Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
Hans Kone havde han ikke Behov at bede om at komme i Staldene; fra Barns Ben færdedes Martha der
hjemmevant; det var næsten den Side af hendes Væsen, han omfattede med størst Kjærlighed og Beundring,
hendes Forhold til Dyrene. Martha betragtede alle nyfødte Dyr paa Gaarden som sine Myndlinger; der kunde
ikke fødes hverken Føl eller Kalv, hverken Lam eller Gris, før Martha var ved Haanden; det hørte til de
store Sjældenheder, at et lille Dyr døde i Vistis Gaard; de trivedes alene ved hendes Haands Varme.
Bedst som hun gik ved sit Arbejde, kunde hun spøgende sige: "Jeg skal ud i min Pogeskole." Og der blev
et Halløj, saasnart de smaa bare hørte hendes Trad i Gangene eller saa hendes Skjørt om et Hushjørne.
Ingen Steder mødte Visti hellere sin Kone end i Staldene, for ingen Steder var hun saa uimodstaaelig skjøn
og sød, som naar hun gav Kalven Brød, eller dæggede et moderløst Lam, eller sad med sit Forklæde fuldt
af nyudrugede Ællinger.
Nej, Kvinden maatte atter tilbage til vore Stalde; for Dyrenes Skyld og for hendes egen med! Thi hvor var
Bondepigen ikke bleven bleg og ufrisk, siden hun trak sig ind bag Urtepotterne til Brodérsaks og Hæklenaal.
Ogsaa hendes Sjæl havde lidt derunder; saa hun var bleven sippet og tør, gold og korrekt, hvor hun før
havde været sprudlende og djærv. - Ofte faldt det Kvinden vanskeligt at følge Manden i hans Dont; men
i Bondens Gjærning kunde hun, om hun vilde det. Hvorfor vilde hun da ikke mere? Hvem havde hvisket
Bondens Datter den Djævel i Øret, at det var finere "at sidde Smuk" i en Dagligstue end at løbe sig Rødme
til mellem levende Skabninger, der trivedes under éns Haand.
Nej, Kvinden maatte atter blive Mandens Medhjælp ved Mælkens Sining som bag Høstens Le! Da vilde
Arbejdet paany gi' sin Dyrker den sunde Glæde, uden hvilken Livet mister sin Rødme og Lykken sin Ømhed
og Glans. - Visti kom aldrig ind paa disse Tanker, uden at han i Taknemlighed mindedes sin Bedstemor. Han
bildte sig ind at ha' arvet denne gamle Kvindes Sind imod Dyr, og han syntes, han var bleven saa rig derved.
Tidens Tendens gik i Retning af at behandle alle Ting summarisk - Dyr ikke mindst - men han havde været
Bonde længe nok til at erfare, at den blev lønnet dobbelt, der havde Gaver til at omgaas Dyrene som Enere,
som Individualiteter. Hvorfor fik Smaamanden forholdsvis mest ud af sin Besætning?
Fordi han ikke blot tog Hensyn til nogle Procenttabeller om Tørstof og Kulhydrater, men var agtsom
paa Sindelaget hos sine Køer og Humøret hos sine Spædekalve. Et venligt Stryg om Koens Kind gjorde
sommetider ligesaa megen Nytte som Koppen fuld af Klid.
Naar Visti gik ned gjennem sine Stalde, blev der et farligt Leben i Baasene; Dyrene rimmede, drynede,
brægede, og gav ved ethvert Middel tilkjende, at de var saa glade ved at se ham. Og det skulde være en
mærkelig Bonde, som den Bevidsthed ikke gjorde godt. Visti kunde ved et eneste Blik ud over Stalden
skjønne, om alt var, som det burde være. Hvert Øjeblik gik han op i Baasene og linnede ved et Klaptræ eller
følte, om Bindslet ikke snærede for stærkt om de bløde Nakker. En Dag kom han ind i Nødset og saa, at én
af Køerne havde begyndende Fødselsveer. Koen, som stod ved Siden af den, - en gammel prøvet Dame med
et Utal af Ringe ved Hornroden, slikkede ustandselig den syge i Panden og drynede saa langt og klogt ind
imellem som for at trøste Staklen i dens Kamp for Livet. Den lange ru Tunge søgte længere og længere ned
om Ørerne med dybe inderlige Strøg. Det var nu Koens Form for at kjærtegne. - Saadan et "menneskeligt"
Træk hos en gammel tungmavet Ko kunde gjøre Visti godt i mange Dage.
Og nu var han altsaa naaet til det Øjeblik, hvor han første Gang skulde prøve denne indgribende Reform, da
hvert Bindsel skulde overskjæres, og hvert Dyr faa Lov til at rejse sin Nakke efter dets Bestemmelse, saa
højt og saa frit, det vilde, og drikke al den Lys og Luft, det kunde. - Tanken havde ruget i ham længe, men
fuldmoden blev den først i hine Foraarsdage i Zoologisk Have. Her saa han den jo ført ud i Virkeligheden.
Her gik Dyrene i en aaben Stald med fri Adgang til en Fenne udenfor. Ja, de Folk havde Øje for Dyrets Tarv
og Værdi, de vovede ikke at stænge det inde i klumre Rum, langt mindre lænke det med tykke Reb til et
Bæssingtræ. Naturligvis var der enkelte ondskabsfulde Eksemplarer, som maatte ha' deres egen Behandling;
dem straffede man med Enecelle og berøved dem saaledes Fordelen ved "honnet Selskab".
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 76 af 99 www.gratisskole.dk