Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
Og saa saa usmagelige de Folk kunde være! Stod nu ikke her én af Skolens anseteste Lærere tre blanke
Søndage efter hinanden paa Skolens Kateder og talte om sin afdøde Hustru, der havde været en skikkelig
og ligefrem Kone, som havde stoppet hans Strømper og redt hans Seng, men ellers ikke havde det ringeste
Krav paa at beskjæftige nogen uden for den nærmeste Familie. Foredragsholderen græd, som var han pisket,
flæbte tilsidst saa umaadeligt, at Foredraget maatte rent afbrydes; næste Søndag begyndte han forfra paa
samme Emne. Det blev et Væddemaal mellem Eleverne, om han nv vilde være istand til at føre Foredraget
tilende eller muligvis ogsaa denne Gang vilde kvæles i sin egen Medynk.
- Visti havde den dybeste Respekt for den ægte Følelse, men den hæslige afskaarne Blomst,
Sentimentaliteten, der har staaet i Glasset saalænge, at den stinker, uh, der lugtede jo af den over hele Skolen!
Paa denne Baggrund kunde han bedre forstaa en Jakob Sjællænder og alle hans forlorne Talemaader. Her
var jo i Virkeligheden det Kolkekjøkken, hvori Jakob havde fyldt sig indtil Ræben. Og saadan gik en hel
Sværm af vore Dages Bønder omkring med Munden fuld af Laaneord; saa ængstelige for at komme til at
vise noget af deres eget. Thi hvor var det i Jakobs Mund, der var hans eget. Men hvis var Skylden? Havde
Skolen nogensinde kaldt paa det? Kaldte disse Skoler overhovedet nogensinde paa, hvad der var Bondens
særlige Eje, hans Natur- og Hjemstavns-Kjærlighed, hans Dialekt, hans herlige Lune, hans Sans for de store,
rene Linjer i Livet og Tingene?
Hvilken af Lærerne havde taget sit Udgangspunkt i Bondens egne medfødte Muligheder?
- En Stræng gned de alle paa, til den skreg - den religiøse. Deres Religiøsitet skreg til Himlen, men ogsaa
den skreg falsk, grundfalsk! Thi Bondens oprindelige Tro, det var ingen Højskoletro men en Skæbnetro,
altsaa i sin Bund en instinktmæssig Forstaaelse af, at vi og al vor Væren beherskes af ubøjelige Love, hvori
ikke de hedeste Bønner kan rokke den mindste Flis.
Saadan arbejdede Visti sig længere og længere ind i sin Uvilje mod denne Skole og dens selvglade
Forstander. Skolen sagdes engang I en fjærn Fortid at have tilhørt de adelsstolte Galte. Forstander Rætsel
traadte nu - som fordum Diogenes - Galtenes Hovmod under Fod med en endnu større Hovmod. Rætsel
tilhørte en stor sværlemmet Bonde-Type; han gik paa brede, højnordiske Bjørnepoter, der ligesom hans
Skoleprogram havde en indadvendt-kristelig Retning. Naar han ledede Morgenandagten, gjorde han det
med en saadan Udfoldelse af Stemmemidler, at Spurvene fløj væk af Skolegaarden og ikke viste sig mere
den Dag. Ligesom visse højtstaaende Personer iskrev han sig kun med eet Navn. Om det var For- eller
Efternavn maatte staa hen.
Det var i hvert Fald ikke Visti bekjendt, at han havde sagt blot eet Ord, som han fandt det værd at huske,
eller som kastede nyt Lys paa aldrig saa ringe en Ting.
Disse Skoler havde forlængst overlevet sig selv. Ja, det syntes Visti. - Bonden duede i det Hele taget ikke til
at sidde paa Skolebænk; han var et Friluftsvæsen, som maatte gjøre sine Erfaringer i aaben Mark; i Skolen
sad man bare og samlede Fedme, saa Knapperne spændte om Livet, - gik Knæerne større i Bukserne og intet
videre. Bonden maatte opøvestil selv at læse istedetfor at spidse Munden efter Theologernes Tyggemad. Een
Times god Læsning var efter Vistis Erfaringer mere værd end en hel Uges Skolegang. Han saa endnu for sig
hele den lange Række af populære naturvidenskabelige Bøger hjemme i Jørgen Tidselbjærgs Dagligstue.
Det havde for ham været en Kilde til stedsevarende Glæde. Sæt Bonden i Forhold til Bogen; lad ham selv
kjøbe den, selv skjære den op, selv prøve paa at forstaa dens stringente Bevisførelse. Med Sejrsglæde vil
det da efterhaanden gaa op for ham, at han udmærket fatter det hele paa egen Haand, at han har en Hjærne,
der ikke blot kan tumle med Klid og Kraftfodring, men at han - uden Mellemmand - kan læse og beundre
de Ord og Forestillinger, der som fra en traadløs Telegraf kommer til ham fra Verdensgenierne og de høje
Aanders Værksteder.
Nej, Skolens Tid maatte være forbi, i hvertfald for Bønder; dels var det et altfor dyrt Apparat, dels var det
sletvirkende, hvor ikke det var - som det var hyppigst - ligefrem til Forkvakling.
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 68 af 99 www.gratisskole.dk