Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

More documents

Recommendations

Info

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____ "Haar a syndet imod dig, Far! Skulde a være kommen noget før hjem til dig? Nu er det i hvert Fald for sent for os to at snakke om det. Og hvis a var kommen - kund' a ha' hjulpen dig? Vilde du ha' taget imod min Hjælp?" Han kom til at tænke paa, at ligesom han nu stod og talte over en Afgrund, saadan havde han altid gjort det ogsaa i Faderens levende Live. Hvad var det for Magter, som vilde, at to Mennesker af samme Kjød og Blod, som tørstede efter at kjende hinandens inderste Væsen, dog aldrig rigtig kunde naa det? De fleste Mennesker - de gik med deres Skatte som inde i en Sten; man hamrede paa Stenen og hørte det klinge, men hverken de selv eller andre kunde komme ind til Skatten. Saadan havde han haft det med sin Far, der nu laa her under disse hængende Vipper og ventede paa den sidste Haandsrækning. Hvad Mening var der i at gi' os Skatte, som vi ikke kunde løfte? Hvorfor forene to Skæbner, naar de aldrig maatte naa ind til hinandens Forstaaelse? Det var, som om Visti saa det hele først nu i sit rette Lys: Faderens Liv havde været en bestandig Skuen tilbage imod Hustruens Grav; Visti, der aldrig rigtig havde kjendt denne Mor, havde sine unge Øjne fremadrettet. Men to Mennesker, der ser til modsat Kant, kan ikke ret længe følges ad. Visti hviskede endnu tættere Faderens Øre: - "A tyt jo ogsaa, a maatt' ha' Lov til at tænke en bitte Krumm' paa mig selv; a ment jo, a haaj en bitte Gjærning at gjøre foruden at være min Fars Søn. Men det kan jo være, te det kun var min Vigtighed. Saa vil a bede dig om Forladelse, Far!" - Endnu engang la' han sin Haandbag imod Faderens indsunkne Kind; men Graaden sprængte nu alle Dæmninger, saa han maatte anvende hele sin Viljestyrke for ikke at henlede andres utidige Opmærksomhed paa sig og sin Sorg. Ligfølgets Deltagere begyndte at draabe sammen. Gaarden var snart en surrende Kube med Vogne og Folk. Visti kjendte dem alle og tog mod enhvers dvælende Haandtryk, hvori Tavsheden talte. Ogsaa Farbror Palle kom lille og stille hen, hvor Visti stod; han var nu en svær gammel Mand, men for lille til at krummes. Haaret var redet sirligt foran Ørene. Tiden havde skaaret dybe Furer ved Næseroden. Han tog Stumppiben af Munden, rakte ham sin lille benede Haand uden Ord; men som han skulde slippe, drejede han sine smaa ubestemmelige Øjne fra Visti og om mod Ladelugen, hvor Broderen laa; i det samme brast han i Graad. I denne lille ordløse uvilkaarlige Drejning var det, som Visti saa hele sin Fars Liv. Visti gik længere ind i Gaardvinklen for at være lidt ene. Her stod han og saa ud over de forsamlede. Det havde aldrig slaaet ham som i Dag, hvilken mægtig Forskjel der var mellem disse Hedeslidere her og saa Folkene ovre, hvor han nu tjente. Her saa man ikke en eneste Mave, ingen Hudvalker og ingen Dobbelthager; idet mindste ikke hos Mændene. Alt var her omsat i Nytte; Sener, Marv, Knokler. Mændene var som skaarne ud af deres sandede Jorder. I deres Ansigt og Legemsbygning syntes de at gjemme en sørgmodig Fortælling om deres endeløse Kamp for Føden. Der var ikke et Savn, de ikke havde prøvet, ikke en Anstrængelse, de var gaaet af Vejen for; men deres Sind var fuldt af Overbærenhed og Skjælmeri. Om Søndagen maalte de Kirkestien med kønrøgsværtede Træsko, men de søgne Dage var et eneste Brydetag med Skæbnen og den karrige Jord. Da det rygtedes, at Visti vilde sige nogle Ord ved sin Fars Kiste, var Loen i et Nu fyldt med Hoved ved Hoved: Visti gik hen til Faderens Hovedgjærde og begyndte med skjælvende Mæle: "A er jo ett meget vant til at tale, men a tykkes, a maa sige et Par smaa Ord, inden vi bærer min Far ud af den her gamle Gaard, hvor han har gaaet Skjel om Skjel med de fleste af jer snart i al hans Tid. I kjender ham jo snart ligesaa godt som a selv; hans meste Liv blev jo - som da enhver Bondes - ført for aabne Luger. Han hørte til dem, der ikke holdt af at sidde i Bænkkrogen mer end haardt nødvendigt. Det Skudsmaal er a vis paa, I vil bestyrke mig i at gi ham, te han var en ualmindelig biel og stræbsom Mand. Ja, a maa sige, a har næsten aldrig truffen saa flittigt et Menneske; de Dage, han har ligget ledig, er snart talte. Saa efter det burde han jo ha' været en baade velholden og lykkelig Mand. Men ingen af Delene var han jo, Gud bedre det. I Dag tykkes a, hans Ansigt for første Gang har den Fred over sig, som a kunde ha' undt ham, mens han levede. Nu staar vel ingen selv helt for den Lykk', han skal ha'. Men naar a skal forklare mig, hvorfor min Far aldrig naaede at blive et lykkeligt Menneske, en Mand, der var glad ved sin Gjærning, saa kan a vanskelig finde anden Forklaring end den, te han savnede enhver Plan saavel for hans Liv som for hans Sliden; det er det, a tykkes, a har lært, saa ung a er - siden a kom her hjemmefra, te der kan ingen Lykk' eksistere her paa Jorden uden Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 54 af 99 www.gratisskole.dk
Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____ Plan; nej, vi maa ha' et Maal, som vi sigter efter; har vi ett det, saa kan det ring' hjælp', alt det vi bjerge ved, for saa holde vi os ett opp' iløwle. Arbejde uden Plan, det er ett fri Mands Syssel, nej, det er Slaveri. Og det kan der aldrig komme nogen Glæde ud af. Men det er det tungeste, der kan bydes et Menneske, - at vanke sit Liv hen i et Arbejde, der ikke kan kaste mindste Glæde af sig. Derfra stammer alle de krogede Rygge, fra et Arbejde, som vi gjorde uden Glæde. Men det kund' jo vel si ud til, som a vilde staa her og hovmode mig over min Far, men det er saalangt fra som vel muligt. A vilde kuns gjærne te I, der har kjendt os begge to, skulde forstaa, hvorfor a tyt, te a maatte rejse ud og blive klar over mig selv, saa a ett skulde komme til at leve det samme glædeløse Liv som min stakkels Far. Og det tror a, te a er ved at komme efter. Og hermed: Fred være med ham, den ærlige Slider, der er gaaet træt her i denne skjæve Gaard! Han brød mange knoldede Kjær og stenede Heder her rundenom. For at tale med Job: "Nu vil alle hans Plovfurer græde!" Saa bar de Niels Peter ud af sin halmfyldte Lo, idet de omhyggeligt sørgede for, at Fødderne kom først ud. Harpiksen i de friske Fyrreplanker prikkede de bærende i Næsen, Kønrøgen i det sorte Kistelaag gnistrede som Rimfrost i den stærke Sol, da de bragte den slingrende Kiste med den lille spinkle Niels Peter tilsæde paa Ligvognen. Begravelsesnatten trak et Guds Vejrlo hen over Egnen. Hagl som Dueæg dundrede paa Taget og kom gjennem Skorstenen helt ind over Frammersgulvet. Lynet splittede hvert Øjeblik Mørket udenfor Vistis Vindue i Fødegaarden; Pigers og Karles Træsko begyndte en forvirret Skramlen over Teglstensgulvet inde i Dagligstuen. "Aa, vil du da ett af Sengen, Visti? Møllen brænder!" sa' en rystende Kvindestemme. Møllen kunde ikke ses fra Vistis Vinduer. I et Sæt var han ude af Sengen og fik Klæderne paa i en Fart. Han kom ud i Østerporten, hvor man kunde staa i Læ for Regnen og Haglene. Væggene inde i Porten var aldeles gyldne af det stærke Brandskjær. Jo, der brændte det, hans Barndoms Æventyr! Luerne havde allerede omspændt det hele og løb som fantastiske Uhyrer op og ned ad Spaantaget; det bragede og hvæsede som et helt Fyrværkeri. Lægterne i det omgivende Stakit saas klarere end ved højlys Dag. Synet var af en gysende Skjønhed. Det var, som om en Jættekvinde havde slaaet sit vilde fodside Haar ned om sig; Stakittet var hendes Redekam, hvorigjennem hun trak Lokkerne med hørlige Smæld. Saadan blev hun ved at hegle sine Flammelokker, vildere og vildere, til Kammens Tænder gik i Brand med Haaret. - Midt i alle Smaabragene lød et drønende Skrald. Visti vidste Besked. Det var de store Kværnstene, der fra Mellemloftet sank søndrende ned gjennem smaat og stort. Lidt efter begyndte Vingerne at gaa rundt. Under den første Del af Branden havde deres strittende Arme gjort et højst tragisk Indtryk, - man kom til at tænke paa en Stymper, til hvem der er raabt: Hænderne op! mens han plyndres. Nu begyndte Vingerne at liste afsted, som kunde de ikke holde Pinen ud længere, først langsomt, siden hurtigere og hurtigere, indtil de svang med vanvittig Hast inde i deres egen fortærende Blæst af Helvedesluer. Visti var stukket i Rend op imod Branden. Han var ikke længe om at naa Møllebakken. Pladsen var fuld af Mennesker, hvis Ansigter var spøgelseagtig belyste af det vældige Baal. Det var mest Folk fra Begravelsen i Gaar. En Del havde i Jaghasten trukket Kisteklæderne paa. De blev nu ikke standed allerbedst. Pladsen laa strøet med Mel og Klid fra de halvbrændte Møllesække, som man ved Brandens Begyndelse havde kastet ud fra Lugerne. Folk kunde nu ikke la' være at gaa omkring og lette Sækkene, om ikke de skulde finde deres egne Forbogstaver; men den regnvædede Mel havde en svær Lyst til at indgaa Forbindelse med de sorte Vadmelsfrakker, der dampede synligt i den stærke Hede efter Tordenregnen. Da Vingerne begyndte at dreje, stod alle Mand stille i et Forbavselsesraab. Mens Farten tiltog, dryssede Ild- Pinde og glødende Sejlstumper ned til alle Kanter, indtil selve de vældige Vinger rutschede løs og begyndte at slingre. "Aa, vâr jer endda der henne!" raabte Mølleren gjennem Braget; i det samme slængtes Vingerne ud over Agrene som et Par brugte Tændstikker. Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 55 af 99 www.gratisskole.dk
Page 1 and 2:
Arbejdets Glæde Navn:_____________
Page 3 and 4: Arbejdets Glæde Navn:_____________
Page 53: Arbejdets Glæde Navn:_____________
Page 99: Arbejdets Glæde Navn:_____________
show all

Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?