Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
"Kan du se," sa' Visti og pegte til Siden imed Svøbeskaftet. "Den er jo endda et Stykke henne!" Togøjets
Straaler var nu som lange Lanser, der stødte i Navene og prak mellem Egerne, som vilde de løfte det
undslupne Bytte ud af Agestolen.
Fra den Stund var Visti fritaget for Kujonnavnet baade af Husbond og Medtjenere.
Sommersolens hvide Straaler hoppede hen ad Mønningerne paa Jakob Sjællænders Gaard, sugedes ind af
dens røde Teglvægge, saa disse ved Berøring næsten brændte Hænderne, sydede og boblede i de mange
Møddingdamme foran Porte og Gaardsled, saa de kogte over med Stank, der pirrede Næsen med døvende
Kvalme. Jakobs Gaard lignede nærmest noget, der ved et Tilfælde var tabt bag af en Vogn ned i Skidtet,
hvor det siden var bleven liggende. Lugerne hang paa een Hængsel eller laa plat ned i Sølen ved Murens
Fod. Hjulspor paa en halv Alens Dybde stod allevegne med bævrende Rande i Mudderet sammen med
Træskotrad og Hestesko. Allevegne var der et og andet, der laa og sivede Raaddenskab fra sig og forgiftede
alle grønne Spirer omkring sig. Svinene gik i flokkevis omkring Hushjørnerne og gryntede frydefuldt til
hverandre og befandt sig som i et Svine-Paradis, borede Snuderne kvarterdybt i Møget, løftede engang
imellem Trynen og smaskede paa Stanken med Kjendermine, klappede Fluerne bort med Ørerne og rodede
videre. En Ronnivædder havde fundet en skyggefuld Plads henne bag nogle væltede Vognfjæl; her havde
han saalænge staaet og kløet Panden mod en Klynge visne Burrer, at Toet foran nu rev som en gammel
Karte. Nu kom en Flok Ænder vrikkende og vraltende frem af det østre Gaardsled; af deres forvirrede
Træden hinanden over Tæerne og de mange skjæve Øjekast bagud og til Siden skjønnedes det, at der maatte
være noget i Anmarch.
Ganske rigtig: to Mænd kom i dyb Samtale inde fra Gaarden og fortsatte ud ad den plørede Vej.
Den ene var en bred, tæt Skikkelse i et graat Vadmelssæt, der sluttede ilde omkring ham og laa i tunge
Valker over Ryg og Lænder; den anden en lang, ludende, spinkel Fyr med skarpe Træk og noget forlæst
ved Øjnene. Han var i elegant Sommertøj og havde en - i flunkende ny Straahat paa Hovedet.
Det var Jakob Sjællænder og hans Feriegjæst, stud. mag. Ole Sig. Sigs Far og Jakob havde været Soldater
sammen; deraf Besøget.
Jakobs Øjne var blaa som en sjællandsk Indsø; han talte ustandseligt, i et kortaandet, springende Sprog,
der gjorde Indtryk af at være stærkt paavirket af ældre Aargange af "Højskolebladet". Engang imellem løb
han istaa, og mens han febrilsk aabnede og atter lukkede Laaget paa sit Pibehoved, der var forsynet med de
sønderjydske Piger, der "forglemmer os ej" - slog han tungt ud i Luften som for at gi' Ordene større Eftertryk.
Jakob havde vendt sig om efter sin Gjæst, der var noget uvant til at balancere mellem saa meget Mudder i
de gule Sommersko, mens Jakob stempede sine Træskospor efter sig, dybt og fast som et Firmamærke.
"Det var no' jeg kom til at tænke paa, da vi sad ved Kaffen," sa' Jakob, da Sig var naaet hen paa Siden af
ham - "at Gudsfolkets Stilling egentlig er saa mærkelig, ret saa mærkelig! Hvad synes du?" Sig saa lidt
uforstaaende i Vejret, dels ved Spørgsmaalet, dels ved dette "Du", der rejste Bymenneskets hele Ubehag.
Jakob mærkede det og sa': "Ja, jeg siger saamænd "du"; jeg synes altid, det gjør Samtalen ligesom mere
inderlig."
"Maaske for Dem. De maa dog ikke vente, jeg straks skal gjøre Gjengjæld. Det er mig altfor - om jeg saa
maa sige - uvant."
"Jaja; du maa naturligvis selv vide, hvorlangt du kan gaa uden at blive uærlig mod dig selv. For det er
Hjærtet, der skal raadspørges i den Slags Forhold. Men fortæl mig nu noget nyt fra Hovedstaden. Er det
ikke saadan lidt sløjt med Livet derinde?" "Jeg tror dog, de fleste vil finde, at Kjøbenhavn har mer end Liv
nok," svarede Sig lidt usikker om, hvor Jakob vilde hen.
"Ja, jeg mener jo saadan med Folkelivet," sa' Jakob og betonede meget stærkt.
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 43 af 99 www.gratisskole.dk