Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
det samme at opføre som hele Forsamlingshuset. Da den var færdig, var Jakob vittig nok til at sende
Jørgen en Takskrivelse for det kostbare Gjærde, der læede saa herligt, saa ikke blot Forsamlingshuset men
ogsaa hans bag ved liggende Gaard og Ejendom nu ikke mere mærkede de svære Vestenstorme. Som ringe
Erkjendtlighed vilde han tilbyde at være halvt med Jørgen om den fremtidige Vedligeholdelse.
"Saaledes skulde alt komme dem til Gode, som elsker Gud," citerede Jørgen og spyttede Hvidt
mellem Tænderne. Men det blev ikke ved Forsamlingshuset alene. Da Jakob først mærkede, han
havde Folkestemningen paa sin Side, rejste han i Ly af Jørgens "Læbælte" det ene halvoffentlige
Bygningskompleks ved Siden af det andet. Saadan fik Sognet Brugsforening, Kjøbmandshandel,
Vandværk, Mejeri, alt under vild, men magtesløs Protest fra Tidselblærgmanden. Det var øjensynligt:
Tidselbjærgslægten havde regjeret for længe og for tyrannisk, nu kom Tilbageslaget i Form af aaben
Oprør paa alle Kanter. Jakob Sjællænders Hjærne arbejdede uden Ophør med nye Projekter - "det er til
Folkegavn, det er til Lykke" - en Frase han brugte meget i den senere Tid. Ogsaa da han forberedte et
stort Teglværk, som skulde indrangeres blandt de andre bag Skjærmbrættet; et Foretagende der vilde blive
en haard Konkurrent til Jørgens, men som han formaaede flere af Naboerne til at ta Aktier i. - Jakob var
aldrig i Hvile; Tømmer og Teglsten og Tagpap kjørtes igjennem Moradserne og læssedes af i Skidtet; altid
hvirmede det med Haandværksfolk omkring hans Gaard; Tømmerhammerens eller Rambukkens dumpe
Slag lød ud over Egnen fra den tidlige Morgenstund; Mejerifløjten kaldte animerende paa de skramlende
Mælkevogne, der som Gravemaskiner rodede sig frem igjennem Mudderet, mens de smaa Islændere gik i en
Sky fra deres egen dampende Hud. Rejsekransen dinglede paa sin Stang imod Aftenrøden over det ene nye
Hus efter det andet. Jakobs Gaard var bestandig Sæde for Generalforsamlinger eller forberedende Møder
om dit og dat. Ind imellem det altsammen holdt han Helligforsamling eller Vennemøde i Forsamlingshuset,
mens Dannebrogs skjære Farver lyste lige højt over hans egen skifferdækte Gaard og Forsamlingshusets
sekskantede Beghætte. Højskolesangbogen var sjældent af hans Haand. Holdtes der Mejerimøde, hvor de
drøftede Kulpriser og Fedtprocent, begyndte altid Jakob med at sige: "Skal vi itte ta' en Sang!" Og Jakob
sang selv for med megen Falskked i Stemmen, men med sit Hoved løftet og sit Aasyn badet i Haabets Glans.
Her holdt de omtrent, da Visti kom som Karl til Tidselbjærg. Jørgen var dreven fra Skanse til Skanse. Endnu
var han dog som tidligere Sogneraadets Formand; men Sjællænderens Tilhængere havde sagt det baade højt
og tydeligt, at næste Gang valgte de Jakob; og derefter indrettede de sig.
Visti havde været paa Tidselbjærg i længere Tid uden rigtig at være kommen i noget Forhold til
Sjællænderen. Han havde jo mødt ham baade nu og da, ved Markskjellet eller andetsteds; han kunde ogsaa
godt mærke, at Jakobs Øjne hvilede forskende paa ham; men da Jakob jo var vant til at betragte alt, hvad
der kom fra Tidselbjærg, som Magter, der vilde ham og hans tillivs, kom det aldrig til nogen Art af Samtale
imellem dem, saa meget mere som Visti jo havde vænnet sig til at se en skabagtig og opblæst Person i ham.
En Dag sa' Jørgen til Visti:
"Har du været ovre at høre æ Sjællænder."
"Ikke endnu," svarede Visti.
"Det kan ogsaa være det samme. - Det er en Sa-tan!" sa' Jørgen med megen Inderlighed.
Da Visti fandt denne Karakteristik mindre udtømmende, besluttede han at vælge den første den bedste
Lejlighed til at overvære et af Sjællænderens Møder. Lejligheden lod ikke vente længe paa sig. Visti havde
set et Avertissement i Avisen, og en Efteraarsaften, da han havde givet Hestene deres Foder, begav han
sig paa Vej.
Han var kommen altfor sent afsted, saa Mødet var forlængst begyndt Der var saa fuldt, at Dørene end ikke
kunde lukkes om Publikum, men stod vindaabne ud til Mørket. Visti arbejdede sig frem i Gangen, hvor Folk
i tunge Træsko og med Huen paa stod og drejede Fladsiden til, mens de for et Øjeblik glemte at sutte paa
Mundbidet. - Der var én, der sang derinde i Lyset med en gnældrende og rystende Gammelmandsstemme.
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 47 af 99 www.gratisskole.dk