteriserede dem snart i Skjæmt og snart i Vrede. Kun de onde og skulende blandt ens Tyende slog
Dyrene i Tavshed - og det gjorde anderledes ondt. Hestene saa saa skræmte ud ved saadanne Hug. De blev
aldrig nær saa rædde, naar man lod Munden gaa.
Den Dreng, der bar Roer ind og sparkede Koen paa Benet, før han havde varskoet hende, han blev ikke
gammel i Vistis Brød.
Saa drog Tankerne ad nye Veje; han var jo ikke kommen herop for at hæfte ved en enkelt, men netop for at
gi' dem det frie Løb, som Hverdagen med sit tvungne Slid ikke kunde tillade. Det var vel netop Hviledagens
Velsignelse, at den satte vor Is i Drift. Man fik sine Ideer om Søndagene, men man maatte pænt ud og
realisere dem om Hverdagene, ofte i Kamp og Sved. Men Fritid var ligesaa nødvendig som Mad. Naar
Arbejdet gik daarligt for en af Vistis Folk, kunde han sige til ham i ramme Alvor: Trænger du til at sove?
Gaa saa bare hjem og læg dig! - Han troede ikke paa Værdien af det Arbejde, der ikke var gjort med et glad
Sind. Dovenskab - den vidste han nok, der eksisterede; det havde han altfor mange sørgelige Eksempler
paa. Han var selv til Tider ganske luddoven. Det var de sørgeligste Tider i hans Liv, da han intet gad, og
intet formaaede. Men han behandlede den som enhver anden organisk Lidelse, som et Ildebefindende alle
kan blive Offer for. Han fandt for sit eget Vedkommende hyppigst dens Aarsag i en eller anden diætisk
Forsyndelse.
Blev den hævet var han atter arbejdsglad. Hvorfor skulde ens Folk da ikke ha' det paa samme Maade?
Hvorfor skulde Dovenskaben altid tydes som en Last, naar den fandtes hos Tyende og Daglejere, mens man,
naar det gjaldt én selv, altid kunde finde en nærliggende ydre Aarsag. Jo mere man kunde behandle ens
Folk som sig selv, jo mere man kunde indgyde dem Sans for Hygiejne og Properhed med deres Legemer,
jo sjældnere vilde man paatræffe Dovenskab. Visti havde nu altid fremskyndet sine Folks Lyst til at bade;
det var vidunderligt, hvad det friskede; hvor det efterhaanden drev enhver Sløvhed paa Flugt, saa endogsaa
temmelig indgroede Døgenigter blev kvikke og arbejdsduelige. Kapløb og Boldspil havde Iltoget af den
samme Virkning. - Men ellers var Tyendespørgsmaalet den store Drage over hans Gaard og alle Gaarde.
Der var Tyende, der vilde opføre sig som Æsler, om saa de blev behandlede af Himlens Engle; det var mest
den Type, der havde faaet deres Opdragelse paa Herregaardene under Eder og Prygl. Der var andre, som
man med den bedste Samvittighed kunde betro Gaard og Gods, Plag og Ko, vore Værdier, vore Børn, alt
det vor Lykke og Velfærd var knyttet til; var den Tyendetype ikke til enhver Tid i overvældende Flertal, da
maatte Samfundet under de nuværende Forhold simpelthen falde i Smuld.
Forøvrigt imødesaa han en Tid - saa farlig langt henne kunde den næppe være - da ingen mere skulde tjene
af Nød og Trang, men enhver Familiefar skulde kunne gjøre Krav paa saa megen Jord, som han og hans
Børneflok kunde leve af, til den selv stiftede Hjem.
Da vilde man ikke mere opleve det Børnemisbrug, der er et af Tyendeforholdets sørgmodigste Sider. -
Beholder ikke Storken og alle andre Fugle deres Unger hos sig, til de er modne og flyvefærdige? Kun
Mennesket nødsages til at sparke Ungerne ud af Reden, før Dunene er udviklede og Svingfjerene har
Bærekraft.
Vil de saa tjene, da gjør de det af eget frie Valg som Gaardmændenes Børn nuomstunder? - Visti indsaa
vel, at dette vilde kræve en hel anden Jordfordeling end den nu gjældende; Øksen vilde ikke alene lægges
ved Roffen af Herregaardene, men ogsaa en betydelig Del af Bøndergaardene maatte lade sig partere. Men
deri saa han intet Ondt. Hvad var vel naturligere, end at Jorden gjordes mere og mere "flydende", at den
lod sig skubbe ud og ind efter Befolkningens Stigen og Falden. Begrebet den laste Jord, den uafhændelige
Ejendom, havde været én af de virksomste Faktorer ved Dannelsen af det Proletariat i By og paa Land, der
nu foruroligede sig selv og Verden. Jordgnieren, der ikke kan afse en Skovlfuld Muld af det, hans Papirer
lyder paa, er ligesaa uhyggeligt et Fænomen som Sagnenes Lindorme, der hensigtsløs lagde sig tilrette paa
Skatte, der skulde ind i den almindelige Cirkulation.
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 84 af 99 www.gratisskole.dk