Arbejdets Glæde - GratisSkole.dk

Arbejdets Glæde Navn:_____________________ Klasse:_____
Hvirvel, der uforvarende er undsluppet Vindenes Vogter og nu skal ud og gjøre sig vigtig i Vejenes Støv
eller i Engenes sammenrevne Hødynger.
Men Vestjyllands Despot er og bliver dog Nordvestvinden. Avlet i Taagen og Havkulden langt mod Nord
driver den Skyerne foran sig som Flokke af uldne Vædre; Hjord efter Hjord glider de hen over Himlen og
forsvinder bag Østens Horisont; fra Skyen kaster den sig over Havet; den kildrer Bølgerne i Siden, saa de
brøler; deres blanke Bug lyser grønligt i Brændingen; vanvittige af Angst kaster de sig op paa Kysten, men
evigt glider de tilbage over Hobe af vigende Sten; og saaledes leger de Musen og Katten, til det allernaadigst
behager Despoten at indstille Legen. Værst farer den dog frem paa Landjorden; den hindrer Natteduggen i
at falde paa Marehalmens tørstige Sand; den topslider Bondens fattige Rug, saa Tønden bliver til Skjæppe
og Skjæppen til Fjerdingkar; den trækker hans Hus saa længe og vedholdende i Skjægget, at der hænger
store Tagtotter ud over Gavlene. Om Morgenen driver den Røgen i Skorstenens Hals igjen, saa den gamle
ved Gryden faar røde Øjne og uafladelig maa tørre sig med Haandballen under Næsen; og om Aftenen,
naar hun pinder sin Dør, sætter den Foden mellem denne og Karmen, saa hun maa lægge hele sin krogede
Skikkelse imod for at tvinge den op imod Stavlen. - For Nordenvinden maa hele denne Kyst stryge sin Hat;
hver rankfødt Kvist fik her tidlig en jordvendt Vækst; men det siger Sagnet, at Træernes bøjede Nakker og al
den anden ydre Ydmyghed kun er en Maske og et Skalkeskjul, bag hvilket der dølger sig megen indvendig
Sejghed og opsamlet Trods. Gjælder dette de Vækster, der slaar Rod i denne Muld, gjælder det i næppe
ringere Grad den Befolkning, der er de samme Naturvilkaar underkastet.
Den, der gaar opad mod denne Vind, vil træffe en Folketype, der ser ud, som om den gjennem mange
Slægtled har været belavet paa at møde det værste og ikke sjældent har mødt det. Skikkelserne er store og
ludende, Ansigterne lange og benede, med en Farve som Lyngens; Hagen og Kjæbepartiet har en Styrke,
som var det deres indre Bestemmelse at knuse Skjærver. Munden holdes omhyggelig lukket, med Overlæben
hvilende fast paa Underlæben; Mundvigene har stærkt nedadtrukne Linjer; det kan være Tungsind, men
tydes som oftest langt rigtigere som Stædighed og stivnet Trods. Næsen har ofte en karakteristisk Form;
sjældent er den slej eller indsunken, oftere høj og skarp med en Bøjning som en Baadkjøl. Øjnene er smaa
og saa dybtliggende, at man sjældent af dem faar at vide, hvad Personen fører i sit Skjold. Ansigtet er som
oftest indrammet af et vejrbleget Haar og en hesteskoformet Skjægbort, der er strid som en Karte og filtret
som en Marelok.
Saaledes er Racen, hvor den er renest; og ren var den i Jørgen - Jørgen paa Tidselbjærg.
Paa et Sted, hvor Jordsmonnet skød Ryg i en bred Banke, tegnede hans Gaard sin graa Straahat mod
Vesthimlen. Med en høj, hvidtet Vægflade lyste dens svære Kjørelade ud over Egnen som et Skibs Slagside;
dens mange grønmalede Lugerammer, der i Sommertiden alle stod vindaabne, saa i Afstand ud som en
Række truende Kanonmundinger.
Syd for Gaarden strakte sig en stor Flamming Grønagre, hvor en lang Række blankbovede Køer med
Duskehaler, Hængepatter og mælketyngede Yvere gik og ruskede af Rødkløveren, og paa den anden Side
af disse langs med Stranden bredte sig de store Kjærenge lige til de standsedes af Fjorden.
Som den Plante, hvorefter Gaarden havde taget Navn, var der noget stikkent og stift ved alle dens
Indehavere. Kom det af den stride Vind, der næsten uden Ophør skar hen over Gaardens Jorder og hyppig
steg til en Storm, der kastede dens Møntørv néd fra Tagene, eller skyldtes det den salte Fjord, der evigt
bankede mod de lerede Skrænter og gjorde, at Tidselbjærgmændene altid gik rundt med Saltsmagen paa
Tungen?
Jørgen var det, man i Videnskaben kalder for en Legering; paa Overfladen var han haard som Kamp, men paa
Bunden blød som et Barn. Men han foragtede dette "Følelsesbundfald" og skjulte det for sine Omgivelser,
som man skjuler en hemmelig Sygdom.
Tidselbjærg var, hvad man i Bondesproget kalder en "Skrantings-Herregaard", og Jørgen var en Mand
med Grunker. Det var heller ikke vanskeligt at opnaa Hjælp af ham, naar der kun ansøgtes paa den rette
Materiale ID: TXT.285.1.4.da Side 27 af 99 www.gratisskole.dk