Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
bevaredes trindt om i Hjemmene, skjønt de forlængst var gaaet af Brug. Det viste den sikre Anvendelse,
som Fortidsbonden forstod at gjøre af de to simple Farver: Rødt og Hvidt.
- Bonden elsked Synet af et blommet øg over alt; hvor kunde hans Øjne lege langs dets pomrede Hofter, og
hans Sind strømme over af Gjævhed og Skjæmt, naar hans Haand ordnede Dusken omkring sin Plags Koder!
Traadte han ind i en Stald, og hans Øje fandt en særlig veludviklet Form hos Ko eller Kalv, da følte han den
samme Øjenlyst som Kunstneren, der træder ind i en Billedhal. Hvorfor skulde hans Skjønhedsglæde agtes
ringere end Kunstnerens? Var Marmor maaske mere end levende Kjød og Knokler! Han forsømte ingen
Søndag at gaa rundt om sin Rug og nyde dens myge Duft og glade Vækst, og kunde han faa "wor Muer"
listet med, saa var der ingen Ende paa hans Oprømthed.
Men naar Vistis Tanke gled hen mod den gamle Bonde, havde han altid et nærliggende Eksempel i Jørgen,
som havde vist ham Vejen i næsten ét og alt. Ja, jo mere Tiden skred, jo mere kom han til at omfatte denne
sære, stikne Mand med den dybeste Kjærlighed og Beundring. Hvilken Modsætning til Sjællænderen i
Ydre som i Indre! Hos Jakob var alt Lapper og Laan lige ind til hans Ansigt, hvor Trækkene var saa runde
og udflydende, som havde den gode Gud og Skaber tværet rundt i dem med en Pind. Hos Jørgen havde
der hersket en næsten pinlig Ængstelse for, at han skulde slippe selv den mindste Tave af sig selv; men
denne paradoksale Selvhævdelse dækkede trods alt over en Flamme, hvori Bonden engang skulde hærde sit
Plovjærn, saa han fra en veg og slatten Drømmer skulde forvandles - ikke til en Laan er - men til en Skaber.
Og ogsaa dér havde Jørgen vist Vejen ved at søge ikke blot Styrken, men Glæden i sit eget Milieu. - Ja,
Glæden, den sad hjemme ved vor egen Bordende og ventede paa os, enhver især!
Som altid naar en Tankerække greb Visti, snakked han højt; nu var han kommen ind paa sin egen Mark.
Rødkløverens søvntunge Hoveder slog mod hans Ankler, og Rajgræsset strøg sin Dug af i hans Sko. Paa én
Gang sprang en Hare op ligefor hans Fod. Han løftede Hovedet og saa sig omkring. Maanen var kommen
nogle Favne op over Gaardene i Øst, Taagen laa over Lavningerne, hvor Elverpigen dansede og slængte sin
Særk paa Vidjen; en Bæk rislede et Steds i Dalen med en egen monoton Sylren, som gik den og ledte efter
noget, den havde tabt. En mudret Lugt af Fjordtang laa over hele Egnen. Saa traadte Visti ind i en Strime
Duft af vejret Hø. Aa, denne Høduft! Det var som naar éns Bedstemor brændte Lavendler om Søndagen,
tænkte Visti, mens han nærmede sig sit Hjems maanehvide Gavle.
Det er en Søndag paa Tidselbjærg tre Aar efter. Visti og Martha har været rundt i Stuer og Stalde og fundet
alt vel - nu holder de Søndagstvæt; de staar hver i sin Balje med en Dør imellem sig og lar Styrtebadets
Straaler skumme ned over deres sunde Kroppe. De raaber muntert til hinanden gjennem Bræddedøren, mens
Vandet plasker i Zinkkarret. Saadan bader alle i Vistis Gaard hver Søndag Formiddag fra den Mindste til
den Største - saa nær som Røgteren. Det gamle Svin har Vandskræk; der har knap været Vand paa hans
Krop, siden den Dag han døbtes. Han er det braveste gamle Menneske mod Dyrene, der tænkes kan; han
vasker med Fornøjelse Svinene, saa de skinner som Billardkugler, men taler én med ham selv om at faa lidt
Vand paa Kroppen, bliver han smækfornærmet.
Visti er allerede steget ud af sit Kar, staar og trækker Skjorten ned om sig og fryder sig over den udsøgte
Duft af nyt Linned, der er tørret paa grønt Græs.
"Er du snart færdig?" raaber han overgivent ind til Martha. Hendes Dør gaar op; med Haanden om Klinken
hælder hun sig langt ind i hans Rum. Hendes hvide udtungede Linned poser ned om hende.
"Se du selv at bli' færdig, før du skynder paa en anden én!" siger hun drillende, endnu med de bare Fødder
paa Dørtrinet. - Paa én Gang flyver Kaadheden i hende. En varm bred Solstraale ligger paa skraas af de hvide
Gulvbrædder. Hun løfter Særken op til Knæet og danser en "Masok" over den lille Guldflod paa Gulvet.
Fødderne fjedrer og smækker mod Brædderne; Solstraalen forgylder hendes Knæ og Vrist i glade Glimt;
Haarets udslagne, blonde Bølger hopper som en Manke paa hendes Skuldre; bare en halv Snes Dansetrin
og hun er atter borte - som en Lygtemand - i en skraldende Latter! Visti, der er kjendt med hendes kaade
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 92 af 99 www.gratisskole.dk